“Vi vil skabe hele mennesker”. Morten Bennekou om cykelsport og vindermentalitet

På en forbindelse direkte fra VM i landevejscykling i Glasgow har vi talt med elitechef i Danmarks Cykel Union Morten Bennekou om dansk cykelsport, om holdsynergi, talentudvikling, fremtiden for dansk cykelsport og ikke mindst, hvilke elementer i cykelløbet, erhvervslivet med fordel kan lade sig inspirere af. 

Endnu en cykelsommer, endnu en sommer med lyden af Tour de France, bjergløb, intensitet, styrt og store præstationer, og ikke mindst, endnu en sejr til Danmark og Jonas Vingegaard, der for andet år i træk kunne kalde sig for vinder af Verdens største cykelløb. Hvordan påvirker det dansk cykelsport, at Jonas vinder igen? 

Det skaber en kæmpe interesse. Der er stor interesse for cykelsport lige nu, og vi befinder os historisk højt ift. opmærksomhed og popularitet.  Og det går også fantastisk i dansk cykelsport lige nu, hvor vi har flere world-tour ryttere end nogensinde. Alene i år har vi vundet 18 World tour løb, hvor vi til sammenligning i 2014-15 sæsonen vandt 0. Vi er inde i en guldalder, som Jonas Vingegaard selvfølgelig er en stor del af. Det er ikke længere kun ihærdige cykelentusiaster der ser cykelløb, for især lige nu, hvor det går godt og en dansker vinder, så får det jo flere følgere.  Det er en kombination af at vinde løbet ja, men også de enkelte etapesejre betyder meget, at der er mange ryttere der overrasker undervejs, og ikke mindst hele fællesskabet omkring det danske cykellandshold. Vi er et fællesskab og vil det samme. Det gør en stolt som dansker. Det samler os. Det er blevet folkeeje. Tour de France starten sidste år herhjemme var i kontekst historisk, alene hvor mange der stod i start- og målområder. At se det live kan virkelig noget.

Det er som nævnt anden gang, at Jonas Vingegaard, som den første dansker nogensinde, vinder touren. Hvad kræver det mentalt og fysisk at vinde Tour de France to gange? 

Ser man tilbage på første gang han viste sig frem, som var i 2021, der blev han nr. 2 og overraskede alle, også os der arbejder med cykelsport til daglig. Han kom ind fra siden og kunne kun overraske, der var ikke forventninger til ham. Og så blev han nr. 2 efter Pogačar. I 2022 var han så delt holdkaptajn og presset var øget, han havde været på podiet året før og nu skulle en af dem helst lykkedes. Man gik nu målrettet efter at vinde hele touren. Og i 2023 i år var han så forsvarende mester og enekaptajn - og dermed blev touren også sværere, fordi det mentale pres på ham er større. Alt står og falder med en. Det kræver mere og mere både før, under og efter. Tour de France er hårdere end alle andre løb, fordi alle følger med, medier og interesse presset er noget andet end der er i andre cykelløb. Hver dag efter etapen skal du bruge to timer på interviews, pressekonferencer, dopingkontrol mv., så føreren af Touren kommer  typisk til hotellet to timer senere end alle andre. Så både fysisk og mentalt trænges der meget op, og Jonas Vingegaard har fx været på konstant i 32 dage, foruden bare at cykle, men også alt det udenom. 

Hvad har talentudvikling betydet for de resultater, som de danske cykelryttere leverer disse år?  

I cykelsporten har vi fire olympiske discipliner, som vi koncentrerer os om, hvoraf vi ser mest folkelig interesse herhjemme i landevejscykling, men vi har fx også en stolt tradition for banecykling, som er en partidisciplin. Så vi har fire spor at fokusere på - forskellige sportsgrene med cyklen tilfælles, men det er forskellige miljøer og forskellige mennesker. Vi arbejder derfor bredt og med koncepter tilpasset hver disciplin. Grundlæggende er vi en lille nation, så jeg fokuserer i talentudviklingen på det jeg kalder smådriftsfordele:  Vi har ikke uanede mængder ryttere herhjemme, så vi skal fokusere på de få cykelryttere vi har, gøre godt med de ressourcer og finanser der er. Og hvad er så fordelene? Små miljøer, hvor alle kender alle, man bliver nemt opdaget, og vi får mere ud af råmaterialer, fordi der er få om buddet. Og så er der forskellige interessenter omkring rytterne, så vi mødes ofte og ser fordelene i det tætte samarbejde modsat store organisationer og lande. Vi går hurtigt fra en idé til et ønske og en forretning i sidste ende. Vi har også stort fokus på alt det der er gratis: tage sig ordentligt af mennesker og arbejde med dem. Vi skal være dygtige til at gøre alt det udenom, som skaber et godt og trygt miljø. Relationerne til udøverne er vigtige, vi vil skabe hele mennesker.

Hvordan ser du fremtiden for dansk cykelsport, og hvordan ser udlandet på dansk cykelsport generelt?

