Maise tager os med på en rejse gennem sin personlige udvikling i sit foredrag ”Kære Bagklog – minder og fortrængninger”. Ved at dykke ned i sine gamle dagbøger søger hun efter en dybere mening med livet og udforsker, hvordan man navigerer gennem tabet af en mor, ens fars hukommelsestab, og ens egen følelse af at miste fodfæstet.

Med vanlig sans for absurd humor, kaster hun i foredraget lys over de tvivl og følelser af utilstrækkelighed, som mange af os har oplevet, samtidig med at det opmuntrer til modet ved at dele vores inderste tanker. Resultatet af Maises refleksioner er bogen af samme navn "Kære Bagklog – minder og fortrængninger".

Hvor mange gange er I blevet overfuset af en person uden at kunne finde svar på tiltale? Altså, før klokken 01.32 om natten, hvor I stadig ligger vågen… 

Det er ikke noget nyt, at der er mennesker som har brug for eller ligefrem finder glæde i at overfalde andre verbalt – så hvordan lærer man at leve med dem med sin værdighed og nattesøvn i behold?! 

Maise har skrevet en hel bog om emnet – "Mit liv som mundlam" – og det har gjort hende bedre til at sige fra. Men helt ærligt: Der opstår stadig situationer, hvor en chef, ven eller tilfældig person på gaden kommer med så stor en sviner, at hun er tom for ord. 

Overfusninger kan både være direkte og meget indirekte, så hvad stiller man op, hvis ens kollega f.eks. siger: ”Jeg har simpelt hen tabt mig så meget, så jeg har en stor pose tøj, I gerne må få”?! Eller en overordnet råber en så højt ind i hovedet, at man er i fare for at tisse ned i den ene sko?

Gennem eksempler fra bogen, hvor Maise har talt med en række kendte mennesker, som faktisk kan finde ud af at sige fra, kommer vi sammen en smule nærmere kunsten at sige fra. Publikum er meget velkomne til at fortælle om deres egne oplevelser, for ved at dele erfaringer med andre, kan man blive en smule bedre til at sætte grænser. Og dermed få sin nattesøvn!

Maise har som forfatter og journalist skrevet mange hundrede klummer og en hel del bøger – ofte med sit eget liv som omdrejningspunkt og gerne helt til stregen af, hvad hun egentlig har lyst til at fortælle. For det pinlige er ikke alene sjovt – det er også en måde at berolige andre på: Hvis man tør fortælle om sine fejl og fadæser, behøver andre mennesker ikke at føle sig forkerte.

”Jeg var lidt hæmmet og genert som barn – det er jeg faktisk stadig af og til”, siger Maise om sig selv – og den følelse vil hun gerne hjælpe med at fjerne hos andre. Det er grunden til, at hun skriver.

Desuden: Når man skriver eller fortæller om noget pinligt eller akavet, er man med til at gøre historien til sin egen. Fortæller man den tilpas mange gange, har man taget ejerskab - og vupti, det bliver en sjov historie, i stedet for et skamfuldt øjeblik.

”Jeg skal bare lige høre: Blev I så skilt?” spurgte en helt fremmed mor til en skolefest. For nogle mennesker tror naturligvis at man giver ALT, når man fortæller personlige historier. Det gør man jo ikke, og en bog slutter når sidste punktum er sat – det er ikke en adgangsbillet for vildt fremmede mennesker til at invadere ens privatliv. Men hvor går grænsen, hvad bliver trods alt valgt fra, og hvilke omkostninger har det haft at skrive så personligt om sin – og dermed sine nærmestes – hverdag? Med udgangspunkt i klummer og bøger fortæller Maise om, hvorfor det er så vigtigt at dele de mindre glorværdige episoder i livet.

Fik I set det, I ville, eller mangler der noget?  

Komiker Mette Lisby og journalist Maise Njor har udgivet bogen "Hostesaft for sjælen" - en korrespondance om, hvor vigtigt det er at stoppe op af og til og se på, om man er det sted i livet, hvor man gerne vil være. 

