Først når vi er psykologisk trygge med os selv, kan vi være det med hinanden

Der er meget fokus på psykologisk tryghed på arbejdspladsen for tiden. Og det ikke uden grund, da forskningen tydeligt viser de mange positive effekter ved en mere åben og ærlig kultur på arbejdspladsen, hvor der er plads til at fejle og til at stille ”dumme” spørgsmål. Det interessante er, at der bliver talt meget lidt om, hvad vi har brug for på individ niveau for at skabe psykologisk tryghed i os selv, og hvorfor det er nødvendigt, for at vi har lyst til at dele vores mening med andre.

Teams performer og trives bedre, der er større engagement og tilfredshed og der tales om de reelle problemer og udfordringer på arbejdspladsen. Det vi også ved er, at psykologisk tryghed er en kultur, som vi skaber sammen, og der er behov for at der arbejdes med det på alle niveauer af en organisation. Det er lige fra det lille team og helt til tops i ledelsen - hvis det ikke blot skal være en ting, som vi kun ser i de små tætte teams på arbejdspladsen.

Vi er alle et produkt af vores egne tanker, følelser og tolkninger af den virkelighed vi befinder os i. Så selvom der skabes en umiddelbar kultur af åbenhed og tolerance imellem os, så er det i sidste ende individets egne tanker om sig selv og andre, der afgør graden af psykologisk tryghed der opfattes. 

Samtidig så taler vi alt for lidt om, i hvor høj grad organisationen som helhed påvirkes af den enkeltes indre dialog. Med andre ord, når vi som medarbejdere hver dag kritiserer os selv og ikke rummer vores egne fejl, så er det som en dråbe i havet, når vores kollegaer eller chefen søger at skabe psykologisk tryghed – for vi bremser os selv, inden vi overhovedet får åbnet munden.

Sandheden er nemlig, at først når vi er psykologisk trygge med os selv, kan vi være det med hinanden.

Det jeg taler om her, er ”personlig psykologisk tryghed”. Følelsen af at vi rummer vores egne fejl, taler pænt med os selv og tør være helt ærlige overfor os selv. Det desværre ikke noget, som de fleste mestrer.

• Vi har i stedet en tendens til at være rigtig hårde ved os selv, perfektionistiske og har en nulfejlskultur overfor os selv.
• Vi presser os selv til det yderste, accepterer ikke fejl, og udskammer os selv, når vi så laver fejl.
• Vi ignorerer vores egne behov for at være menneskelige og lytter ikke til de ting, som vi inderst inde har brug for at tale om.

Det er indbegrebet af lav personlig psykologisk tryghed. Og samtidig en af de helt store reelle årsager til, at alt for mange medarbejdere brænder ud, går ned med stress eller depression.

Hvad kan vi så gøre ved det, som leder eller HR ansvarlig? 

Ens første tanke er ofte at anerkende og rose de medarbejdere ekstra meget, som vi oplever er udfordret med at føle sig tryg nok til at åbne op – men først og fremmest bør vi begynde at italesætte hvad der foregår inde i os hver især.

Hvordan lyder vores indre tankespor og samtaler?

Hvordan kan vi blive bedre til at tale pænt med os selv og skabe denne personlige psykologiske tryghed, som derefter helt naturligt vil sprede sig til vores ydre samtaler og interaktion med andre mennesker?

Det er nogle af de spørgsmål, som jeg håber, at vi bliver bedre til at sætte på dagsordenen til fremtidens skabelse af psykologisk tryghed på arbejdspladsen.

For når vi er psykologisk trygge i os selv, så er det naturligt og nemmere for os at bidrage til skabelsen af en psykologisk tryg arbejdskultur, både som medarbejdere og ledere.