Frans Ørsted Andersen har i de sidste 20 år arbejdet tæt sammen med en række kollegaer på Aarhus Universitet indenfor det pædagogisk-psykologisk-didaktiske område. Det handler både om forskning og om udvikling af uddannelser. Og sammen med kollegaer som Simon Nørby, Hans Henrik Knoop, Kristine Kousholt, Ib Ravn og Anne Maj Nielsen har Frans været med til at udvikle både master- og kandidatuddannelser på Århus Universitet. Frans har til det område bl.a. publiceret bøgerne, “Den positive psykologis metoder”, “Motiverende undervisning”, ”Flow i hverdagen” og “Intensiv læring”.
Frans har også gennem årene lavet forskning og udviklingsarbejde for private firmaer som Kompan og offentlige institutioner som Kommunernes Landsforening. Han har udført forskningsopgaver for Lego med fokus på børns udvikling, leg og læring, bl.a. i Japan. Et andet eksempel er ”Fremtidens Undervisningsfacilitet”, der sætter fokus på at udvikle interessen for det såkaldte ”STEM-område” (naturfaglige, håndværksmæssige og teknisk-matematiske fag) i uddannelsessektoren (STEM = Science, Technology, Engineering and Math). Siden 2016 har Frans i forlængelse heraf forsket i både det danske Fulton-projekt og de amerikanske P-tech-skoler, der har opnået bemærkelsesværdige resultater for unge fra ghettoområder, bl.a. på baggrund af inspiration fra Danmark. Det er beskrevet i bogen “Pædagogik på kanten” samt artikler i internationale tidsskrifter. Både ’Fulton’- og P-tech’ projekterne viser at udsatte unge godt kan sluses ind i både uddannelses- og arbejdslivet. Det omtales i øvrigt også i et særnummer af ’Kognition og Pædagogik’ nr 116, 2020 om erhvervsuddannelse. Disse projekter bliver i forskelligt omfang omtalt i flere af foredragene.
En særlig vinkel på børn, unge og voksnes læring, trivsel og udvikling er relationen til andre mennesker. Det element indgår i flere af de teorier, Frans anvender i forskningen: SDT (’selvbestemmelsesteorien’) og PERMA (Seligmans trviselsteori) fx men også i den klassiske tilknytningsteori af Bowlby. Sammen med psykiater, Pernille Darling Rasmussen arbejder Frans med at justere og modernisere tilknytningsteorien til det aktuelle landskab af stress og ’accelaration’ (Rosas begreb), hvor alle personlige, uddannelsesmæssige og professionelle relationer er under pres, og hvor det hele mere og mere ligner en ’banegårdskultur’, hvor alle enten er på vej væk eller lige er ankommet og ’relationsbrud’ er normen fremfor undtagelsen. Hvad kan vi gøre for at modgå det? ’Relationsbrud’ er i fokus i ’Kognition og pædagogik’, temanummer 132, sommer 2024.
Siden 2020 har Frans været med i det europæiske projekt, ’WATSup’, ’What About Teacher Shortage’, der forsker i den stigende lærermangel i en række lande, herunder Danmark, og også udbreder projektet til at se på den generelle mangel på mellem- og kort uddannede indenfor de professions- og erhvervsrettede uddannelser (udover lærere fx også pædagoger, sygeplejersker, håndværkere, teknikere, osv.). Hvad kan vi gøre for at tiltrække og fastholde flere unge og voksne til alle disse for samfundet så vigtige professioner? Frans leverer nogle tankevækkende svar på spørgsmålet baseret på WATSup forskningen.
Siden sommeren 2022 har Frans også arbejdet med et nyt forskningsprojekt, der sætter fokus på de danske militære missioner i udlandet, set gennem veteranernes blik. I den forbindelse udkom bogen, ’Missionen på den delte ø. Danske veteraners erindringer fra Cypern 1964-1992’ i efteråret 2024. Den handler om den danske Cypern indsats, der er den største af sin art. Omkring 23.000 danske soldater og politifolk deltog. Samtidig er denne mission en overset succes, der bl.a. medvirkede til at Cypern i 2004 kunne indtræde som fuldgyldigt medlem af EU. Tankevækkende er også den danske Gaza-mission (1956-1967), hvor den dansk-norske styrke fik lagt låg på konflikten og skabt fred mellem palæstinensere og israelere. Hverdagen kom til at fungere i det ellers så krigshærgede område. Næsten ikke til at tro, når vi ser på nutidens tragedie i Gaza.
Og de danske soldater stortrivedes både på Cypern og i Gaza – såvel som under flere andre tilsvarende missioner, helt modsat det fokus, der er i den i øvrigt tankevækkende DR TV-dokumentar ’Velkommen til frontlinjen’. Hvordan kan det mon være at så mange soldater faktisk trives på farlige, internationale missioner? Faktisk er der generelt færre danske soldater, der under eller efter udsendelse på internationale missioner, får mentale problemer end den øvrige erhvervsaktive danske befolkning. Men hvorfor? Og hvordan kan man egentlig forstå soldater og veteraners trivsel? Og PTSD?
Ovenstående erfaringer og det kollegiale samarbejde om forskning og uddannelse danner basis for de specifikke felter (og tilhørende foredrag) som Frans helt konkret arbejder med nu.
Book Frans Ørsted Andersen og bliv klogere på personlig udvikling, psykologi og opbygning af den mentale robusthed.