Kåre Johannessen foredrag Skræddersyet foredrag om historiske emner
Kåre Johannessen tilbyder en lang række standardforedrag, men kan efter jeres ønske skræddersy et foredrag om andre historiske emner, alt efter, hvad der er relevant for jer i den konkrete situation. Et typisk foredrag varer ca. 2 x 45 minutter, med en kort pause indlagt og efterfølgende debat/spørgetid.
Foredragene fastholder den historiske interesse, som I i forvejen har – men udbygger den selvfølgelig gerne. Af samme grund er Kåres foredrag ikke kun fagligt velfunderede, men også underholdende. De gennemføres med afsæt i en munter, letløbende tone og med et glimt i øjet.
Kåre Johannessen foredrag Sport, fritid og underholdning i middelalderen
Havde man overhovedet fritid i middelalderen? Svaret er ja. Faktisk havde man omtrent lige så mange fridage, som vi har i dag – selvom ordet ’fritid’ var ganske ukendt, eksisterede fænomenet skam stadig.
Baseret på sin bog, “Fritid og forlystelser – træning, morskab og tidsfordriv i middelalderen”, fortæller Kåre om spil, sport og underholdning, både den private og den professionelle. Han kommer også ind på en række idrætter og sportsgrene, som måske virker bekendte, men som dog var markant anderledes, end vi kender dem – og typisk en hel del mere voldelige.
I hører om narren (der slet ikke var, hvad de fleste forestiller sig) og gøgleren (der ikke hed gøgler, men leger), om tidens popidol, troubadouren, om datidens SuperWrestling, ridderturneringer, og om en mængde andre spændende skikkelser og aktiviteter. Der berettes blandt andet om dødelige brætspil og fordærvelige kortspil, om islandske psykopatspil, og om de meget, meget skadelige terninger. Kort sagt: her får man et indblik i, hvordan folk slog tiden (og ikke sjældent hinanden) ihjel i tiden før TV og computerspil.
Kåre Johannessen foredrag Løgnehistorie
Historien består som bekendt af historier – altså af fortællinger. Men nogle gange sejrer fortællelysten over sandheden, og hensynet til drama og spænding betyder, at forrygende eventyr træder i stedet for sandheden.
I foredraget ser vi nærmere på en række anekdotiske eksempler, hvor historiske fortællinger har været så spændende, så medrivende og så fascinerende, at vi simpelthen har glemt, at de er løgnehistorier.
Vi skal for eksempel hilse på en pølsesvingende Jernkansler, en kvinde der blev kronet til dronning flere år efter sin død, en topløs, sabelsvingende fyrstinde, og en række andre pragtfulde, saftige røverhistorier! De eneste fællesnævnere for historierne er, at de er drøngode fortællinger, og altså desværre aldrig har fundet sted, eller i bedste fald er stærkt fordrejede. En munter oplevelse, hvor man samtidig bliver en lille smule klogere på, hvad der er sket (og altså særligt ikke er sket) i fortiden.
Kåre Johannessen foredrag Historie og Historier - fakta og fiktion
Alle eventyr er gode historier – og al historie er en lille smule eventyr. Historiker og forfatter Kåre har ordet i sin magt, når han fortæller om forholdet mellem historiske fakta og fiktionens skildringer af historiens velkendte personligheder. Romaner, film og tv-serier har alle dage taget udgangspunkt i en genkendelig, historisk virkelighed, og det er meget ofte herfra, de fleste af os henter vores forståelse af både Danmarks- og verdenshistorien.
Under oplægget bliver der taget forsvarligt fat i nakkeskindet på en række velkendte historiske skikkelser, der alle har dét til fælles, at de også har optrådt i fiktionen. Her kan man blandt andet stifte bekendtskab med Svend Poulsen Gønge, Den Røde Baron og gangsterparret Bonnie & Clyde.
Der er lagt an til et både tanke- og lattervækkende foredrag med fokus på, hvordan den folkelige historiske forståelse dannes hele vejen.
