Døden er stadig et mysterium – Hvad skyldes de mange nærdødsoplevelser?

– Når der endnu ikke er en forklaring på nærdødsoplevelser, kunne det skyldes, at det kræver et paradigmeskifte, skriver forfatter og journalist Laura Engstrøm

Når man dør, svæver man gennem en tunnel, ser et lys og møder sine afdøde slægtninge. Man kommer ind i en anden sfære, hvor virkeligheden føles mere virkelig end virkeligheden selv. Alt er kærligt, guddommeligt, ja, faktisk er alt så anderledes let og lyst, at man har svært ved at sætte ord på det.

Det er sådan, de fleste, der har haft en nærdødsoplevelse, beskriver det.

Andre fortæller om ud af kroppen-oplevelser. Personer, der har overlevet trafikulykker, fortæller om ændrede synsvinkler og om at kunne se sig selv og de involverede i ulykken oppefra; hvem der er til stede, hvad de gør, og hvad de siger og så videre. Det samme gælder patienter, der har haft hjertestop, mens de ligger på operationsbordet. Nogle af dem kan efterfølgende fortælle, hvor mange læger og sygeplejersker, der var til stede. De har hørt, hvad lægerne sagde og så sig selv fra oven. Der er også et tilfælde med en blind mand, der efter at have haft en nærdødsoplevelse kan berette, hvordan der så ud på operationsstuen – uden at have fået beskrevet den først.

Hvad skyldes de oplevelser? Skulle man tro den artikel, der blev bragt i Kristeligt Dagblad i april – og måske også i kølvandet på dén et interview med mig i forbindelse med udgivelsen af min bog “Hentet af lyset” – ville man tænke, at der fandtes en fysisk forklaring på nærdødsoplevelser.

I nævnte artikel står der, hvordan en læge havde kigget på scanningerne af en ung kvindelig patients hjerne efter hjertestop. Scanningerne viste, at der var aktivitet i hjernen op til ni minutter efter, at hjertet var holdt op med at slå. Lægen drog den konklusion, at patienten må have oplevet lys og kærlighed – som en nærdødsoplevelse. Patienten døde dog og kunne ikke bekræfte det.

Der er også lavet forsøg med rotter, der har vist noget af det samme. Deres hjerners elektromagnetiske frekvenser ændrede sig under og efter hjertestop. De havde den samme frekvens, man har målt hos personer, der har taget lsd, ayahuasca eller euforiserende svampe. Gammafrekvenser hedder de, og de er også målt i tibetanske buddhistiske nonners hjerner efter lang tids meditation. Det anslås altså, at det er gammafrekvensen, der giver oplevelserne. Ikke omvendt – altså at det er oplevelserne, der får hjernen til at svinge med en bestemt frekvens.

Men de omtalte gammafrekvenser kan kun forklare nogle af de typiske elementer i en nærdødsoplevelse, nemlig de indre oplevelser – altså synet af lystunneler, mødet med afdøde, følelsen af at vide alt og kunne se livet i en større sammenhæng. Men hvad med ud af kroppen-oplevelserne? Hvordan forklarer man, at patienter, der ligger med lukkede øjne, kan se, hvad der foregår på operationsstuen eller på et ulykkessted? Der er eksempler på patienter, der har hørt samtaler, der er foregået på en anden hospitalsstue 30 meter væk fra der, hvor vedkommende lå.

Skyldes det ændrede frekvenser i hjernen, at en person pludselig kunne høre noget så langt væk? Så lange ører havde patienten nok ikke.

Men det interessante ved nærdødsoplevelser er, at de ofte forekommer hos patienter, der ligger på hospitalet. Derfor har man selvfølgelig registreret medicinforbrug, man har kunnet måle iltindhold og ja, hjernefrekvenser. Men ingen af de såkaldte materialistiske forklaringer er helt fyldestgørende.

Ja, faktisk er de forskere, der har studeret nærdødsoplevelser i årtier, kommet frem til, at nærdødsoplevelser kun kan lade sig gøre, hvis bevidstheden eksisterer uafhængigt af kroppen. En patient, der har “set” sygeplejerskerne omkring ham under et hjertestop, ser det ikke med sine øjne.

De forskere, jeg har talt med i forbindelse med min bog, mener, at det fænomen kun kan lade sig gøre, hvis bevidstheden også kan eksistere uafhængigt af kroppen. De sammenligner bevidsthed med en computer, hvor kroppen er hardwaren, og bevidstheden er softwaren.

I 2024 har naturvidenskaben endnu til gode at forklare, hvad bevidsthed er. Man ved ikke, hvad det er, vi tænker med, føler med, sanser med. Endsige hvor særlige følelser opstår eller lagres i hjernen. Måske skyldes det, at forskerne leder de forkerte steder og insisterer på, at forklaringen skal findes dér, hvor man kan måle. Det kunne jo tænkes, at sjælen er immaterialistisk og derfor ikke kan måles. Det var kun en vildfaren læge, der engang påstod, at sjælen skulle veje 21 gram.

Laura Engstrøm er journalist og forfatter til “Hentet af lyset – om dødslejefænomener og nærdødsoplevelser”.

Debatindlæg skrevet af Laura Engstrøm, publiceret i Kristelig dagblad 20.06.24