Kom med ind i erhvervslivets og centraladministrationens lukkede cirkler, når Jesper med udgangspunkt i sin bog "Af hensyn til erhvervslivet" dykker helt ned i udbytteskatskandalen. Mød den prisvindende forfatter og bliv klogere på, hvordan erhvervsinteresser kan sætte embedsmænd under pres og lede til usynlig politik, der bliver ført helt uden om Folketinget.
Jespers bog viser, hvordan erhvervshensyn i årevis har forhindret embedsmænd i at afværge den udbytteskatskandale, der har kostet statskassen over 12,7 mia. kroner. Selvom embedsmænd i årtier har advaret om, at de ikke kan kontrollere de mange refusioner af udbytteskat, og skriver, at de ligefrem mener, at "mange refusioner sker på et falsk grundlag", bliver Folketingets politikere ikke gjort opmærksom på truslen, og problemet bliver ikke løst. Det gælder stadig den dag i dag, hvor skattemyndighederne selv vurderer, at de fortsat udbetaler millioner af kroner i refusion af udbytteskat til nogen, der ikke bør få det.
Hensyn til erhvervsinteresser forhindrer igen og igen embedsmænd i at få lov til at komme igennem med deres advarsler og få indført den kontrol med aktionærerne, de mener, vil kunne forhindre svindlen. Jesper fremlægger i sin bog store mængder af nye dokumenter, der visualiseres med illustrative eksempler, når han holder foredrag.