Få en hæsblæsende spionfortælling fra det virkelige liv, der tager afsæt i Franks bog af samme titel. Han giver publikum den opsigtsvækkende historie om, hvordan han ved et tilfælde opdager, at hans far var hemmelig agent under 2. verdenskrig og i den efterfølgende kolde krig. Frank gør opdagelsen efter sin fars mystiske død, hvor han finder et hemmeligt rum, da han rydder op i farens arbejdsværelse. Her finder han stærkt fortrolige dokumenter, der beskriver farens liv som hemmelig agent. Farens arbejde havde været så hemmeligt, at selv ikke den danske efterretningstjeneste kender til det.
Glæd jer til en spændende fortælling, der fører jer til spionernes frontlinje i Nazityskland, hvor PET-chefens far under dæknavnet Ernst, ved et tilfælde bliver indsat som hemmelig agent på en tysk flyfabrik. Frank giver en beskrivelse af skududvekslinger, bombeangreb og nærdødsoplevelser, på flugt fra nazisterne med statslige hemmeligheder gemt i en barbermaskine.
Publikum får et enestående indblik i, hvordan en snarrådig, ung spion får afgørende krigshemmeligheder og nye opgaver, selvom han sidder i fangelejr i Sverige. For første gang bliver fortællingen om, hvordan danske agenter kæmpede mod kommunistiske agenter på tysk jord efter Anden Verdenskrig tilgængelig.
Desuden afslører Frank for første gang en hidtil hemmeligholdt ”Spioncirkel”, som har opereret i flere årtier efter krigens afslutning uden efterretningstjenesten eller regeringens kendskab.
Frank kombinerer gerne denne fortælling med foredraget "Den hemmelige tjeneste - PET", hvis I ønsker det. Her får I et dybdegående indblik i, hvordan hans familiehistorie blev hans vej til Operativ Chef for PET.