Stop med at have travlt med ingenting: Fem klassiske undskyldninger for hvorfor der opstår pseudoarbejde

Pseudoarbejde er et begreb for arbejde der imiterer rigtigt arbejde, men som blot ikke efterlader sig noget brugbart, nyttigt eller væsentligt forbedret. Det er rapporten ingen læser, mailen ingen forholder sig til, mødet ingen får noget ud af at deltage i, initiativet der er på vej i glemslen (ligesom de 89 andre før det) og læringsstafetten man tager op af skuffen fordi klokken er 14.00 og man egentlig burde gå hjem men synes man bliver nødt til at sidde lidt længere. 

Pseudoarbejde opstår fordi vi altid kan indhente flere tal, spørge flere interessenter, opfinde nye hypotetiske risici og fordi verden vrimler med andre folk der også har tid i kalenderen til at holde et møde – skønt de alle bedyrer, at de har meget travlt. 

Siden jeg og filosoffen Anders Fogh Jensen navngav fænomenet i 2018 har vi begge holdt mange foredrag om hvorfor vi fik så travlt med at lave ingenting. Det har afstedkommet både masser af debat og gode input, men også en række elendige undskyldninger for ikke at gøre noget ved fænomenet. At det findes er sådan set bredt anerkendt og omtrent 76% af danskerne har ifølge en Gallupmåling erfaring med pseudoarbejde i et eller andet omfang. 13% oplever det næsten på daglig basis. Alligevel har jeg efterhånden samlet en slags Greatest Hits ind af undskyldninger for at gøre noget ved det. 

Der er pseudoarbejde her, men det er Bitten der laver det

Hun hedder godt nok ikke altid Bitten, men tendensen til at pege fingre af nogle andre, og sige at det hele blot udgår fra dem, er udbredt. Det er klart at risikoen for at stå med store administrative byrder hos busselskabet afhænger mere af hvad administrationen finder på end hvad buschaufførerne finder på, men ansvaret kan ikke entydigt placeres ét sted. Måske er det også buschaufførens fagforening der bærer ansvaret? I det offentlige bruges der 2000 årsværk på samarbejdsudvalgsmøder. En region med 27.000 ansatte har 170 samarbejdsudvalg, mens en tilsvarende privat virksomhed har 3 udvalg. Ledere i det offentlige fortæller gang på gang hvordan udvalgene forsinker arbejdet og fremtvinger et enormt tidsspilde.

Det er os alle sammen der medvirker til pseudoarbejde, hvis vi klapper taktfast rundt om bordet af et nyt initiativ vi godt ved vil ende på historiens mødding. Det er også medarbejderens egen skyld hvis de snupper en spændende men ligegyldig prestigeopgave med at formulere et nyt værdigrundlag i stedet for det kedelige rugbrødsarbejde, der faktisk skal få tingene til at spille. 

Kort sagt handler det om at folde historien om alle de kilder der fører til pseudoarbejde ud, så ingen kan stå ved håndvasken og sige, at det kender de ikke noget til. 

Det er fordi tingene er blevet mere komplekse

Dette er favoritundskyldningen over dem alle. Forestillingen om at kompleksitet intet har med mennesker at gøre men opstår af sig selv. Som om Vorherre den almægtige i sin tid så ud over sit skaberværk og blev enig med sig selv om at tilføje compliance, akkreditering og målstyring. Vi glemmer, at alt dette bliver skabt på grund af gode intentioner der i sit udgangspunkt lyder rationelle men som i realiteten ender ufornuftigt. Vi overser at det er, når vi løser små afvigelser i organisationer med at opfinde store systemer at vi alle bidrager til at skabe kompleksitet. Når vi insisterer på, at alle problemer skal løses, skønt mange af dem har bedst ved at blive ignoreret, så tilføjer vi flere lag af kompleksitet. Når en leder indfører et nyt tirsdagsmøde eller beder om en månedlig status på et område, så skal han selv kun bruge en time på det, men eksponentielt vokser det til i hundredevis af timer nede i organisationen. 