Kåre Johannessen foredrag Ukendte Årsager – Historiens oversete drivkræfter
Ingenting sker af sig selv. Historien består af en uendelig række begivenheder, men de var alle sammen resultatet af ting, der gik forud. Den Franske Revolution i 1789 begyndte ikke ud af det blå, og 2. Verdenskrig startede ikke, bare fordi Hitler var ond. Men vores opfattelse af historien er i mange tilfælde stærkt forenklet, og forklaringerne på de store hændelser er ofte langt mere komplekse end de fleste forestiller sig.
I dette foredrag kigger vi nærmere på nogle af historiens store begivenheders mindre kendte årsager; I skal blandt andet høre om, hvordan Napoleons numsehul fik lige så stor betydning for Europas historie som hans hjerne. Vi ser nærmere på, hvordan et krigstogt i middelalderen kom til at gøre viden og lærdom til folkeje. Vi hører, hvordan en misforstået anmodning om militær assistance kom til at lægge grunden til tusind års konflikt mellem Europa og Mellemøsten, og om, hvordan en forvirret chauffør kom til at kaste verden ud i en global krig – og meget andet godt.
Kåre Johannessen foredrag Dannebrog - en 800-årig klassiker!
Danmarks nationalflag rundede den 15. Juni 2019 et halvskarpt hjørne. Ifølge myten er det over 800 år siden, at det danske flag, Dannebrog, dalede ned fra himlen under krigen ved Lyndanise i år 1219.
Hvordan det helt præcis gik til, da vi fik Dannebrog, er stadig en gåde. Men flaget er i vores tid et utvivlsomt symbol på ‘det danske’, og flaget er derudover på listen over nogle fine verdensrekorder: det er det absolut ældste nationalflag i hele verden, der stadig den dag i dag er i brug. Vi har en stor kærlighed til vores flag. Der ses ingen andre nationer, der flager med en sådan lyst og iver som danskerne, og rigsbanneret har så godt som universel opbakning i hele den danske befolkning, til trods for, at det i et tidsrum faktisk var forbudt herhjemme.
Dannebrog bliver både tynget og båret af symbolværdien. Men hvad er historien bag vores nationalflag? Hvad er sandhed, og hvad er blot myte?
Kåre Johannessen foredrag Danskerne og Den Store Krig 1914-18
I Danmark har Den Store Krig stået i skyggen af den 2. Verdenskrig, fordi vi var neutrale i 1914-18. Men i virkeligheden har den 1. Verdenskrig haft langt, langt større betydning – og ramte langt flere danskere, idet 25-30.000 dansksindede sønderjyder var indkaldt til den tyske hær. I foredraget ser vi nærmere på krigen, dens myter og fakta, dens årsager og dens store konsekvenser helt op i vor egen tid – men vi ser også nærmere på nogle af de danske deltagere, deres oplevelser og hverdagen i de mudrede skyttegrave. Endvidere er der mulighed for at se nærmere på et bredt udvalg af tidens våben og udstyr.
Kåre Johannessen foredrag Hvad blev der egentlig af Vikingerne?
Foredraget går tæt på vore stolte, øksesvingende forfædre for tusind år siden – og især på, hvad de har måttet lægge navn og ansigt til sidenhen. Vikingerne er blevet brugt og misbrugt som få andre. De er blevet brugt til at sælge alt fra operaer over nazisme til leverpostej, hotdogs og vvs-installationer. Vikingerne er simpelthen et af de allerstærkeste brands, Danmark overhovedet kan byde på.
Kåre Johannessen foredrag Spøgelser og overtro i Middelalderen
Foredraget er en gennemgang af alle de mystiske, dunkle, uhyggelige, sære og sjove skabninger, man troede verden var fuld af for 500 år siden. Vi hilser på varulve og vampyrer, men også på elverfolk, nisser, onde grisebasser, lygtemænd, levende døde og en masse andre fornøjelige skabninger. Og så får vi også opklaret, hvad landet Albanien og middelalderens fantasiskabninger har til fælles.
