Magt, ansvar, skyld & skam – Klimadiskussionen er også en etisk diskussion

Klimaforandringerne buldrer ufortrødent frem verden over, og sammen med resten af verden sidder vi på hænderne i stort og småt og fralægger os ansvaret. Hvordan vi gør det, skifter med årstiderne, men i øjeblikket er især to strategier populære. Den ene går på at trække offerkortet og forurettet besvare al tale om, at der med svigtet ansvar følger skyld med påstande om udskamning. Den anden, der er tæt beslægtet med den første, går på at henvise til naturkrisernes komplekse, globale og uoverskuelige karakter og påpege, at det er lige meget, hvad individet gør, da der skal nationale og internationale løsninger til, hvis det skal gøre en forskel. For er der nogen, der ikke har et personligt ansvar, så er lige præcis den enkelte dansker, der uden kritik har ret til at fortsætte med at leve som hun nu engang gør uden utidig indblanding fra frelste klimaaktivister og hykleriske bedrevidende smagsdommere. Jeg har ret til at gøre som jeg vil – og ingen skal komme her og påstå, at jeg har noget personligt ansvar, endsige skyld, for mine handlinger.

Problemet er bare, at begge afvisninger er meningsløse i etisk forstand. For den enkelte er ikke fritaget for ansvaret. Det er vi aldrig. At være menneske er at være et privilegeret væsen, der har både et vist mål af fornuft og et vist mål af fri vilje. Det første gør os i stand til i et vist omfang at forstå og etisk evaluere de mulige konsekvenser af vores handlinger. Det andet gør os i stand til at vælge, hvilken handlemulighed som vi vil gøre til virkelighed. Det betyder helt konkret, at vi har et etisk ansvar for vores handlinger. Vi har, på grund af vores særlige evner, muligheder som andre levevæsener ikke har, men med magt følger ikke muligheder, men også ansvar. Det ved enhver, som er stødt på enten Spiderman eller Pippi Langstrømpe. Den første lærer os, at ”with great power comes great responsibility” og den anden, at “Den, der er vældig stærk, skal være vældig rar”.

Hvordan vi konkret skal løfte ansvaret i livets mange små og store situationer, er et af etikkens grundspørgsmål. Det er næppe nogen hemmelighed, at forskellige etiske perspektiver har forskellige svar på det spørgsmål, men at der, alt efter årsagen, følger skyld med at svigte ansvaret, skal man lede længe i vores fælles tankegods for at finde nogle, der vil benægte: Magt og ansvar & ansvar og skyld er uadskillelige fænomener i vores tilværelse – set i et generelt etisk perspektiv.

Man kan derfor ikke afvise en diskussion om, hvorvidt man har svigtet sit ansvar med en påstand om, at man bliver udskammet. For det er slet ikke det, som det handler om. Det handler om, at hvis vi som mennesker har et ansvar overfor fx kommende generationer til at efterlade en verden, hvor de som minimum har samme livsmuligheder som os og man gennem sine handlinger undergraver disse muligheder, vel vidende hvad konsekvenserne er af de udledninger, som ens handlinger medfører, så har man svigtet sit ansvar. Og når man svigter sit ansvar, så pådrager man sig skyld og bør skamme sig – og når man så har grublet lidt over egen utilstrækkelighed, så kan man passende rejse sig fra skammekrogen og gå i gang med at udbedre skaden. Alternativerne er at forklare, hvorfor man ikke kan gøres ansvarlig for sine handlinger eller hvorfor ansvaret er så lille, at det er betydningsløst. Bare at hævde, at man bliver udskammet, fritager ikke en for hverken ansvar eller skyld.

I den privilegerede del af verden, har så alle sammen al rigelig skyld og nok at skamme os over. Derfor kan ingen pege på de andre uden også at pege på sig selv. Men det betyder ikke, at vi ikke kan tale med hinanden om hinanden. Hvis alle skal feje for egen dør først og ingen må kaste med sten, når de selv bor i et glashus, så kan ingen sige noget til nogen og vi kan bare hver især gøre, som vi plejer – hvilket ikke bringer os en eneste millimeter tættere på at få løftet ansvaret.

Den anden ansvarsfralæggelse tager sit udgangspunkt i den fuldstændigt korrekte observation, at naturkriserne (vi kan her indskrænke os til klimaforandringer og biodiversitetstab) er komplekse, globale og uoverskuelige. Det gør derfor ikke en forskel i det store billede, hvad det enkelte individ gør. Det er blot en dråbe i havet. Undertiden kombineres det med, at vi slet ikke skal fokusere på det enkelte individs handlinger, da det er at personliggøre et ansvar, der retteligt er politisk og strukturelt.

