Gå til primært indhold Gå til footeren

Hvem er egentlig vores salgschef i Metaverse? Velkommen til et helt nyt verdensmarked som alle bør kende...

Hvem er egentlig vores salgschef i Metaverse? Velkommen til et helt nyt verdensmarked som alle bør kende...
Tune Hein
Forfatter og ekspert i organisation og ledelse

Forestil dig at du står og kigger på verdensmarkedet for første gang. Hvor ville du starte…? Hvilke produkter eller service ville du levere? Til hvem? Hvor? Og hvordan skulle kunderne finde og vælge dig? Hvad ville du gøre meget smartere end det i gør i dag hvis I havde chancen for at starte forfra…?

Det er en gammel strategi-øvelse der hedder IMD-øvelsen, som altid bringer spændende nye perspektiver på bordet. Men i dag kan det være mere end en øvelse… for det er præcis sådan du kan kigge på Metaverse… Det kommer som et nyt verdensmarked – og alle skal vælge deres tilgang før eller siden. Derfor denne artikel som fortæller hvad det er.

 

Hvad er Metaverse?

Metaverse er nogle nye digitale verdener. Det er en gren af den digitale transformation. Det er web3.0 – men først og fremmest er det et nyt verdensmarked…

Og lad os se på det i stedet for det tekniske. Lad os tilgå det lidt mere praktisk. Hvad bliver det for brugerne? Forestil dig at 3 ting smelter sammen:

  1. Se på din teenagers spil-verden. Og forestil dig at det miljø udvides til andre ting end spillet. Et univers hvor man gør andet end at spille – gør mange af de ting man ellers gør i virkeligheden - mødes med venner, nyder underholdning som bio og koncerter, går i byen sammen.
  2. Forestil dig at teenagerens Insta-profil ’vokser’ fra blot en død fotovæg til en hel figur der kan gøre ting. En genganger eller avatar du styrer rundt i Metaverse til tingene i pkt 1.
  3. Og forestil dig så at facebook socialiseringen bliver møder mellem disse avartars. Man kan hænge ud sammen. Og shoppe sammen (social shopping er fremtiden).

Det er Metaverse!

Og det med shopping bliver vigtigt. For ligesom man i dag betaler for at have et cool skin (mønster) på sit våben i et spil, eller det rigtige tøj på Insta, så skal ens avatar naturligvis også være cool, med de seneste sneaks, en t-shirt fra A Bathing Ape og meget andet. Hvis du virkelig vil show-off så har du en lystyacht at invitere vennerne på i Metaverse. De første er allerede solgt og priserne kan gå over en million usd – det er altså ikke for sjov det her…! Modefirmaerne er også godt i gang med at klæde vores digitale gengangere lækkert på. Store spillere som, H&M og Nike er langt fremme sammen med niche-spillere som Moschino, Gucci og Burberry.

De prøver sig frem, og det er en pointe. Man kan ikke lægge en klar strategi fordi man ikke ved hvordan det udvikler sig. Men man kan blive klogere ved at forsøge. Man kan også vente – men holde sig klar og skarp som en ’fast follower’. Bare lad være at vende det ryggen…

I øvrigt er Metaverse ikke kun én verden som Facebook (nu Meta) bygger. Flere gør det samme, fx The Sandbox og store spilfirmaer, som jo allerede er tæt på med deres spil-universer. Der kommer ikke 100 verdener, så der bliver kamp om at blive en af de få dominerende Metaverses, som folk gerne vil være i.

Nogle eksperter forudser at næste generation kommer til at eje flere digitale produkter end fysiske. Læs den lige en gang til… at eje flere digitale produkter end fysiske! Og det er derfor at Metaverse bliver et helt nyt verdensmarked. Der kan blive solgt uendeligt mange digitale oplevelser og produkter derinde.

 

Fra detailhandel spreder det sig som ringe i vandet til andre brancher

Når du har et marked at sælge på, så bliver det vigtigt at fange kunderne. Fx der hvor de kommer forbi. Kundestrøm præcis som vi kender det i byerne. Der er ingen der gider have en butik ude i hjørnet af en digital udørk, hvor ingen finder hen. Derfor kæmper firmaer allerede nu om at købe de bedste placeringer i Metaverse. Man vil gerne have sin shop ved siden af Prada, Stadion eller Bio… Og vupti – sådan kom ejendomsbranchen ind i Metaverse…

Det var blot et eksempel på hvordan det breder sig som ringe i vandet fra detail-handel til andre brancher. Kun fantasien sætter grænser – måske skal din avatar til fitness, kosmetolog, natklub, læge, uddannelse, transport, ferier, dates…? Der skal helt sikkert også reklameres i Metaverse. Kun fantasien sætter grænser – så forvent de vildeste nye forretningsmodeller til nye behov i det digitale liv i Metaverse. Og tænk over hvordan din virksomheds ydelser kan sættes i spil derinde.

Det gælder også myndighederne. Hvilke rammer skal sættes, hvem skal betale skat, hvem og hvad skal beskyttes og hvordan håndhæves reguleringen…? Hvor der er værdier er der behov myndigheder. Og her er allerede milliardværdier på spil. Hvordan sikres dit ejendomskøb fx i Metaverse?