Fremtiden er rimelig lys: mange af dem der gør det godt nu, de har heldigvis flere kilometer i benene og de er unge. Vi har enormt gode årgange i ungdoms kategorierne. De ryttere vi har herhjemme på højeste niveau er også forholdsvis unge og har 5-10 år i sig endnu og bliver udfordret nede fra af de næste. Så jeg er fortrøstningsfuld over, at Danmark vil være  en iøjnefaldende cykelsportsnation i de kommende år. 

I særligt landevejscykling får vi meget opmærksomhed. Mange udenlandske medier vil vide, hvad vi gør, og hvordan et så lille land kan vinde så mange world tours løb. Men meget kan vi også stadig gøre bedre, vi arbejder løbende med vores koncepter og kan sagtens udpege indsatsområder og ting vi vil gøre mere og bedre i fremtiden, så vi arbejder konstant ud fra, hvordan vi kan tage det næste skridt for også at være med i morgen.

Hvilke elementer for elitesport og særligt cykelsporten kan man benytte i danske virksomheder og organisationer?  

Det er vigtigt for mig ikke at virke belærende over for erhvervslivet, men derfor kan vi godt lære af hinanden. Når jeg holder foredrag ude i virksomheder og organisationer, oplever jeg, at uanset hvad man arbejder med, så har man oftest de samme udfordringer, fordi det handler om mennesker og relationer. Det er dermed mange af de samme værktøjer vi skal bruge til at løse dem. Noget af det jeg tror gør os gode i sporten, er, at vi har skarpt fokus på at skabe miljøer, hvor mennesker trives, men ikke kun fra 8-16 eller under det vi vil kalde træning. Vi kigger på mennesket i sportens verden som et 24/7 væsen, det handler ikke kun om, hvordan man har det til kamp eller træning, men også det derhjemme, fritiden og familien. Man kan kun yde sit bedste, hvis man også har det godt derhjemme. Glæden og det at motivere mennesker er et stort fokusområde. Trænerne skal også være glade og inspirerede og opfinde gode idéer. De skal være den bedste udgave af sig selv. De skal møde op og tænke: Yes, jeg skal på arbejde. På den måde er vi jo også en almindelig organisation. Glæden er en afgørende følgesvend. 

Det som karakteriserer vores hverdag er, at rytterne skal arbejde sammen selvom de også er hinandens konkurrenter. Man skal være enige om, hvem der skal gå efter medaljerne, men rytterne kæmper om de samme pladser på hold, til løb, sponsorer mv, men man skal samtidig samarbejde med sine største konkurrenter. Vi skal dagligt samarbejde og gøre hinanden bedre, for ellers slår vi ikke det bedste. I erhvervslivet slås vi også om de samme stillinger, lønstigninger osv, det er faktisk meningen, at vi skal arbejde sammen med vores konkurrenter. Vi skal hjælpe hinanden til de bedste præstationer og den præmis accepterer vores udøvere og det samme bør man gøre i erhvervslivet.

Kan du give tre gode råd til, hvordan man skaber en vinderkultur? 

Begrebet vinderkultur er faktisk ikke det vi går efter. Det er for ensidigt kun at gå efter at vinde. Vi er kun herrer over os selv, så hvis de andre er bedre end os, kan vi ikke vinde, vi kan lave taktiske greb, men i bund og grund skal vi have fokus på os selv. Så vi målsætter ikke KUN efter at vinde. I går blev vi nr. 4 men kørte et virkelig godt cykelklub. For 2 år siden i VM i Flandern kørte vi dårligt men fik bronze. Man kan dermed sagtens have en vinderkultur uden at vinde. Vi stræber efter en kultur og et miljø, hvor folk har de bedste muligheder for at udvikle sig og udnytte deres potentiale optimalt. Man skal ikke have for ensidigt fokus på at vinde. Skab et miljø, hvor folk er glade og tilfredse, og alle ved hvad de skal, det gælder for hele vores organisation også. Det skaber sejre. Udvikling og proces er det vigtigste - hvis rammerne er perfekte, så gør det ikke så meget vi ikke står på podiet hver gang. Vi vinder mere, fordi vi arbejder godt sammen. Vi ærgrer os, når vi ikke vinder, men er stolte, når grundlaget var på plads. Alle skal have lyst til at bidrage til fællesskabet og yde deres allerbedste - så kommer resultaterne også ofte og så har vi en vinderkultur eller den holdsynergi, vi stræber efter. En kombinerede effekt af teamwork og samarbejde, hvor helheden bliver større end summen af dens enkelte dele, hvor rytterne arbejder sammen på en sammenhængende måde og støtter og komplementerer hinandens styrker, svagheder og indsats. Denne atmosfære fremmer kontinuerlig forbedring, skaber en positiv stemning og forbedrer holdets samlede præstationer og resultater som helhed. Og så vinder vi måske Tour de France igen en dag, fordi vi hjælpes ad.