Det er heller ikke en naturlov at bare fordi man bliver større skal alt centraliseres og pludselig kan man ikke længere besinde sig på folks sunde fornuft, men må i stedet indføre en myriade af regler og procedurer. De ansatte bliver jo ikke dummere blot fordi de bliver flere. 

Undskyldningen om at kompleksitet er uundgåeligt bliver altså en sovepude, der effektivt skriver mennesket ud af ligningen og prisgiver det bureaukratiske urkræfter som kun eksisterer i vores fantasi. 

Ingen vil jo alligevel indrømme, at de ikke laver noget

Det er sandt at pseudoarbejde er et tabu. Det er svært at tale om. Men det er også svært at tale om stress, krænkelser, fejl og alt mulig andet. Men ved at fastholde pseudoarbejde som et tabu, forstærker det blot fænomenet. Folk vil faktisk hellere end gerne tale om det hvis særligt lederne tør gå forrest og selv berette om de ulyksalige projekter de har stået fadder til og kørte i havnen uden at nogen bemærkede det. Så længe man forstår, at pseudoarbejde opstår på grund af det menneskelige behov for at vise, at man er travl, engageret, flittig, nødvendig og hittepåsom, kombineret med en række tilgængelige forestillinger om at mere kommunikation, flere målinger, mere sikkerhed, flere data osv. altid er godt. Den cocktail gør at vi opfinder arbejde ud af det blå, hvor vi i stedet burde have en indgående samtale med hinanden om, hvornår vi skaber værdi. Hvis vi sammen kan afdække organisationens manglende fornuft og tage et fælles ansvar for det, bliver det ikke farligt at tale om.

Det er politikernes skyld

Fordi der er opstået en art konsensus om, at politikere er idioter, er det blevet meget nemt at placere ansvaret for bureaukrati hos de tusinde politikere, der sidder i Folketing, regionsråd og kommuner. Årsagen er lovgivning og regulering, og en del kompleksitet kan helt bestemt forklares med regulering, men det er bestemt ikke alt. Undersøgelser viser, at det i høj grad handler om hvordan det udfolder sig, fortolkes og implementeres lokalt. Der er masser af samvittighedsfulde embedsmænd og bureaukrater der går med tidobbelte livremme og seler og hellere implementerer og fortolker for stramt end for slapt. Angsten for at begå en fejl er stor og da for få chefer tør lægge et pres op imod det politiske niveau ender man med at slå ud med armene og erklære, at det hele bare skyldes et amatørstyre af politikere. Men den undskyldning står i vejen for at man nysgerrigt graver sig ned i hvor opgaverne faktisk kommer fra, hvorfor de får det omfang de gør og folder sig ud på den måde som det gør. 

Det går da meget godt, gør det ikke?

Den sidste undskyldning er, at pseudoarbejde er et pseudoproblem. Det går jo forrygende alt sammen, så man må bare tage sig sammen og acceptere en vis grad af meningsløshed. Men hvis man har talt med mennesker der er fortvivlede og stressede fordi de oplever at have et næsten meningsløst arbejde ved man hvor arrogant den holdning er. Hvis man tror at det virkelig går så godt som man tror burde man kaste et blik på produktivitetsstatistikken. Vi opfinder langt mindre pr. mand end vi gjorde for årtier siden og vi står med enorme problemer i fremtiden, der kræver opfindsomhed og handlen. Faktisk baserer vi vores fremtid under klimaforandringerne på en hockeystav af udvikling og opfindsomhed. Vi har hårdt brug for at få alle mand af huse og lave noget. Så nej, vi har hverken menneskeligt eller samfundsmæssigt råd til at spilde tiden med mere ligegyldigt arbejde.   

I mine oplæg om pseudoarbejde har jeg sat mig for at feje disse og flere undskyldninger. af banen og fortælle hvordan vi lærer at smide afmagten fra os og faktisk gøre noget ved det. Hæve tabuet og komme tilbage til arbejdet.