Dannelse er efterhånden blevet til noget, som vi forbinder med finkultur og gode manerer, men hvorfor? Hvis det overhovedet skal have en relevans i dag, må det vristes ud af sin museale sammenhæng – og forstås på en anden måde, som gør os klogere på vores kulturforbrug, uddannelsessystemet og os selv.

Hvorfor skal man sidde stille og tie stille til klassiske koncerter – og når man læser en bog? Sjovt nok gælder det samme for skolegangen og stillesidningen i klasselokalet. Til gengæld bevæger vi os og danser til rytmisk musik og griner højt over stand-up. Hvad skulle forskellen være, når nogen tager tøjet af på Det kongelige teater, eller gør det i en pornofilm? På dansktop og avantgarde jazz? Franz Kafka og Familiejournalen?

Det er et hierarki af kulturelle udtryk og oplevelsesformer, som definerer vores identitet og sociale position – og måske skulle vi befri os fra det og nyde alle de følelser og sider af os selv, som hele kulturlivet tilbyder i et andet dannelsesbegreb.

Hvilke værdier er det, som indretter vores liv og samfund og driver udviklingen mod en grænseløs vækst, hvor det handler om effektivitet og produktivitet og gevinst: hurtigere, lettere, billigere, bedst?

Alting skal være nødvendige midler til det rationelle mål i form af et udbytte og bringes på vareform – naturen og mennesker og vores børn - og hvis det ikke er nødvendigt, er det overflødigt og irrationelt: værdiløst.

Det bliver skåret væk og sparet væk og henvist til randen af samfundet. Om det er børn, som bliver anbragt i vuggestuer, børnehaver, institutioner, fordi de bare kommer i vejen, når forældrene skal ud på arbejdsmarkedet så hurtigt som muligt. Eller ældre, som koster mere end de producerer. Og ve den, som ikke kan bruges til noget af den ene eller anden grund – måske er I syge, eller endnu værre, dumme: End of story.

Men kan effektiviseringen og centraliseringen virkelig … betale sig? Man kommer aldrig til at spare det i driftsomkostninger, som det kostede at bygge megainstitutionen, men det er to forskellige budgetter. Hvor mange konsulentbureauer har Moderniseringsstyrelsen hyret til millioner af kroner for at fyre en pædagog her og social- og sundhedsassistent der? Og hvad er de menneskelige omkostninger? De tæller ikke med i noget regnskab.

Handler det om at nå direkte frem til målet - eller vejen? Er tiden, I sparer, virkelig mere værd end tiden, I vinder ved at … give jer tid? Er det os, som er herre over udviklingen, eller er det udviklingen, som bestemmer over os ud fra en instrumentel, økonomisk fornuft?

Kan man forestille sig, at det bliver vendt på hovedet, hvor økonomien bliver til det, som den er – nemlig midlet – og samfundet bliver indrettet efter menneskelige, moralske og æstetiske hensyn, som er målet?

Alting har en lyd. I skal bare banke på, og øret går op: ”kling” – et glas. For hørelsen er ikke som synet, der gør jer til en tilskuer på afstand. Tingene slår en tone an, og I svinger med. Lyden går direkte ind og rammer de ældste dele i hjernen - instinkter og drifter - og spiller på vores følelser som et strengeinstrument. Og det er følelserne, som bestemmer vores opfattelse af det, vi ser – og vores reaktioner og adfærd: godt eller ondt, lyst eller angst, flugt eller fred?

Det er hørelsen, som forankrer os og gør, at vi føler os tilstede her og nu, som om der er hul igennem. Måske er det derfor, at det hedder at høre til? Stedet og nærværet er lyd, og stemmen bor i dit øre og giver dig oplevelsen af at være ét med dig selv.

Det mest stille rum ligger i Minneapolis, hvor Orfield Laboratoriet har bygget et såkaldt anekkoisk kammer, der absorberer enhver lyd. Efter tredive minutter er det ikke længere muligt at opretholde realitetsprincippet – og I begynder at hallucinere og bryder sammen og aner ikke længere, hvor eller hvem I er.

Vores virkelighed er stemt og tonet, og musik er den højeste form for organiseret lyd, hvor den bliver til sprog. Den artikulerer dine følelser, som giver tingene betydning, ellers ville alt være ens.

