I anledning af 150 året for N.F.S. Grundtvigs død guider Thure Lindhardt i dette oplysende og levende foredrag publikum gennem Grundtvigs liv og virke, og ikke mindst hvad det har betydet for det samfund vi har i dag. Foredraget kan beskrives som en forestilling.
I 2022 er det 150 år siden Danmarks store digter, præst, fritænker, politiker og folketænker, N.F.S. Grundtvig døde. Næsten 90 år nåede den største af vores kulturformidlere at blive, og i størstedelen af hans liv kæmpede han for danskernes åndsliv, folkeliv og ligeværdighed.
Grundtvig er en ener i dansk historie. Hans kamp for oplysning, for kvinder, for højskoler, Gud og Nordens mytologi er uden sidestykke, og hans tanker rækker langt ud over Danmarks grænser, til borgerrettighedskampene i USA, og er stadig i dag en af årsagerne til, at vores frisind og samfund er beundret i store dele af verden.
Thure Lindhardt vil guide jer gennem Grundtvig – gennem fortællinger om ham, hans liv, hans inspiration, hans kvinder, hans helte, og ikke mindst gennem hans egne ord. Thure vil fortolke hans salmer, digte, dagbøger og krydre det med betragtninger om manden og ikke mindst: Hans ord og ånd.
Foredraget/forestillingen skal suppleres af en pianist, som kan bestilles mod et tillæg til prisen.