2023 blev året hvor Generativ AI for alvor tog verden med storm. Fra OpenAIs ChatGPT til Midjourney og Adobes Firefly. Den fjerde industrielle revolution er ankommet, og verden bliver aldrig den samme igen. Alle menneskers liv vil blive påvirket, og de fleste af os har faktisk allerede været under indflydelse af disse AI-modeller og algoritmer i årevis (via f.eks. reklamer på sociale medier og søgemaskiner).
Derfor er det nu vigtigere end nogensinde, at vi, som mennesker og borgere i denne fagre nye verden, tilegner os et minimum af indsigt i, hvordan AI fungerer. For kun på denne måde kan vi forstå hvordan og tage informerede beslutninger om, hvordan vi vil tillade at AI påvirker vores liv og vores samfund.
I dette foredrag inviterer Anders Øland jer med på en guidet tour igennem de skjulte lag i de dybe neurale netværk, som udgør selve hjørnestenen i AI-revolutionen. Se hvordan dataene bliver transformeret, skridt for skridt: fra input til output. Altså, fra prompt til nyhedsartikel eller lektiehjælp i ChatGPT --- eller fra hvem-som-helst til Tom Cruise i en deep fake AI-model. Det er netop ved at anskue disse transformationer af dataene, at vi kan opnå en grundlæggende forståelse og intuition for, hvordan modellerne virker.
Endvidere vil Anders introducere jer til AI i et historisk perspektiv, samt de grundlæggende begreber, metoder og paradigmer inden for machine learning. Hvordan lærer computere egentlig fra data? Hvad er et neuralt netværk? Hvad er nogle af faldgruberne og udfordringerne ved AI? Og hvordan kommer jeres virksomhed godt i gang med at udnytte teknologiens mange muligheder?
Anders Øland tilpasser altid indholdet og graden af kompleksitet til det publikum han står over for. Så hvad enten I er velbevandret udi AI og ønsker at nørde endnu mere inden for området, eller jeres viden omkring AI er begrænset, gør Anders Øland det interessant og relevant for jer. Foredraget kan desuden skræddersyes til netop jeres branche og behov.