Danskerne har fået kollektiv ADHD, imens systemet har et autistisk fokus på effektivitet. Og det mix har skabt hidtil usete grader af mistrivsel. Det er temaet for Anders Stjernholms foredrag, der tager udgangspunkt i hans egen ADHD, som har kastet ham ud i et utal af roller: journalist, komiker, politiker, radio- og tv-vært, sportskommentator, aktivist og foredragsholder. Siden han som 26-årig selv fik en ADHD-diagnose, har han åbent og ærligt talt om både sine egne udfordringer og de samfundsmæssige problemer, vi alle deler.
Vi giver mere medicin end opmærksomhed til mennesker med opmærksomhedsforstyrrelser. Det er en skæv balance, som Anders i dette foredrag tager et opgør med – et opgør, der i december 2024 førte til, at han meldte sig ud af ADHD-foreningen efter flere år som ambassadør.
Med sin comedy-baggrund sørger Anders for, at foredraget ikke blot er en kritisk gennemgang, men også en underholdende rejse fyldt med skæve observationer og masser af humor. Efter foredraget er der mulighed for en spørgetime, hvor erfaringer, gode råd og refleksioner ofte flyver frit mellem de fremmødte.