Kåre Johannessen foredrag Den gode, Den onde og den Dybt inkompetente – Danmarks kongerække
I en let og dybt subjektiv tone ses der nærmere på udvalgte navne i den danske kongerække. Hvem var de? Hvorfor er de interessante? Og hvordan skal vi kende myte fra sandhed? Vi hopper og springer fra den ene besynderlige fortælling til den næste. Det bliver rodet – men forhåbentlig både sjovt og interessant!
Kåre Johannessen foredrag På Vingerne med den Røde Baron
Med afsæt i sin roman “Kejserhøgen” fortæller Kåre om de første krigsflyvere under 1. verdenskrig, og især om den “Røde Baron” von Richthofen, der i øvrigt levede i virkeligheden, og altså ikke er opfundet til tegneserien Radiserne. Vi møder ufattelig tapperhed hos de unge mænd, der med livet som indsats førte flyvningen fra en dødsensfarlig hobby til vores dages sikre massetransport. Folk, der for mindre end hundrede år siden levede, handlede og tænkte som middelalderens riddere. Et foredrag med luft under vingerne, fascinerende detaljer og drabelige anekdoter.
Kåre Johannessen foredrag Seksualiteten i Middelalderen
Kåre Johannessen tager i dette foredrag afsæt i sin bog “Hor Saa Vide”, når han kigger nærmere på vore fjerne forfædre lige dér, hvor de er allermest ubeskyttede: under lagnerne. Det vil vise sig, at ting ikke altid bliver bedre og mere frigjort med tiden; vi synes i dag, at vi er så åbne og rummelige… men et nærmere eftersyn viser, at man for 600 år siden så sandelig også forstod at more sig på den front. Foredraget holdes i en nogenlunde sober tone, men kildeteksterne må selvfølgelig læses op som de er – og der er ingen garanti mod røde ører.
Kåre Johannessen foredrag Løgn & Latin – Den løgnagtige historie
Det er en kendt sag, at det er sejrherren, der skriver historien. Det gælder fra de ældste tider til i dag, fra romerne til Irakkrigen. Når man betragter den vestlige verdens historie kan man undre sig over, hvordan fortidens mennesker dog har kunnet tro på de utroligste ting, blot fordi de stod i historiebøgerne – men er vi i virkeligheden ret meget bedre selv?
I foredraget ser vi nærmere på nogle af de fordrejning, omskrivninger, fortielser og rene og skære løgne, det gennem tiden er lykkedes at gøre til urokkelige sandheder i offentlighedens øjne. Vi vil få at se, hvordan dét, vi troede var helte og skurke, i virkeligheden er slyngler og skurke. Historiens helte får et eftertrykkeligt hak i tuden, og en enkelt skurk eller to får måske også en slags oprejsning.
Kåre Johannessen foredrag Verdenshistorien – Tåbelighedernes kavalkade
Når man ser på verdenshistorien kan det ind imellem se ud som om, menneskeheden er en flok lallende fjolser. Det er der naturligvis en forklaring på, for vi er, ifølge Kåre, rent faktisk en flok fjolser. Det er på én gang interessant og foruroligende at høre, hvilke vanvittige udtalelser denne verdens store ledere gennem tiderne har gjort sig skyldige i. I dette muntre foredrag fremlægges en mængde eksempler på, hvilke snæversynede, indskrænkede og rent ud idiotiske udtalelser, magthavere og meningsdannere op gennem historien har gjort sig selv til grin med. Hør for eksempel guldkorn fra Winston Churchill, Thomas Jefferson, Abraham Lincoln, Mahatma Ghandi, Martin Luther, og en lang række andre kendte og mindre kendte kloge hoveder!
