Børn indgår i relationer i hjemmet, i dagtilbuddet, i skolen og i deres fritidsliv. De bliver fra 10–12 måneders-alderen mere eller mindre tvunget ind i grupper, og der lever de en stor del af resten af deres barndom og ungdom.
”Gruppen betyder alt – uden er der ingenting”, kunne være mottoet for børn og unge. Og hvis de ikke har nogen at være sammen med efter skoletid og ingen at sms’e med, kan tanker som "jeg er ingenting" opstå. Hvad betyder denne adfærdstendens for børns udvikling?
Man kan sige, at gruppen af jævnaldrende ligefrem konkurrerer med forældrene om at være de vigtigste personer i børnenes liv. Og i mange tilfælde, taber de voksne den konkurrence. Ja, det lader til, at børn og unge har nemt ved at ’gå kolde’, når de ikke er sammen med hinanden. Nogle gange opfører børnene sig som om, de er på vej væk fra os, lokket af en sirenesang, som vi ikke selv kan høre.
Betyder det så, at børn ikke bør have jævnaldrende venner endsige kontakt med andre børn? Selvfølgelig ikke. Relationer mellem jævnaldrende er naturlige og har almindeligvis en vigtig funktion. Problemet er ikke kontakten til kammeraterne, men hvis børn bliver den vigtigste kilde til påvirkning.
Under alle omstændigheder må man være klar over, hvilken afgørende betydning, gruppen af jævnaldrende har for børn i dag.
Foredraget, der tager udgangspunkt i John Aasted Halses bog: ”Dit sociale Barn”, diskuterer om gruppen skal betyde alt for børn. Men sætter også fokus på, hvilken rolle, de voksne kan spille med hensyn til at danne modvægt til påvirkningen fra børnenes kammerater.