I en tid, hvor mantraet er, at man skal leve i nuet, og mange nærmest halser foran nuet og hele tiden forbereder sig på i morgen, kan det være sundt, ja nødvendigt, at tage en pause. En pause, hvor man ser tilbage på de drømme, man havde engang - og om der stadig er nogle, man gerne vil have indfriet. Eller om nogle skal skiftes ud. De valg kan I bedst tage, hvis I finder tilbage til kernen i jer selv – og den kender dine gamle venner. 

Mette og Maise fandt sammen igen efter 22 års pause i deres venskab. Mette havde boet 17 år udenfor Danmark, Maise havde i mellemtiden fået tre børn – og så begyndte de at maile til hinanden fra hver deres hverdag i henholdsvis København og Los Angeles. Det gik op for dem begge, at der med tiden og med alderen kommer en større alvor, fordi man skal være sikker på, at man når at få de ting med, man gerne vil have ud af livet. Heldigvis kommer der også mange flere grin, fordi man ikke længere er så bange for at fejle. 

Tag med til et foredrag, hvor Mette og Maise skiftes til at interviewe hinanden om sejre og nederlag, fejl og mangler, lykke og lussinger og den svære kunst at blive ved med at være et positivt menneske. For hvis livet var et bankospil, så er det måske på tide at ryste posen!

Forfatter Maise og hendes ældste datter Asta-Maja, fortæller fra hver deres vinkel om, hvordan det føles, når tiden er kommet, og man ikke længere skal bo sammen. Ud fra deres bog "Alle veje fører til Mor", fortæller de to forfattere med humor og kærlighed om det år, da navlestrengen blev klippet for anden gang, og Asta-Maja flyttede til Rom ud på eventyr, mens Maise gik rundt derhjemme med de to yngre søstre og var i mini-panik over, at hun kunne se enden på alle årene med børn. 

”Empty nest syndrome” er et begreb, som rammer mange forældre, for hvem er man, når man ikke længere dagligt er sammen med sine børn? Er man stadig en mor, selv om ens børn ikke bor hjemme?! Og er det svært at være det første barn i flokken, som flytter? Hvordan ændrer ens forhold sig, og kan der faktisk komme noget godt ud af det?

Undervejs i skriveriet kom der nogle sandheder på bordet, for naturligvis er det hverken gnidningsfrit at bo sammen eller flytte væk.

Kom med til et foredrag, hvor mor og datter læser op af bogen "Alle veje fører til Mor" og giver gode (og også et par dårlige) råd til, hvordan man er forælder og barn på en ny måde.

Forfatter Maise og hendes ældste datter Asta-Maja, fortæller fra hver deres vinkel om, hvordan det føles, når tiden er kommet, og man ikke længere skal bo sammen. Ud fra deres bog "Alle veje fører til Mor", fortæller de to forfattere med humor og kærlighed om det år, da navlestrengen blev klippet for anden gang, og Asta-Maja flyttede til Rom ud på eventyr, mens Maise gik rundt derhjemme med de to yngre søstre og var i mini-panik over, at hun kunne se enden på alle årene med børn. 

”Empty nest syndrome” er et begreb, som rammer mange forældre, for hvem er man, når man ikke længere dagligt er sammen med sine børn? Er man stadig en mor, selv om ens børn ikke bor hjemme?! Og er det svært at være det første barn i flokken, som flytter? Hvordan ændrer ens forhold sig, og kan der faktisk komme noget godt ud af det?

Undervejs i skriveriet kom der nogle sandheder på bordet, for naturligvis er det hverken gnidningsfrit at bo sammen eller flytte væk.

Kom med til et foredrag, hvor mor og datter læser op af bogen "Alle veje fører til Mor" og giver gode (og også et par dårlige) råd til, hvordan man er forælder og barn på en ny måde.