Kåre Johannessen foredrag Livet i Middelalderens byer
Stort set alle større danske byer har deres rødder i middelalderen. Men selv om der for det trænede øje ofte er mange spor af byernes fortid, kan det være meget svært at forestille sig, hvordan livet og dagligdagen egentlig har formet sig for byboerne dengang. Hvad var byernes funktion? Hvordan stod bybefolkningen i forhold til landbefolkningen? Og hvor store var byerne rent faktisk?
Med udgangspunkt i Vordingborg fortæller Kåre i dette foredrag om de danske byers tidlige historie, deres opbygning, udseende og funktion. Og undervejs får I også forklaringen på, hvorfor middelalderens byer var sin tids svar på Internettet. Dette foredrag er delvis baseret på Kåres udsendelser for TV2 Øst.
Kåre Johannessen foredrag Havets legender
Havet har altid fascineret mennesket. Havet har været en ny verden, der skulle udforskes og erobres, og der er masser af drabelige og spændende fortællinger om livet på fjerne oceaner. I dette foredrag fortælles om en række historiske skibe, der intet andet har med hinanden at gøre, end at de er spændende, dramatiske og virkelige. Vi møder nogle af vikingetidens uforfærdede opdagelsesrejsende på deres sejladser til Island, Grønland og Amerika. Der bliver kigget nærmere på ulykkesskibet Wasa, der gik til bunds efter få timers sejlads i Stockholms skærgård 1628.
Vi hører den utrolige og uhyggelige historie om den hollandske ostindienfarer Batavia, der forliste ud for Australiens kyst i 1629, der oven i købet havde selveste djævlen med ombord. Selvfølgelig bliver der også set nærmere på det mest berømte skibsforlis nogensinde, Titanic, der forsvandt i Atlanterhavets bølger i 1912 – og vi slutter af med en mindre kendt, men ikke mindre eventyrlig fortælling om den tyske krydser Emden, der på fantastisk vis legede kispus med hele de samlede engelske, franske og russiske krigsflåder i Østen i 1914 – og hvis matroser omsider nåede hjem på kamelryg.
Alt i alt bliver det en forrygende oplevelse med saltvand og skumsprøjt, eventyr og drama!
Kåre Johannessen foredrag Julens danske traditioner
Til en rigtig dansk jul hører som bekendt en lang række traditioner – men hvor kommer juletræet, julesnapsen, nissegrøden på loftet, den gode juleøl og alle de andre herlige faste indslag egentlig fra? Hvor ”dansk” er vores danske jul egentlig? Disse overvejelser og spørgsmål kommer Kåre ind på i sit foredrag om julens danske traditioner.
For julen er som bekendt en fejring af Jesu fødsel, men ser man nærmere på den opdager man, at der er langt mere i det end som så. Julen er i virkeligheden i mindst lige så høj grad fyldt med det argeste hedenskab, og i baggrunden lurer både bronzealderens soldyrkelse, åndetro og Odin selv. Og for ikke så forfærdeligt længe siden var højtiden forbundet med “julelege”, der selv med moderne øjne var temmelig vovede.
Kåre Johannessen foredrag Gøngehøvdingen og Svenskekrigene
Dette foredrag er en kortfattet gennemgang af de store krige med svenskerne i 1600-tallet, med særlig fokus på Karl Gustavs tur over isen fra Fyn til Lolland i 1658, og de drabelige begivenheder i forbindelse hermed. I skal også møde spændende personligheder som Svend Poulsen Gønge, svenskekongen Karl X. Gustav, og forræderen over dem alle: Corfitz Ulfeldt!
Et ret underholdende foredrag, der ikke kræver forudgående viden om historie.
Kåre Johannessen foredrag Den undertrykte Luther
I 2017 fejrer vi 500-året for Martin Luthers berømte 95 teser på kirkedøren i Wittenberg, der som bekendt blev startskuddet til reformationen. Martin Luther regnes med rette for én af grundpillerne under den moderne vestlige kultur. Det kan derfor være både gavnligt og interessant at tage et frisk kig på manden og hans værk – herunder de aspekter, der ikke har fundet vej til den brede, folkelige bevidsthed. Der er nemlig på visse punkter meget langt fra den brede opfattelse af Luther til den historiske Luther.
