I august 2020 rejste det belarusiske folk sig mod landets mangeårige diktator, Aleksandr Lukasjenko. Nærmest alle samfundslag var med i kampen – fra arbejdere der strejkede på fabrikkerne, til læger, sportsstjerner og klassiske musikere, der optrådte med krav om demokrati og frihed.
I lang tid så Lukasjenko ud til at være tæt på at miste magten. Alligevel har han formået at knuse al modstand med brutal vold. Senere havde han endda overskud til at sende tusindvis af migranter til sine EU-naboer, Litauen, Letland og Polen – som straf for at de havde hjulpet den belarussiske opposition.
Andrey, som den seneste danske akkrediterede korrespondent i Belarus, var vidne til kærlighedsrevolutionen, som han selv betegner den, på tæt hold.
Tag med på en intellektuel rejse til et land, der ligger ret tæt på Danmark, men hvor man alligevel skal løbe hurtigt, når uropolitiet er tæt på.
I foredraget vil Andrey Kazankov fortælle, hvor meget – eller hvor lidt – opbakning Lukasjenko har, hvordan han bevarede magten, og hvor den belarussiske oppositionsbevægelse står lige nu. Kan vi i EU gøre noget for at hjælpe belarusserne med at komme af med diktatoren? Og hvorfor er hele udviklingen både en længe ventet gave og en uønsket hovedpine for Ruslands præsident, Vladimir Putin?