Tlf. 35 11 21 31

Få professionel rådgivning af vores dygtige konsulenter

Blog

Hvad min egen fiasko lærte mig om forandringer og adfærd og mennesker – læs med og tag selv fiasko-testen

Tilbage til blog

26. februar 2024

Prøv at brug et minut på at tænke tilbage på en fiasko i dit liv. Hvad lærte du, som du bruger i dag? Tænk så på en succes, du har haft i dit liv, og spørg dig selv om det samme: hvad lærte du fra denne succes, som du fortsat bruger og trækker på i dag? Når jeg tænker tilbage, står mange af mine fiaskoer frem som snubletråde, der fortsat giver læring fra sig.

Lad os tage et eksempel. Endelig havde jeg fået en aftale med den verdensberømte professor i psykologisk tryghed, Amy Edmondson. En time havde jeg fået. Intet måtte gå galt. Derfor testede jeg flere gange optagelsesproceduren med en kollega på Zoom. Vi kommer i gang med podcasten. Jeg følger procedurerne trin for trin. Den røde record knap blinker. Alt spiller. Dialogen med Amy flyder. Jeg er glad, og jeg glæder mig til at dele denne episode med mine lyttere. Det er jubilæums episode nummer 100. Da vi skal til at runde af, og jeg skal stoppe optagelserne, sker noget mærkeligt. Amys billede på video forsvinder, men jeg kan høre hende. Her får jeg allerede fornemmelse af, at noget er galt. Vi runder af, og her hamrer mit hjerte. Fuck! Har jeg ikke optaget samtalen? Hvor er den? Ligger den på min Macs skrivebord? Ligger den i gemte filer? Nej. Ingen fil. Langsomt går det op for mig, at det eneste der ikke måtte ske, er sket. Jeg har ingen filer. Podcastet er ikke optaget. Jeg har begået en fejl. Jeg er en fiasko. Min krop reagerer. Selv om jeg havde læst Amys bog, var top forberedt til interview og selv har udgivet en bog om fiaskoer, så fejler jeg selv big time. Selv om jeg ved noget, så reagerer min krop alligevel. Fiaskoen sidder i kroppen som nervøsitet, skyld, svigt, vrede og selvbebrejdelse. Derfor er det altså mere end viden om fiaskoer, der skal til for at stå og være i fiaskoen. Det lærte mig mindst tre ting om fiasko:

  • 1. Fiaskoer sker, og når de gør, så er det centralt, at man har en kultur, der eftergiver som en stødpude eller airbag – det får man ved at have en samtalekultur for de fiaskoer og fejl. Det gør man ved at kunne lave fælles risikovurderinger, så man kender til og kan vurdere komplekst og kontekst for, hvor fejl og fiaskoer kan ske og hvilke typer, der kan opstå. Amy skelner her mellem basale, komplekse og intelligente fiaskoer.
  • 2. Intelligente fiaskoer er fiaskoer, der ikke bare forandrer kulturen og adfærd, men transformerer alt i og omkring organisationen og den enkelte, men gør det på en måde, så den skaber et grundlag for vækst i ideer, udvikling og læring. Amys egen forskning startede som en intelligent fiasko. Min fiasko med podcasten blev til et foredrag og genbesøg med min egen fortid.
  • 3. Prisen for fremskridt, forandring og lykke er paradoksalt fiasko, forandringens kollaps og det at mislykkes. Som én engang udtrykte det, “Det er med fejl og fiasko som med ko-gødning. Det lugter i begyndelsen, men det gøder på lang sigt.”

At arbejde bevidst med intelligente fiaskoer kræver, at du og I arbejder med kulturen omkring fiaskoer, at I, i såvel ord som handling, anerkender, at fiaskoer findes, at vi taler om dem og lyser på dem, fordi lyset og åbenhed er det eneste, der kan få følelsen i kroppen af skyld, skam og svigt til at opløse sig. Når I gør det, kan I bevæge jer ind på nyt land. I kan jage muligheder sammen. I kan søge at stå sammen på dyb data. I kan sænke barren for risiko og lave små handlingseksperimenter, og herigennem søge og få læringsmuligheder, som I kan handle på (Amy Edmondson, Den rigtige slags forkert, 2023). På den måde slår det mig, at intelligente fiaskoer er vinduet ind til alt det, det gælder om i livet, nemlig til at handle og udvikle sammen ved at lære at stå i det, der er mislykkedes, og så alligevel bevæge sig fremad.

Nu er vi tilbage ved starten og spørgsmålet om, hvordan fiaskoer og succes har forandret dig og jeres organisation. For at hjælpe dig og jer med at blive bevidste om vores forhold til fiaskoen, har jeg lavet en simpel fiasko-test. Den kommer her:

  • Er du bange for et nej?
  • Er du bange for at begå fejl?
  • Er du bange for at speak up?
  • Er du bange for at blamere dig?
  • Er du bange for at vælge noget nyt?
  • Er du bange for at blive afvist?
  • Er du bange for at stå alene i gruppen?
  • Er du bange for at gå uden for stien?

Kan du svare ja til blot ét af disse spørgsmål, viser det, at du er et menneske. Modviljen mod fiaskoen er bygget ind i kroppen og vores biologi. Det gode budskab er, at du og I kan træne en fiaskokultur, så I kan undgå basale fiaskoer, minimere komplekse fiaskoer og få flere intelligente fiaskoer. Det starter med, at I er åbne for at få en sund fiaskokultur, der tillader særlige adfærdsmønstre at blomstre, og det betyder, at I sammen vil udforske, hvordan I kommer på den rigtige side af forkert og begår intelligente fiaskoer.

PS: Med hjælp fra Harvard University fik vi lokaliseret en fil af podcast-samtalen med Amy. Resultatet kan du høre her: https://open.spotify.com/episode/2JNcN9Jbt7eeUJB2eEAzpu?si=b8822385496a4df7

Skal vi hjælpe dig med at finde den perfekte foredragsholder til dit arrangement?

Få professionel rådgivning af vores dygtige konsulenter og gør dit arrangement til en succes.

  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.