Hvem er vi? Det spørgsmål kan besvares på mange måder. Man kan beskrive vores vægt, vores navne og meget andet. I Asser Amdisens verden, så er vi vores historie. Det gælder både, når vi taler om ”hvem er Europa?”, hvor svaret findes i en Europahistorie, men også når vi taler om, ”hvem er jeg?”, hvor svaret findes i vores egen historie, som vi fortæller på vores Tinder-profil, til naboen til middagsselskabet eller til en jobsamtale.
For at have en identitet eller et fællesskab har vi brug for en historie. Igennem mange år har historikere gjort det til et mål at finde den historiske sandhed, men i virkeligheden dannes fællesskabet ikke af kendskabet til en dato i 1700-tallet eller en lovtekst fra 1200-tallet. Det skabes ved at skændes om noget fælles. Ved at være fælles om, hvad vi synes er vigtigt.
Derfor er de vigtigste historier dem, vi er uenige om. Kampen om Anden Verdenskrig, om slaveriet, om imperialismen, om velfærdsstaten, om ligestilling osv. De skal fortælles og diskuteres, for det er gennem de diskussioner, at vi finder ud af, hvem vi egentligt er.
Historikere har gennem de sidste par hundrede år været så bange for at sige noget forkert, at de har pakket deres fortællinger ind i fodnoter, undtagelser, forbehold og en mere eller mindre velfunderet videnskabelighed. Derfor er de blevet så kedelige at høre på.
På trods af, at Asser selv er historiker og forfatter til en lang række historiebøger, herunder bestsellerne “En ualmindelig og kortfattet Danmarkshistorie – fra begyndelsen til for nylig” og Struensee – til nytte og fornøjelse samt senest En ualmindelig og kortfattet Europahistorie – fra begyndelsen i udkantsasien til for nylig, så er historien hos Asser Amdisen ikke kedelig. Der bandes og tales hurtigt. Der er lange linjer, vilde anekdoter og provokerende vinkler – alt sammen serveret med humor og selvironi.
Book et underholdende foredrag med Asser Amdisen og bliv klogere på historiske emner.