Foredraget er en gammel tradition. Den mundtlige fortælling kom langt før vores skriftkultur. Dengang historier blev leveret fra mund til mund. Før runerne. Før vikingerne. Og det samme gælder de første foredragsholdere.
Foredraget har rødder i retorikken, som er færdigheden at tale i overensstemmelse med bestemte regler for en tales opbygning, indhold og stilistiske virkemidler. Retorikken kaldes også for talekunst og i litteraturen kan man finde sagn helt tilbage fra Achilleus og Odysseus’ tid der viser, at de to herrer, foruden at være stærke, smukke og modige krigere, også var yderst veltalende.
Traditionelt set bunder foredraget i den retoriske tale, hvis formål er at overbevise tilhørere om, at talerens synspunkter er rigtige, dette ved hjælp af etos, patos eller logos. Eller alle tre. På samme måde er mange moderne foredrag bygget op: på en kombination af etos (troværdighed), logos (logik) og patos (følelser), hvor foredragsholderen kan trække på alle eller én af virkemidlerne i sit foredrag.
I oldtidens Grækenland var det langt fra alle, der havde mulighed for at uddanne sig inden for retorik og dermed blive en god taler. Derfor opstod der helt naturligt et behov for professionel hjælp til de borgere, der fik brug for at holde en tale - det kunne f. eks. være, hvis de blev involveret i en retssag. Og man kunne rent faktisk købe sig til sådan en hjælp hos en professionel logógrafos, der havde specialiseret sig i at skrive taler på bestilling.
Ifølge kilder ernærede Isokrates sig som logograf, før han begyndte at undervise i retorik, og sammen med Lysias og Demosthenes komponerede de taler, som i indhold og stil kunne overbevise og gøre indtryk på tilhørere. Præcis som vi ser det i dag hos de aller dygtigste foredragsholdere.
Logografernes rolle var "på baggrund af samtaler med klienten om den pågældende sag at udforme en retorisk virkningsfuld og juridisk holdbar tale, som klienten kunne indøve og holde for dommerne under retssagen – i egen person.” Lyder det bekendt? Det kunne godt minde om den dialog, som en foredragsholder typisk har med en kunde, inden vedkommende skal holde foredrag om et bestemt emne.
Foruden logograferne rejste de såkaldte sofister, de intellektuelle, omkring 400-t. f. Kr. også rundt i Grækenland og tilbød at undervise mod betaling. Ikke på samme niveau som de traditionelle skoler, men for de, der ønskede mere viden. Sofisterne underviste også i retorikken og argumentationen, igen som følge af de mange retssager og den politiske debat, der prægede Grækenland dengang.
Sofisterne satte, i ren Brandesiansk tradition, problemer under debat og var seriøse tænkere, med stor faglighed og en unik evne til at videreformidle deres brede viden. Lyder det også bekendt? Vi mener, i al ydmyghed, at det er det, vores dygtige foredragsholdere præsterer hver dag. At sætte problemer til debat, at formidle faglig viden og at “uddanne” deres tilhørere.