I dette foredrag sættes der fokus på “den anden side”. Den dunkle og ubehagelige side. Den side af Luther, vi måske har det bedst med slet ikke at kende til. For et par timer påtager Kåre sig beredvilligt rollen som “djævelens advokat” (om ikke for andet, så for balancens skyld). Er man stærk nok i sin tro til at turde blive udfordret, og rummelig nok til at høre ubehagelige sandheder, så er dette foredrag det rette valg.
Kåre Johannessen foredrag Den Enes Død – bødlens arbejde
Bøddelhåndværket må være blandt de mest foragtede gennem tiderne. De, der havde andres død og lidelse som levevej, var automatisk sat udenfor det gode selskab og var næsten lige så ugleset som de forbrydere, der udgjorde deres kundegrundlag. Men samtidig var bødlen en uundværlig embedsmand, der udførte domstolenes afgørelser.
Om bødlernes personlige forhold, tanker og følelser i middelalder og renæssance vides meget lidt, men i foredraget gives et indblik i, hvordan disse mennesker fungerede i samfundet. Med udgangspunkt i den dagbog, som Nürnberg-bødlen Mester Franz førte i 1500-tallet, kalkmalerier, lovtekster og andre kilder, kommer vi ind på livet af ét af de mest blodige og rå håndværk, der nogensinde har eksisteret.
Kåre Johannessen foredrag Kvinders vilkår gennem tiden
2015 markerede hundredeåret for kvindernes valgret i Danmark. Men kampen for ligeværd, anerkendelse og selvstændighed hverken startede eller sluttede i 1915. Forud var gået en århundreder lang strid – og den er såmænd ikke helt ført til ende endnu!
I foredraget ses der nærmere på, hvordan den ene halvdel af menneskeheden gennem tiden har behandlet den anden halvdel, fra skrønen om Evas æbleskud over græske dramatikere og romerske naturforskere, rapkæftede revolutions-strigler og blussende borgerfrøkner med en mission, til nutidens neo-feminister.
Kåre Johannessen foredrag Tordenskjold – 300 års myter
Næst efter dronningen må Tordenskjold være den hyppigst afbillede dansker nogensinde. Hans portræt pryder nemlig størstedelen af de danske tændstikæsker! Når fabrikant H.E. Gosch i 1865 valgte at kalde sine nye sikkerhedstændstikker for “Tordenskjold” var det for at kaste en handske i ansigtet på de svenske tændstikmagnater, der på det tidspunkt dominerede verdensmarkedet. Ham var svenskerne nemlig rigtig bange for.
En af Danmarks største søhelte, Peter Wessel Tordenskjold, der i øvrigt var nordmand, besejrede nemlig svenskerne i slaget ved Dynekilen 8. juli 1716, under den Store Nordiske Krig. Der knytter sig en mængde myter til navnet Tordenskjold. Alene hans død som kun 30-årig under en duel i 1720 har givet anledning til adskillige konspirationsteorier om komplotter med tråde helt op til det svenske kongehus.
I foredraget ser vi nærmere på virkelighedens Tordenskjold. Vi forsøger at luge ud i de værste myter, og ser nærmere på den historiske Tordenskjolds betydning. Vi får også opklaret, hvilken rolle en syvhovedet slange og den berømte Baron von Münchhausen spiller i Tordenskjolds død.
Kåre Johannessen foredrag Danmarkshistorien i gulvhøjde
Vi ved alle sammen, at det var Christian den Fjerde der byggede Rundetårn, og at Svend Poulsen Gønge ene mand besejrede hele den svenske hær, dog med lidt hjælp fra Tordenskjold. Rygraden i dansk historieforståelse var gennem århundreder kongerækken. Men hvor meget betød de enkelte konger egentlig for den jævne dansker? Og hvor stor betydning havde svenskekrigene for almindelige bønder, når alt kommer til alt?