 

Hvad har det med NFT og krypto at gøre…?

Hvordan kan man sælge de digitale produkter dyrt når de blot kan kopieres? Svaret er NFT (non fungible token). En særlig kode som gør en digital ting unik og ’berigtiget’. Det digitale produkt kan godt kopieres, men uden NFTen er det ligesom en Hermes taske fra Bangkok eller en plakat af Mona Lisa… Den skal have NFTen for at være ’rigtig’.

NFTer laves på det der hedder blockchain. En slags digital hovedbog som registrerer de ’rigtige’ transaktioner. Og hvad driver så en blockchain-applikation? Det gør kryptovaluta som fx Ethereum. Det er smøremidlet i blockchains og NFTer. Derfor kommer Metaverse også til at hjælpe udviklingen i kryptovaluta fremad.

Man kan også betale med kryptovaluta i Metaverse. Det har kreditkortet Revolut allerede ligesom mange computerspil jo for længst har implementeret deres egne mønter at handle med. Så handel i Metaverse vil også drive krypto fremad.

 

Er Metaverse godt?

Tja.. der er klart nogle dilemmaer at forholde sig til:

  • Socialt… er det sundt at mødes endnu mere digitalt end vi gør i dag…? Har Facebook gjort noget godt eller skidt for vores relationer.
  • Og hvad med summen af skærmtid?
  • Hvor ender vi når den digitale verden bliver mere og mere interessant. Blegner den virkelige fysiske verden så i sammenligning? Bliver det ligesom hvis man tager kokain – så bliver resten lidt kedeligt uden…? Har du set min yndlingsfilm Ready Player One? Lidt til den dystopiske side viser Spielberg, super intelligent, hvor omgivelserne kan ende hvis vi prioriterer det digitale liv over det fysiske. Og han viser hvordan kriminalitet og kærlighed kan springe frem og tilbage over grænsen mellem den digitale verden og den fysiske.
  • Myndighederne bør også se ’Ready Player One’ og udvikle deres svar på spørgsmålet ’Hvad er vores rolle i sådan en parallelverden, til borgernes bedste?’.
  • Hvad med arbejdet? Hvis der er kunder i Metaverse, er der så også jobs eller er det hele automatiseret?
  • Får vi kriminalitet i Metaverse? Naturligvis. Hvis der er værdier er der tyve og trusler. Det er der allerede og myndighederne er håbløst bagefter. Hvem ville du ringe til, hvis du fik stjålet et digitalt maleri eller din avatar blev ’rullet’?

Men så kan vi jo glæde os over at digitalt forbrug er grønt forbrug… Der bruges langt færre ressourcer og CO2 på at producere et par digitale NFT-mærkede Nike Jordans end et par fysiske…

 

Men bliver det virkelig til noget…?

Hvis du ser hvor meget energi unge bruger på at tage sig god ud på nettet i dag – tror du så den digitale fremtoning bliver mere eller mindre vigtig i fremtiden..?

Hvis tech-giganter som Facebook (nu ligefrem taget navneforandring til Meta) går ’all-in’ på Metaverse – tror du så det bliver til noget…?

Hvis verdens super-kapitalister får chancen for at skabe et helt nyt extra verdensmarked – tror du så de lader være…?

Derfor bliver Metaverse til noget!

Og fordi næste generation allerede næsten lever der… Det gik op for mig en skæbnedag hvor min søn råbte nede fra stuen ”Far – kom og se det vildeste mål af Cristiano”. Jeg styrtede ned til ham ved TV'et. Men græsset var lidt unuanceret og det gik op for mig at det var et mål inde i spillet Fifa. Jeg sagde at han kun behøvede at råbe på mig når det var ’rigtige’ mål i ’virkelige’ kampe. Så kiggede han helt uforstående på mig og sagde at det da var lige meget… Tag den virkelighed!

Så næste generation vil helt naturligt glide ind i Metaverse. De vil ikke synes det er mærkeligt eller kunstigt, men blot en cool udvidelse af deres allerede digitale verden.

God fornøjelse med at få det bedste ud af det – for det kommer uanset om vi synes det er en god ide… ;-)

 

Tune Hein er uddannet på IMD, DTU og CBS. Han har arbejdet globalt med rådgivning om fremtidens strategi og organisation.Det har han skrevet 10 bøger om. Han holder foredrag om Fremtidens Ledelse og Organisation og Den Digitale Transformation. Metaverse er en del af disse foredrag.

Mere inspiration:

A Bathing Ape

Nike

Yacht

Gucci

Real estate

Real estate investment

Facebook – Meta vision

NFT

Digital mode

Send en forespørgsel på Tune Hein

Booking og forespørgsel

Send en forespørgsel her på Tune Hein

Fandt du blogindlægget inspirerende? Du kan booke Tune Hein til dit event. Kontakt os i dag og hør mere om mulighederne.

Om foredragsholder

Forfatter og ekspert i organisation og ledelse
Gå til foredragsholderens profil