Det er musikken, som fortolker film for jer og fortæller, hvordan I skal opfatte noget af bare spænding - og stumfilm havde brug for klaverledsagelsen for ikke at være et rædselsscenarie af meningsløse gebærder og forkrampede ansigter i et mekanisk museum. Musikken gør os trygge og vugger os i søvn som barn – og trøster os, når vi er bange og ensomme, og beskytter mod alt ondt. Den lindrer smerten og hjælper os til at glemme den og huske jeres lykkeligste tid. Den får os til at græde af glæde og græde i sorg – og endda til at gå i krig. Den bringer os sammen i et kor. Vi synger til fødselsdag, jul og nytår. Den bevæger os til fest, og vi danser med.

Det er fuglekvidderet i tryllefløjten, som tryller liv frem på planeten og drejer rundt med den på pladespilleren – og uden musik ville den være en død sten i universet.

Guldlok-princippet er den seneste teori inden for adfærdspsykologi og cognitionsforskning. Den går ud på, at vi ikke handler EFTER et sanseindtryk og fortolkningen af det, som udløser en reaktion. Det tager simpelthen for lang tid – og I er blevet spist af tigeren for længst. Tvært imod fungerer hjernen som en krystalkugle, der spår om fremtiden - og handler ud fra en forudsigelig og forventet virkelighed på grundlag af tidligere erfaringer. Vi skaber sikkerhed og kontrol for at overleve i vores omgivelser ved at tilpasse os til dem - og retter på forkerte antagelser, når de bliver brudt, fordi I gik over for rødt.

Det hedder ikke klog af skade for ingenting, og måske skulle nulfejlskulturen tage ved lære af det. Vi bliver belønnet med en ahaoplevelse, når noget afviger fra det, som vi forventede og vidste i forvejen – og keder os gudsjammerligt over gentagelser. Hvis det bryder for meget med forudsigeligheden og kontrollen, udløser det til gengæld angst og panik: hjælp!

Det er den skoldhede, lune og kolde grød, som Guldlok vælger imellem – og hun vælger den lune midt imellem. Det gør hjernen også. Den foretrækker, at forventningsbruddet ikke er for stort og heller ikke for lille, men er lige tilpas til, at vi lærer nyt og optimerer tilpasningen til miljøet og chancen for at overleve i det.

I har lige fået opskriften på en Blockbuster: Mission Impossible 1, 2, 3 – og det vil sige det samme med en tvist. Og et pop-hit gentager skemaet med en variation. Bestselleren opfylder genren og holder spændingen oppe med en ukendt slutning.

Hvorfor er julegaverne pakket ind? I ved godt, hvad I får, men kan ikke være sikker. Vi smider spillet fra Fætter BR ud efter en enkelt gang, fordi der ikke er mere uforudsigelighed og information i det – og slukker for kriminalkommissær Barnaby, hvor morderen altid er gartneren. Til gengæld bryder arthouse film og tolvtonemusik med alle konventioner og gerne udløser ønsket om at flygte så langt væk som muligt.

Vi bliver derfor konstant overraskende som børn – og skriger af skræk hele tiden, mens vi lærer nyt. Og ender med at dø af kedsomhed, når vores forventninger falder sammen med en fuldkommen forudsigelig virkelighed.

De fleste af os lever i forvejen som lønarbejdere og funktionærer i den evige, tvangsmæssige gentagelse af det samme i en sikker og forudsigelig tilværelse: kedsomhed. Det har vi lært efter tolv års skolegang. Ganske vist er afvigelsen og friheden mulig, og man kan altid vælge at gå en anden vej på arbejde, eller sige op. Tillykke med det – og hvad nu? Angst.

Friheden er i stedet for blevet til fritid. Den går med at slappe af for at kunne arbejde videre i morgen og stene foran skærmen, hvor alt det kan lade sig gøre som fiktion, der ikke er virkeligt.

Der er ingen grænser for forbruget og selvrealiseringen, som udfolder sig i medierne på jeres vegne i den ene serie og reklame efter den anden, og bagefter kan I gå ud til køleskabet og åbne en øl – og stå op til dit ansigt i spejlet, som er det samme for altid.

Hvis det kan være nogen trøst, så findes der slet ikke fri vilje. Vi er determinerede af vores biologi og kultur, som sætter sig igennem bag om ryggen på os i alle handlinger – og summen af det er dit navn.

