Hvordan genfinder vi kontakten til vores indre barn – den kilde til kreativitet, autenticitet og balance, som mange af os mister undervejs i livet? Det spørgsmål har kunstner, designer og historiefortæller Shane Brox viet sit liv til at udforske.
Efter en succesfuld, men stressfyldt karriere i modebranchen, hvor han arbejdede med design og konceptudvikling for Levi Strauss & Co., ramte Shane en personlig krise. Han havde mistet forbindelsen til sin kreativitet og til sig selv. Det blev startskuddet til et opgør med tillærte mønstre og en rejse tilbage til den legende og frie tilgang til verden, som han i dag formidler gennem sit arbejde med kunst, historiefortælling og kreativitet.
Mange kender Shane fra ”Shanes Verden” på Ramasjang, hvor han skabte eventyrlige universer ud af genbrugsmaterialer. Hans kunstneriske virke har siden bragt ham til nogle af landets største museer, hvor han har skabt anmelderroste udstillinger, der kombinerer fantasi, håndværk og stærke fortællinger.
I dette foredrag deler Shane ærligt og inspirerende sin personlige rejse – fra at være en perfektionist, der kæmpede for at passe ind, til at genfinde glæden ved at lege, eksperimentere og indse, at det uperfekte nogle gange er perfekt. Med humor og dybde fortæller han om, hvordan vi kan give slip på selvkritik, bryde med begrænsende forventninger og genopdage den skaberkraft, vi alle har i os.
Der er mulighed for at supplere med en kreativ workshop, der tilpasses efter behov.