Romanen "BOB" (2021) er en selvstændig fortsættelse af ”de” (2018). Om værket skriver forlaget følgende:
"Flytter Bob og jeg så til Vanløse?” Sådan indleder Helle Helle sin nye roman "BOB". Bob ved ikke rigtig, hvad han skal. Hans kæreste har travlt med sit nye studie. Hun er hende fra "de". Selv arbejder han lidt på Sømandshotellet, indretter deres nye etværelses og fortaber sig i Københavns gadenavne. Mest af alt ønsker han sig en fremtid med hende. Hun er romanens jeg-fortæller. Men hun fortæller udelukkende om Bobs liv – især det, hun ikke selv er en del af. "Tænk, at vi på et tidspunkt skal giftes og have børn", han havde sagt den sætning tidligere, senest i forrige uge, og bagefter havde han tænkt: "Sådan siger jeg ikke igen før om lang tid", og nu havde han allerede gjort det.
Foredraget er til Helle Helles store publikum, der kan glæde sig til en selvstændig fortsættelse af "de" og overraskes over en københavnerroman – og til alle, der ønsker at læse prosa i en liga for sig. Helle Helle er en af Danmarks fremmeste forfattere. For hver bog raffinerer hun sin skrift og har opnået stor gennemslagskraft i de nordiske lande.
Arrangementet afvikles som en samtale mellem Helle Helle og en vært, I finder passende.