I juleferien læste jeg Iver Hechts bog ”Vejen hjem”. Den handler om hans erfaringer med familieterapi gennem mere end 35 år. I den stiller han blandt andet spørgsmålet: ”Hvilket menneske kommer der ud af det, vi gør?
Det er siden blevet mit yndlingsspørgsmål. Det kan fx være, hvis man bruger en bestemt metode, som ganske vist kan føre til et bestemt resultat, men hvilket menneske kommer der ud af det?
Jeg kan ikke svare på dine vegne, men jeg kan prøve at svare på spørgsmålet: Hvilket menneske var der kommet ud af mig, hvis jeg havde brugt de tilgængelige AI-værktøjer?
Mit fravalg af AI kunne godt have handlet af klimabelastningen, det åbne tyveri af andres arbejde eller hallucinationsproblemet, men det var dets påvirkning på mig, der gjorde udslaget. Og som jeg altid lige skal deklarere, når jeg gerne vil komme med holdninger til AI og ikke vil igennem den samme diskussion igen og igen. Jeg er generelt begejstret for teknologi, når den understøtter det at være menneske. AI kan være helt fantastisk, når den kan hjælpe med noget, som mennesker aldrig selv vil kunne. Men problemerne kommer for mig, når den skal hjælpe os med noget:
- Vi kan selv
- Vi kan lære at gøre selv
- Vi kan få hjælp fra mennesker til
- Vi ikke har brug for
Nu tilbage til det menneske, jeg nok var blevet med AI i mit liv.
1: Et mere afhængigt menneske
Jeg tænker ofte på, hvordan det skete, at social art kom til at se mere på andre mennesker gennem en skærm end via direkte kontakt. For det sidstnævnte har vi altid gjort, og det er godt for os. Men på ufattelig kort tid har vores prioritet ændret sig. Det har den blandt andet gjort, fordi vi mistede valgkraft undervejs. Alt for meget teknologi byder sig til for os som en trojansk hest og invaderer os dygtigt, mens vi er uopmærksomme. Derefter overtager den vores liv gennem afhængighed. Valget blev aldrig truffet, men nu har livet alligevel ændret sig. Sådan var det også gået, hvis jeg havde ladet AI sørge for alt det, som den til stadighed frister med. Den kan så meget. Kort efter kan den meget for mig. Kort efter kan jeg mindre og har brug for dens hjælp til at opretholde den nye tilværelse. Det hedder afhængighed.
2: Et mere dovent menneske
Stort se alt her i livet har en værdi, fordi det er kommet til verden gennem en indsats. For gennem indsatsen opstår der så meget andet: Modstand, spørgsmål, ny undren, brug for nye egenskaber, tvivl, frustration, forløsning og meget andet. Men med AI havde jeg mistet evne til at gide. Gide for mig betyder noget med, at jeg kan godt, og jeg vil gerne, men jeg gider ikke lige. Og når man står i den situation, kan man jo bare prompte. Så hvorfor skrive, komponere, tegne, fotografere, udvikle? Det kan nogle 0’ere og 1’ere jo bare gøre for mig. Så er jeg fri for at lære det selv.
Der er så meget, der ligger i mellemregningerne. Jeg elsker, når jeg har fundet en gammel bog i en genbrugsbutik og kæmpet mig gennem en tekst, hvor der pludseligt står den sætning, jeg aldrig havde forventet, men som nu vil være en evig del af det indre skatkammer.
3: Et travlere menneske
Det er altså min påstand, at jeg var blevet et travlere menneske med AI. Men du tænker måske, hvordan pokker det kan være. Et af de helt store løfter er jo netop, at den kan frigive en masse tid ved at lave noget for mig. Men det er i et kortsigtet perspektiv, den konklusion bliver draget. Hvis du tænker på nogle af de steder, der er blevet effektiviseret mest de seneste år, har de så fået mindre travlt? Problemet er, at så snart teknologi giver os mere tid, så bruger vi den enten på mere teknologi, eller også bliver den tid taget fra os. Så hvis du fx som underviser priser dig lykkelig med, at du skal bruge meget mindre tid på at forberede dig pga. AI, så kan du godt forberede dig på, at du får flere at undervise. Under teknologiens og AI’ens overflade ligger der nemlig en konstant logik om mere, hurtigere og smartere. Det er ikke AI’ens skyld, men det er dens motor.
4: Et menneske med mindre skønhed i sit liv
Det er selvfølgelig meget individuelt, hvad vi opfatter som det skønne og smukke i livet. Men jeg kan i hvert fald konkludere, at det for mig ikke er AI-genererede produkter. Jeg vil hver dag hellere vælge en kikset tusch-tændstikmand på en serviet end det skarpe, fotorealistiske, men også fuldstændigt tomme AI-skabte billede. Det siger mig absolut nul og niks, for udformningen har aldrig været udsat for liv – for det der udgør dig og mig. Det samme gælder også for tekster, videoer og kreative tanker. Giv mig rod over orden, for rodet er stadig noget, AI’erne ikke har lært at lave.
5: Et mere isoleret menneske
Den værste tendens, som teknologiseringen har medført, er for mig det, man kunne kalde nontakt. Stille og roligt indføres der hele tiden flere tiltag, hvor vi mister kontaktpunkter. Hvis jeg skal bruge et billede, kan jeg fx prompte mig til det lynhurtigt. Men jeg kunne også spørge et andet menneske om hjælp, gå ned og købe noget papir af en ekspedient, tage et kursus i at lære at tegne eller fotografere – og i disse eksempler også møde andre på vejen. Det kan måske være meget begrænset med ekstra kontakt i forhold til det ene billede, men når det sker på stort set alle områder, isolerer vi os mere og mere med de værktøjer, der før krævede kontakt til andre mennesker. Vi glemmer helt, hvad det var, vi savnede under pandemien, når vi velkommer AI-assistenter, AI-kundeservice, AI-receptionister osv. Mit valg om ingen AI betyder, at jeg hver dag er i kontakt med mennesker, jeg ellers havde fravalgt.
Sandsynligvis er du et langt stærkere menneske end jeg. Måske har du det seneste år benyttet dig flittigt af de mange muligheder med AI, uden at det har gjort dig mindre isoleret, afhængig og doven. Men efter det første år kan jeg i hvert fald konkludere, at jeg ikke én dag har savnet det, og indtil videre er jeg glad for det menneske, der er kommet ud af den beslutning.
