Jeg ville hellere have haft den af min far

Måske husker du den rørende sætning fra Matador: Jeg ville hellere have haft den af min far. Den er fra afsnit 11, hvor Ellen Skjern får en hest af sin far, fordi hun er blevet nummer et i klassen. Så skifter scenen til svigermor Katrine Larsen, der kommer trækkende med en hest til Ellens bror, Daniel. Gennem hele serien kæmper han for at blive set, elsket og anerkendt. Da grisehandler Oluf Larsen så spørger Daniel, om han ikke er glad for hesten, svarer Daniel: Jeg ville hellere have haft den af min far.

Hulk. Ja, jeg hulkede. Scenen gik direkte i hjertekulen på mig, da jeg så serien i 1980. Og i går læste jeg så i Herning Folkeblad en klumme med præcis den samme overskrift. Klummeskriveren huskede også scenen, som inspirerede ham til at huske at være en anerkendende far.

Det får mig nu til at tænke: Hvad er der med de fædre? Mangel på anerkendelse kan fylde hele livet i et menneske. Jeg vil gå så vidt og sige, at det kan føre til stress og endog psykisk sygdom, for de fleste mennesker higer og søger efter at blive set, hørt og forstået.

Jeg har hørt op til flere spændende og kloge mennesker udtale, at det har været svært ikke at blive anerkendt af deres fædre. Det er jo næsten ikke til at bære. Anerkendelse er netop en forudsætning for at udvikle os. Desværre tror mange chefer tilsyneladende stadig på, at hvis bare de giver deres medarbejdere en god løn, må det være rigeligt. Når jeg holder foredrag om dannelse - og mangel på samme - støder jeg ofte på tilhørere, der siger, at de næsten er ligeglade med lønnen, hvis blot de får anerkendelsen.

Vi er nødt til at se, høre og forstå hinanden bedre. Vi må byde positivt ind, række ud og inddrage hinanden i et anerkendende fællesskab. Både i familien, blandt venner og på arbejdet. Vi vokser, når vi bliver værdsat. Når værdsættelsen derimod udebliver, gør det os tvivlende i forhold til egne evner, og derfor vil jeg anbefale alle til at se eller gense afsnit 11 af Matador. I kan selvfølgelig også læse min nye børnebog “Takt og tone en gammel kone”, hvis I gerne vil blive bedre til at forklare jeres børn om, hvorfor det er vigtigt at opføre sig ordentligt og anerkende andre. Blandt andet gennem to ord, der ulykkeligvis er ved at glide ud af mange børns liv, nemlig tak og undskyld. Og af mange voksnes liv, vel at mærke, så alle fædre derude, som ikke har været lige gode til at anerkende jeres børn: Prøv med et stort og dybtfølt undskyld. Jeg tror, at I vil få et rørt tak tilbage, og jeg er sikker på, at det vil gøre begge parter godt.

Tak fordi du læste med og undskyld, hvis jeg blev for skrap. Det er ikke god takt og tone at pege fingre ad andre, men ind imellem er det altså nødvendigt ;)