Tom Buk-Swienty foredrag Berlin brænder
Tom Buk-Swienty udgiver i efteråret 2024 bogen “Berlin brænder”, som er en dokumentarisk fortælling om danskere i Berlin under 2. Verdenskrig – baseret på unikt og hidtil upubliceret materiale.
Da Berlin kapitulerede den 2. maj 1945, var byen en rygende tomt. 170.000 tyske og russiske soldater var dræbt, over 300.000 sårede og 100.000 civile var omkommet. I årene op til byens fald blev den sønderbombet, og størstedelen af den lå i ruiner, da krigen sluttede. Midt i dette kaos befandt bogens to hovedpersoner sig: Paul E. Stemann fra Berlingske Tidende og Arild Hvidtfeldt fra Socialdemokraten. De havde været udstationeret i Hitler-Tysklands hovedstad de sidste år af 2. Verdenskrig og oplevede nu
på allernærmeste hold de allieredes rædselsvækkende bombetogter, russernes indtog og Berlins endegyldige fald. De skrev udførligt om det, de så, og deres øjenvidneskildringer hører til de mest mangefacetterede og fascinerende beretninger, der findes om krigsårene i den tyske hovedstad. Dele af materialet bag bogen har aldrig tidligere været benyttet af danske historikere. Stemanns upublicerede erindringer har ligget i arkiverne på Imperial War Museum i London, Hvidtfeldts materiale har befundet sig i et privatarkiv. Bogen trækker også på en ung dansk diplomat, Frederik Holck Coldings, private breve, som hidtil har været klausulerede. Han ankom til Berlin i 1944 og blev nære venner med korrespondenterne.
Tom Buk-Swienty har fået adgang til dette helt unikke materiale, der udgør en vigtig del den dramatiske grundfortælling, som han har rekonstrueret de dramatiske begivenheder ud fra efter flere års dybdegående research i emnet.
Tom Buk-Swienty foredrag Safari fra helvede
Tag med Tom Buk-Swienty på safari – til helvede – og hør ham fortælle om et stykke medrivende dansk verdenshistorie.
Der er tale om den utrolige fortælling om 30 sønderjyder, der forklædt som danske sømænd i det tyske kejserriges tjeneste under 1. Verdenskrig blev sendt på en hemmelig mission til kolonien Tysk Østafrika (Tanzania). Foran sig på et maskeret skib havde de 25.000 sømil, Atlanterhavet, Kap det Gode Håb – og mod sig Royal Navy. Senere fulgte en mange tusinde kilometer fodrejse igennem det afrikanske vildnis, hvor sønderjyderne endte som jaget vildt.
I persongalleriet er der udover de ydmyge sønderjyder, der var tvunget med i krigen på tysk side, og afrikanerne, som måtte udstå ufattelige lidelser, også verdenshistoriske personligheder som Winston S. Churchill og den legendariske tyske general Paul von Lettow-Vorbeck, kendt og berygtet som ”Afrikas løve”.
Foredraget vil blive suppleret med enestående samtidige fotografier, der bringer tilhørerne helt tæt på de dramatiske begivenheder, og desuden vil Buk-Swienty berette om sine egne mange ophold i Tanzania i forbindelse med sin research og skrivearbejdet.
Tom Buk-Swienty foredrag Det ensomme hjerte - en dramatisk rejse gennem Det Tredje Rige
Tag med på en dramatisk rejse igennem Det Tredje Rige og hør fortællingen om den unge tysker Hans Horn, der voksede op i mellemkrigsårene og under 2. Verdenskrig blev hvirvlet ind i Tysklands vanvittige krig, og som – da rædslerne endelig var ovre – emigrerede til Danmark, hvor han blev praktiserende læge til sin død i 1989.
Først i en sen alder blev han i stand til at omstætte sine oplevelser til ord og billeder, og han efterlod sig et kolossalt, gennemillustreret erindringsværk på over 5.000 sider. Det er dette enestående dokumentariske materiale, der via Hans Horns børn har fundet vej til Tom Buk-Swienty.
Med afsæt i det materiale er det muligt at fortælle om 2. Verdenskrig på en ny og overrumplende måde. Hvordan oplevede den helt almindelige tysker, som hverken var nazist eller havde modet til at gå op imod regimet, nazificeringen af Tyskland og krigen? Det er en historie, der næsten aldrig er blevet berørt. Horn blev indkaldt til Wehrmacht og forsøgte at overleve først på Østfronten og siden i det krigshærgede Europa. En overgang var han også udstationeret i det besatte Danmark som soldat.
Horn var kunstner på højt niveau, og under foredraget vil Tom Buk-Swienty vise en række af hans makabre og fængslende illustrationer, der skildrer Horns opvækst og krigsoplevelser.
”Jeg er et ubetydeligt barn af det 20. århundrede, der uden at ville det skulle blive vidne til mange mærkværdige, grusomme og skønne hændelser, mens jeg hele tiden bare prøvede at overleve på den ene eller anden måde”. Citat fra Hans Horn
Tom Buk-Swienty foredrag Den virkelige historie om Karen Blixen i Afrika
Med sin selvbiografiske roman “Den afrikanske farm” fra 1937 om sine 17 år som kaffefarmer i Kenya slog Karen Blixen for alvor sit navn fast som internationalt kendt forfatter. Men selv om hendes bog har mange selvbiografiske elementer, er der tale om en roman. Store dele af bogen – og næsten alt i den senere Oscar-belønnede spillefilm “Out of Africa” (1985) med Meryl Streep og Robert Redford – er fiktion eller glamourisereringer.