Til det er der meget at sige. For det første, så er det et etisk noget ustabilt synspunkt at indtage, at jeg kun behøver løfte mit ansvar, hvis jeg gør en stor forskel. Man kan med fuld ret hævde, at vi bliver, hvad vi gør. Et menneske er summen af sine handlinger. Vi er alle en fortælling, der fortælles gennem vores valg. Skal det blive en god fortælling, så kan vi også være nødt til at gøre det rigtige, selvom det ikke gør en forskel – eller i hvert fald ikke den store. Jeg vil i hvert fald mene, at det kan være vigtigt at redde et enkelt barn fra sultedøden – også selvom der er hundrede millioner andre børn, som jeg ikke kan redde. På samme måde kan det være vigtigt, at jeg rækker hånden ud og søge at trøste den utrøstelige. Ikke fordi, at det gør den store forskel, men fordi, at det er det rigtige at gøre.

Og så burde det her i det verdens selvudnævnte grønne foregangsland jo heller ikke være umuligt at argumentere for, at ens handlinger kan have en forvandlende kraft ved at inspirere andre til at følge eksemplet. Og hvem ved? Måske kan vi sammen redde mange børn og nå den utrøstelige. Vi er kun en dråbe i havet, men havet består for så vidt kun af dråber.

For det andet og sidste, så synes der at være en falsk modstilling mellem det personlige og det kollektive ansvar, som udnyttes til at fjerne den enkeltes ansvar for sine forbrugsrelaterede udledninger. Det sker, når ansvaret siges at være politisk, men at man med det i praksis mener, at det er politikernes. For ansvaret er altid dit. I alt hvad du gør, har du et ansvar for at bruge den magt som du har til de andres bedste. Og det er sådan set lige meget, om du er nede at købe ind eller står i stemmeboksen. I den ene situation har du ansvar som forbruger, i den anden som borger. De to kan skelnes fra hinanden, men ikke skilles ad. For det er i sidste ende det samme menneske, der har ansvaret. Så man kan måske bedre sige, at ansvaret altid er det samme, men skal udmøntes på forskellig vis i forskellige situationer.

Som forbruger er du en dråbe i havet, men det betyder ikke, at du ikke har et ansvar for så meget det nu står i din magt at prøve at påvirke markedet i en mere bæredygtig retning. Og selvfølgelig lever vi i en kultur, der fremmer de dårlige valg gennem støtteordninger til den animalske produktion, privatbilisme, flyrejser og overforbrug af forskellig art, men inden for rammerne kan vi alle gøre noget.

Som borger har du et ansvar for at bruge din politiske magt, hvad enten den rækker til at stille op til valg eller at snakke med naboen, til at fremme en egentlig grøn transformation af samfundet. Politik er at søge at forme samfundet mod de idealer, som man bærer. Det kan ske på tusinder måder. Uanset hvad, så har du, særligt som borger i et oplyst demokrati, et ansvar for at udnytte dine muligheder.

Og så hænger de to ting jo sammen. Det er ikke underligt, at klimaforkæmpere undertiden kører i bil eller flyver. Vi lever nu engang i et samfund, der er indrettet til mennesker, der gør det. At rejse med offentlig transport er naturligvis klimamæssigt bedre, men kan være umuligt i nogle situationer. Til gengæld vil det være mærkeligt at arbejde for en anderledes infrastruktur, der fremmer offentlig transport – og så køre i bil og flyve uden at skænke det en tanke. Nødvendige onder er en del af vores liv som etiske væsener, men ligegyldighed for sammenhængen i vores liv mellem de forskellige aspekter af det, som her i skikkelse af forbrugeren og borgeren, er for mig at se at opgive tanken om at leve et liv, hvor vi, i det omfang som det nu er os muligt, gør vores idealer til virkelighed i vores egen tilværelse.

Så klimaforandringerne buldrer afsted. Det gør klimadiskussionen også. Og en del af den diskussion handler om etik, magt, ansvar og skyld og skam. Det er nu engang en del af at være sådan nogle væsener, som vi er. Vi er sådan nogle, der er forpligtede på hinanden etisk set. At prøve at afvise det ved at gøre sig selv til offer og spille udskammet eller lade som om, at bare der er mange nok, der deler ansvaret, så forsvinder den enkeltes ansvar,
er set herfra mit lille verdensvindue i bund og grund uetisk.

Og så lige en sidste bemærkning: Ingen er forpligtet ud over sine muligheder og evner. Man kan ikke kræve, at et menneske skal gøre mere end det bedste, som det kan. Men det kan man så, etisk set, til gengæld godt tillade sig at kræve. Vi er alle som en forpligtet til at yde vores ypperste. Hvad det præcis er for dig, skal jeg ikke gøre mig klog på. Jeg har rigeligt travlt med selv at forsøge – og rammes med mellemrum ganske berettiget af både skyld og skam.