Centrum i verden er dér, hvor I bor. Hvis I befinder jer i København, vil resten af landet fremstå som en motorvej med pendlere frem og tilbage til hovedstaden – og når man definerer noget som ”udkanten”, skyldes det ikke mindst, fordi det sker fra Christiansborg.

Det er blevet populært at dele landet op i provins og hovedstad– og gøre sig til fortaler for provinsen og folket i modsætning til københavnerriget. Det er en konflikt, som vil fiske stemmer ved at spille det ene ud mod det andet på alle områder – og om det så er kulturen. Selv socialdemokratiet gør sig til repræsentanter for ”den brede og folkelige kultur” i modsætning til ”den smalle og højpandede kultur” for de få og velstillede i København.

Folket og provinsen vil typisk have bingo, revyer og håndbold og spise karbonader med dilddip ifølge den politik, som samtidigt gør litteratur og kunst og klassisk musik til det elitære kulturforbrug af overklassen i Det kongelige teater. Med andre ord pisser man først på provinsen, hvorefter man vil redde den fra at lugte af tis – og splitter landet for at spille os ud mod os selv. Den brede kulturpolitik gik imidlertid ud på noget ganske andet ifølge vores første kulturminister Julius Bomholt – og handlede tværtimod om at give hele befolkningen adgang til at nyde godt af kulturlivet. Derfor fik vi folkebiblioteker og museer og teatre og koncertsale til almen fornøjelse og dannelse og oplysning – og ikke bare et eller andet privilegeret borgerskab i hovedstaden.

Tag med på en rejse til den yderste udkant, hvor man ikke kan komme længere ud på landet uden at ende i vandet: Skejten på Lolland. Det er vores mest velbevarede stenalderlandskab med egetræer og kampesten – og her ligger Skejtehuset, hvor H. C. Andersen fortalte eventyr og Carl Nielsen komponerede klassisk musik og Klaus Rifbjerg skrev ”Den kronisk uskyld”.

Henrik Stangerup brændte det selvfølgelig ned i en fest, men det er genopbygget, og hvis I spørger en hvilken som helst kulturordfører og kulturminister om, hvad malerierne i folketingssalen forestiller, vil de ikke kunne svare på det, selv om de sikkert "brænder" for udkanten.

For det er Olaf Rudes malerier af … Skejten. Og kulturen fra udkanten befinder sig lige nøjagtigt i centrum af magten, hvor x-antal folketingspolitikere vil redde os fra os selv. Men hvad ved de bønder om agurkesalat?

Vi lever vores liv i de historier, som vi fortæller om det. De giver det en retning og mål og mening, som egentlig bare er det ene og efter det andet uden den store dramatik.

Det kan derfor også være lidt svært at tale om ”fiktion og virkelighed” og måle det ene op mod det andet, som om man kan tage udgangspunkt i en fiks og færdig realitet. For det er altid en oplevet virkelighed – og den er mere subjektiv, end vi normalt går rundt og regner med, fordi bussen som regel går til tiden.

Man skal dog bare spørge et søskendepar om en eller anden juleaften – og ofte vil man få to fuldkommen forskellige versioner, hvor den ene havde den bedste tid, mens den anden gennemlevede det som et mareridt. Hvem har ret? Ingen af dem, og vi opfatter alle sammen tingene forskelligt og først og fremmest i overensstemmelse med den historie, som passer os bedst.

Det smukkeste ord i ethvert sprog er vores eget navn – og når vi blader gennem en bunke fotografier, standser vi først op ved det, hvor vi selv er med. Vores selvoptagethed og selvovervurdering er grænseløs – hvordan skulle vi ellers kunne holde os ud - og det gælder om noget, når det kommer til vores livshistorier.

Det udløser derfor meget stærke følelser at blive fremstillet af andre i tredje person og måske være interviewoffer, hvor man slet ikke kan genkende sig selv – eller ligefrem opleve, at andre har taget ens historie og stjålet den på trods af, at ingen skænker det en tanke lige som fotografierne af ukendte mennesker i bunken. Men det gør I – og det er jeres fotografi!

Hør en perlerække af historier, som kommer af noget af det fineste, som findes: mødet med andre mennesker: Damefrisøren fra Teheran, romaen i Nykøbing, kongen af Fejø og påskemiddagen i Åbenrå – og mange, mange flere, der demonstrerer den stærkeste fortælling. For det er den om et levet liv.