I virkeligheden var mange af de hændelser, vi har lært at opfatte som “vigtige”, uden særlig betydning for den brede befolkning. I foredraget prøver vi at viske tavlen ren, og med friske øjne se på, hvilke store og afgørende begivenheder der reelt var fuldkomment uinteressante for alle andre end en lille magtelite – og hvilke virkeligt afgørende og betydningsfulde hændelser, der er blevet helt glemt i historieskrivningen.
Kåre Johannessen foredrag Gilder og Laug – erhvervslivets rødder i Europa
Håndværkere og handlende har eksisteret til alle tider, men en egentlig professionel handelsstand dukker først op i middelalderen. Allerede fra starten vinder de økonomisk magt, men politisk indflydelse er fortsat forbeholdt adelen og kirken. I foredraget følges dansk erhvervslivs fremvækst i en europæisk kontekst, fra den spæde start med vikingetidens håndværkere og købmænd, over middelalderens magtfulde hanseforbund og købstædernes gilder og laug, til reformationstidens største håndværker-ven: den forkætrede kong Christiern II. Undervejs berettes om erhvervslivets rolle i opbygningen af byerne, og om de mange uventede sider af de middelalderlige erhvervsorganisationers virke. Lige fra social sikkerhed over uddannelse til sjælefrelse og teater.
Kåre Johannessen foredrag Lederen og Ledelsen – magtens forvaltning gennem 4.000 år
Fra de ægyptiske faraoners guddommelige styre over Athens demokrati til den romerske republik og kejserdømmet, via de ryggesløse vikinger over middelalderens krigerkonger og den engelske borgerkrigs opgør mellem kongemagt og parlament, enevældens magtfuldkomne styreform til 1800-tallets borgerlige fyrster – Napoleon og Bismarck – og endelig ud i den Første Verdenskrigs mudrede skyttegrave.
Vandringen i ledelsens fodspor er lang og kringlet, og viser eksempler på skiftede tiders forskellige bud på ”Den Gode Leder.” Hør i dette foredrag om, hvordan vi igennem 4.000 år har forvaltet ledelse på forskellige måder, og bliv inspireret til, hvad der måske virker for jer.
Kåre Johannessen foredrag Mellemkrigstiden - et tomt hul mellem to krige?
Perioden mellem de to store verdenskrige fra 1918 til 1939 bliver ofte lidt glemt og affejes som en ligegyldig ventetid mellem to store afgørende begivenheder.
Men i virkeligheden var det en tid, der bød på enorme omvæltninger både politisk, socialt og kunstnerisk; i Tyskland var Weimarrepublikken et eksperiment med demokrati, i USA skabte krise og spritforbud gangstervælde – og i Danmark opfandt vi velfærdsstaten.
Foredraget tager jer med på en slentretur gennem en overset tid, hvor vi hører om fanatiske nationalister, fjantede jazz-piger, sultende arbejdsløse, banebrydende filmkunstnere og en masse andet godt.
Kåre Johannessen foredrag Hvorfor jeg hader Guldalderen
Selvfølgelig ‘hader’ Kåre ikke guldalderen. Det er en overdrivelse, og egentlig holder han rigtig meget af visse aspekter af perioden. Men han har dog alvorlige forbehold overfor den periode, vi omtaler som “Guldalderen”.
I foredraget tages rundt regnet de første tre fjerdedele af 1800-tallet under kærlig behandling, hvor det gøres klart, hvorfor der aldeles ikke var tal om en “gylden tid”, fuld af yndig krinoline og indsigtsfulde åndsfyrster – men i mindst lige så høj grad en tid, hvis tåbelige vrøvl og skadevirkninger stadig hjemsøger os den dag i dag.
Med et glimt i øjet og et vist mål hjertevarme, griber Kåre fat i nakkeskinnet på Oehlenschläger, Grundtvig, Thorvaldsen og alle de andre kloge hoveder, og forsøger at rydde ud i de sentimentale tåger.