Peter Svarre foredrag Kunstig intelligens
2023 har været et vildt år for kunstig intelligens og den nære fremtid ser ud til at blive endnu vildere. Vi kan nu tale med vores kunstige intelligenser, vi kan få dem til at skabe kunst og de skriver computerkode bedre end mennesker.
Hvorfor går det så stærkt med kunstig intelligens lige nu? Hvor kommer det fra, hvordan fungerer det, og hvilke konsekvenser får det for vores privat- og arbejdsliv?
Det får I alt sammen svarene på i dette foredrag af Peter Svarre, som er forfatter til bogen “Hvad skal vi med mennesker?”
I foredraget kommer I til at høre om historien bag kunstig intelligens, I kommer til at forstå, hvordan moderne kunstig intelligens fungerer, og I vil se eksempler på brug af kunstig intelligens, som kan inspirere jer til at bruge kunstig intelligens i jeres arbejde.
Foredraget kommer også ind på det vigtige spørgsmål om etikken i de kunstige intelligenser. I kommer til at se eksempler, hvor det er gået helt galt med brugen af kunstig intelligens, og Peter forklarer, hvordan både politikere, virksomheder og borgere har et ansvar for at gøre fremtidens intelligente maskiner ansvarlige og troværdige.
Peter Svarre foredrag Kunstig intelligens, fake news og den demokratiske udfordring
Ved hjælp af kunstig intelligens kan man nu skabe realistiske billeder og videoer af begivenheder, som aldrig har fundet sted. Dansk Folkeparti laver en fake video af Mette Frederiksen, der på et pressemøde afskaffer pinsen, påsken og julen. TV2 laver en dokumentar, hvor reality-stjernen Sidney Lee rejser sig af sin grav og taler med sin egen stemme, og ældre mennesker risikerer at blive ringet op af falske versioner af deres børnebørn, der lokker penge eller passwords ud af dem.
Hvad sker der? Er sandheden ved at kollapse? Kan vi ikke længere stole på, hvad vi ser og hører på vores mobiltelefoner og i den digitale verden? Og hvad betyder det for vores evne til at føre demokratiske samtaler og holde sammen på de samfund, der i forvejen er splittede af polariserede politiske overbevisninger.
Det er temaet for Peter Svarres nervepirrende foredrag, hvor han også kommer ind på, hvad kunstig intelligens og fake news helt konkret betyder i det store valgår 2024, hvor vigtige demokratiske nationer som Indien, Storbritannien og USA går til stemmeurnerne.
Peter Svarre foredrag Digital etik
Hver gang I åbner en browser eller benytter jeres mobiltelefon, bliver I hvirvlet ud i en verden af digitale services, som høster jeres data, manipulerer med jeres valg, og trænger dybt ind i jeres hjerne for at få jer til at klikke på lidt flere annoncer. Store tech-virksomheder som Google, Facebook og Amazon har i mange år haft frit spil til at designe løsninger, som udadtil har været teknologiske vidundere, men som under overfladen har brugt digitale teknologier til at udnytte menneskelige svagheder.
Konsekvenserne har vist sig at være digital afhængighed, fake news, filterbobler, monopolmarkeder, svækket innovationskraft, datamisbrug, overvågning og automatiseret racisme og kvindehad. Vi har brug for et nyt paradigme for vores digitale verden, og det handler ikke kun om de store teknologivirksomheder. Det handler om, hvordan virksomheder generelt designer digitale produkter. Derfor har vi behov for en ny etisk tilgang til digitalt design – både hos den lille startup såvel som de store virksomheder og ikke mindst i den offentlige sektor.
Men hvordan laver man etisk digitalt design?
Det får I svaret på i dette foredrag, som også kan udvides til workshop. Peter Svarre har arbejdet et år sammen med Dansk Design Center på at udvikle redskabet “Det Digitale Etikkompas”, som netop hjælper virksomheder med at tænke etik ind i deres digitale løsninger. Dertil har han skrevet bogen “Digital Etik – Hvordan designer vi en mere ansvarlig digital verden?”, der netop tager fat på emnet. Foredraget/workshoppen tilpasses efter jeres behov og ønsker. I kan vælge at booke et foredrag af 60 minutters varighed, der handler om, hvorfor digital designetik er vigtigt, og hvordan man kan begynde at arbejde med det. I kan også booke en halvdagsworkshop, hvor I lokaliserer etiske udfordringer i jeres egne produkter og finder løsninger – eller booke en workshop, hvor I først lærer at tale om og forstå digital designetik og derefter vender blikket mod jeres egne digitale produkter og finder udfordringer og løsninger.
Peter Svarre moderator Moderator
Mangler I en moderator inden for inden for teknologiområdet, så er Peter det oplagte bud. Det kunne f.eks. være en konference, der handler om tech, fremtiden eller internettet.
Peter er en erfaren moderator som altid modtager stor ros.