Når en person af den ene eller anden årsag har svært ved at håndtere og regulere sine følelser på et mentalt plan, så vil de have tendens til at bruge kroppen som medie for indre tilstande. Populært kan man sige, at man gør en psykisk smerte fysisk, eller at man bruger kroppen som lærred for indre mistrivsel. Selvskadende adfærd er som oftest et udtryk for et overvældende følelsespres, der ikke kan bearbejdes eller udtrykkes af personen på et mentalt plan.
Selvskade kan antage både en direkte og en indirekte form. Unge, der skader sig selv direkte, vil typisk skære, brænde, slå eller bide sig selv, mens unge, der skader sig selv indirekte, for eksempel kan være ramt af spiseforstyrrelser eller stof/alkoholmisbrug. Når først kroppen er taget i brug som katalysator for indre tilstande, så kan det være svært at finde tilbage til et almindeligt liv igen, da forskellige mekanismer, som for eksempel fysisk afhængighed, træder i kraft, og vedligeholder adfærden.
I foredraget vil Lotte beskrive både direkte selvskadeformer såsom
cutting
og indirekte selvskadeformer såsom spiseforstyrrelser, og hun vil trække linjer mellem dem og beskrive de psykologiske mekanismer, der gør sig gældende, når en person udvikler selvskadende adfærd af den ene eller anden art.
Når indre mistrivsel kommer til syne på kroppen hos en stor andel af unge, er der ofte også et samfundsmæssigt budskab, vi ikke bør sidde overhørigt. Lotte vil i forlængelse heraf beskrive selvskade som en ”social patologi”, og dermed forstå adfærden som et udtryk for høj grad af mistrivsel blandt unge mennesker i de samfundsmæssige strukturer, vi har bygget op omkring dem lige nu.