Tom Buk-Swienty tager i dette foredrag udgangspunkt i sit tobindsværk om Karen Blixens eventyrlige far, Kaptajn Wilhelm Dinesen og fortsætter, hvor han slap i sine populære foredrag om 1864. Dinesen deltog i slaget ved Dybbøl den 18. april og inspirerede Ole Bornedal, som gjorde ham til en af hovedpersonerne i DR’s store Dramaserie "1864".
Første bind om Kaptajnen, "Ild og blod", var den mest solgte danske biografi i 2013. Andet bind, "Til døden os skiller", udkom i slutningen af oktober 2014.
Frem til sin død som kun 49-årig var Dinesen, søn af en mægtig godsejer, eventyrer, kriger og jæger og nåede endda at blive en kendt forfatter. Det er da heller ikke fra fremmede, at hans berømte datter fik sin eventyrlyst og fortælleglæde. Farens liv var nemlig en stor inspirationskilde til Karen Blixens "Syv fantastiske fortællinger".
Tom Buk-Swienty fortæller om Kaptajn Dinesens fire krige - 1864; den franske-tyske 1870-71; Pariserkommunen 1871 og den tyrkisk-russiske 1877-78 - og om de år, hvor Wilhelm Dinesen som pelsjæger lærte en af USA’s sidste frie indianerstammer at kende, inden han på Rungstedlund stiftede familie.
Kaptajn Dinesens liv lignede udefra den rene idyl. Han fik fem smukke børn med sin Ingeborg, og var meget tæt på et stort gennembrud som forfatter. Men en dag i slutningen af marts 1895 hænger Dinesen sig på et pensionat i København. Mange undrede sig, og i sin research har Tom Buk-Swienty da også fundet breve og dokumenter, som kaster nyt lys over hans mystiske død.
Tom Buk-Swienty fortæller i foredraget om den rejse han tog i Kaptajn Wilhelm Dinesens fodspor gennem hele arbejdet med bogen. En rejse, der bragte ham til danske herregårde, franske slagmarker, og fra Bosporusstrædet hel til de nordamerikanske prærier og skove.