Men hvad er den virkelige historie om Karen Blixen i Afrika? Det fortæller forfatteren Tom Buk-Swienty i dette foredrag med udgangspunkt i sin nye store biografi, “Lioness”, om Blixens liv i Afrika, baseret på mange års research og rejser i hendes fodspor i Kenya. Store dele af biografien har Tom Buk-Swienty skrevet, mens han lejede sig ind på en farm i Afrika. Under sin research opdagede Buk-Swienty, at virkeligheden også i tilfældet af Blixen overgår fantasien. Hendes liv i det billedskønne og dybt fascinerende Kenya var langt vildere, farligere og både mere romantisk og dramatisk, end hun selv fortalte i sin bog. Det var faktisk, som det vil fremgå af foredraget, lidt af et mirakel, at hun overhovedet overlevede sit ophold i troperne.
Glæd jer til et oplysende og fængende foredrag, hvor I bliver inviteret med ind i Tom Buk-Swientys forfatterunivers og gennemgribende research, og ikke mindst får et unikt indblik i Karen Blixens tilværelse i Kenya.
Tom Buk-Swienty foredrag Tommy og Tanne - et foredrag om Karen Blixen og hendes lillebror Thomas Dinesen
Et foredrag baseret på Tom Buk-Swientys bog ”Tommy og Tanne”.
I foredraget fortæller Tom om de makabre triumfer, uhyrlige rædsler og altopslugende kærlighedseventyr, som Thomas Dinesen oplever som soldat i 1. verdenskrig, mens Karen Blixen bosætter sig i Afrika som storvildtsjæger og kaffefarmer.
I løbet af foredraget vil Tom Buk-Swienty også fortælle om den magiske dag i efteråret 2012, da Thomas Dinesens dengang næsten 80-årige søn og Karen Blixens nevø, Tore Dinesen, overlod Tom Buk-Swienty en kuffert fuld af sin fars breve, dagbøger og andet materiale, der rummede en overraskende familiehemmelighed. Som et led i sin research til bogen kommer Tom også ind på sine mange rejser i fodsporet på Thomas Dinesen og Karen Blixen, der har ført ham fra gamle franske skyttegrave over New York og Montreal til Karen Blixens farm i Kenya og herfra ud på Kenyas storslåede savanne. Desuden vil han fortælle den medrivende historie om Thomas Dinesens og Karen Blixens farefulde oplevelser midt i verdenshistoriske brændpunkter.
Som altid i Tom Buk-Swientys foredrag tager han jer med ud på en rejse dybt ind i både dansk og international historie. Tom Buk-Swienty har fået adgang til familieejet kildemateriale, herunder en omfattende korrespondance, som gør det muligt at kaste nyt lys over én af Danmarkshistoriens største slægter.
Tom Buk-Swienty foredrag På sporet af Karen Blixens eventyrlige far
Tom Buk-Swienty tager i dette foredrag udgangspunkt i sit tobindsværk om Karen Blixens eventyrlige far, Kaptajn Wilhelm Dinesen og fortsætter, hvor han slap i sine populære foredrag om 1864. Dinesen deltog i slaget ved Dybbøl den 18. april og inspirerede Ole Bornedal, som gjorde ham til en af hovedpersonerne i DR’s store Dramaserie “1864”.
Første bind om Kaptajnen, “Ild og blod”, var den mest solgte danske biografi i 2013. Andet bind, “Til døden os skiller”, udkom i slutningen af oktober 2014.
Frem til sin død som kun 49-årig var Dinesen, søn af en mægtig godsejer, eventyrer, kriger og jæger og nåede endda at blive en kendt forfatter. Det er da heller ikke fra fremmede, at hans berømte datter fik sin eventyrlyst og fortælleglæde. Farens liv var nemlig en stor inspirationskilde til Karen Blixens “Syv fantastiske fortællinger”.
Tom Buk-Swienty fortæller om Kaptajn Dinesens fire krige – 1864; den franske-tyske 1870-71; Pariserkommunen 1871 og den tyrkisk-russiske 1877-78 – og om de år, hvor Wilhelm Dinesen som pelsjæger lærte en af USA’s sidste frie indianerstammer at kende, inden han på Rungstedlund stiftede familie.
Kaptajn Dinesens liv lignede udefra den rene idyl. Han fik fem smukke børn med sin Ingeborg, og var meget tæt på et stort gennembrud som forfatter. Men en dag i slutningen af marts 1895 hænger Dinesen sig på et pensionat i København. Mange undrede sig, og i sin research har Tom Buk-Swienty da også fundet breve og dokumenter, som kaster nyt lys over hans mystiske død.
Tom Buk-Swienty fortæller i foredraget om den rejse han tog i Kaptajn Wilhelm Dinesens fodspor gennem hele arbejdet med bogen. En rejse, der bragte ham til danske herregårde, franske slagmarker, og fra Bosporusstrædet hel til de nordamerikanske prærier og skove.
Tom Buk-Swienty foredrag 1864: Danmarks skæbneår
Tom Buk-Swienty kombinerer i foredraget historien om “Slagtebænk Dybbøl” og “Dommedag Als”.
Et foredrag, som runder de skelsættende begivenheder i 1864, der i den grad var med til at forme danskernes forståelse af landet.