Vi skal ikke ret langt tilbage i danmarkshistorien, blot til tiden lige efter 1. verdenskrig, før vi støder på opfattelsen af, at forskelle i individers, racers og klassers evner skyldtes nedarvede faktorer. Middelklasseforældrene var begyndt at føde færre børn, mens arbejder- og bondebefolkningen fortsat fik mange, og der herskede i landets indflydelsesrige lag en frygt for, at Danmark ville blive oversvømmet af ”undermålere”, ”minusindivider” og ”defekte”. Bekymringen gik også på en dalende kønsmoral og en stigning i antallet af kønssygdomme, hvor den seksuelt aktive kvinde blev anset som smittespreder. Derfor skulle man forhindre disse grupper i at få børn, bl.a. via kastration og sterilisation, i første omgang dog ved at sende dem på anstalt på Livø og Sprogø.
Livø husede fra 1911-1961 en anstalt for såkaldte ’antisociale og kriminelle, åndssvage mænd’, og fra 1923-1961 risikerede ’seksuelt løsagtige åndssvage, unge piger og kvinder’ at havne på Sprogø på en tilsvarende anstalt. Henning Frandsen dykker ned i udvalgte personers privatfortællinger og sætter dem i historisk perspektiv med fokus på darwinisme, degenerationsteori, arvehygiejne og medlidenhedsdrab. Han præsenterer ligeledes en række hidtil ikke-offentliggjorte billeder, stillet til rådighed af en kvinde, der voksede på Livø med forældre og bedsteforældre, som arbejdede på anstalten.
Trods det tunge emne, leveres foredraget med godt humør og pudsige anekdoter, der leder til både grin og gråd.