I de kommende år vil alle organisationer skulle forholde sig til Kunstig intelligens.
Kunstig intelligens er et misvisende udtryk. Sprogmodeller som ChatGPT eller Claude virker umiddelbart intelligente, for man kan jo føre en samtale med dem. Men man skal ikke lade sig narre. De genererer tekst ved hjælp af en teknologi, der kaldes en ”transformer” (T’et i GPT står for transformer). En Transformer laver sproget om til matematik, så en computer kan beherske det. I mine foredrag forklarer jeg ofte, hvordan transformere virker, for det illustrerer en vigtig pointe: AI er genialt, men det er ikke intelligent.
ChatGPT og andre store sprogmodeller forstår ingenting. De har ingen bevidsthed eller intention. Det, de gør, er alene at forudse, hvad der ville være det mest passende næste ord at skrive som svar på din prompt, og herefter det næste ord, og det næste osv.
Det er ikke intelligens, som vi sædvanligvis forstår det i daglige tale, og det er heller ikke på vej til at blive til intelligens – i hvert fald ikke med de teknologier og metoder, der anvendes i dag. Men det ændrer ikke ved, det er genialt, at de store sprogmodeller som ChatGPT og Claude virker så godt, som de gør. Det kom som en overraskelse for alle – også dem, der udviklede teknologien. Og det vil føre til store forandringer i vores måde at leve og arbejde på.
Det geniale er blandt andet, at AI gør os i stand til at kommunikere med computere ved at skrive eller tale til dem i vores eget hverdagssprog. I stedet for at skulle lære at anvende et eller andet stykke software (fx et CRM- eller økonomistyringssystem), eller at være afhængig af at skulle forklare en superbruger af softwaret, hvad du gerne vil have gjort, vil du i en nær fremtid kunne forklare det direkte til computeren i helt almindeligt intuitivt menneskesprog. En AI, der er integreret med jeres øvrige software, lytter med (eller læser din prompt) og udfører den handling, du beder om.
Vi vil kommunikere med robotter ved at tale til dem, og de vil udføre de handlinger, vi beder dem om. En AI vil lytte med til samtalen mellem patient og læge og skrive et udkast til journal og spare lægen en masse tid. AI-drevne læringsværktøjer vil kunne undervise eleven omtrent som en mentor og skabe et individualiseret læringsforløb, skræddersyet til elevens behov og ønsker.
De tre sidste eksempler er allerede virkelighed, hvilket du kan fordybe dig i ved at følgende linkene.
Via sensorer kan software observere verden og omsætte det sete til tekst, altså forstå og fortolke det sete. Det giver dels mulighed for at handle på det observerede på nye måder og dels mulighed for at indsamle og klassificere langt mere data end hidtil og langt mere billigt.
I nogle situationer vil AI-drevne værktøjer kunne handle mere eller mindre autonomt, men i langt de fleste situationer vil der fortsat være brug for, at et menneske er involveret. At AI har brug for et ”human in the loop” er jo ikke anderledes end, at alle mulige andre maskiner også skal betjenes af mennesker. Og i mange tilfælde vil AI kunne øge medarbejdernes produktivitet med 20-40 procent eller mere, altså ekstremt meget. Til sammenligning stiger samfundets samlede produktivitet i øjeblikket med under 2 procent om året. Så efterhånden som AI bliver implementeret på flere og flere arbejdspladser, kan det få den generelle vækst i samfundet til at stige.
Man skal dog ikke tro, at kunstig intelligens vil revolutionere samfundet på få år. Erfaringer fra tidligere teknologiske revolutioner såsom elektrificering i slutningen af 1800-tallet og internettet hundrede år senere viser, at det tager mange årtier.
Men enhver rejse starter med det første skridt, og udviklingen er allerede i gang. Kunstig intelligens vil påvirke så godt som alle aktiviteter i samfundet. AI vil i fremtiden delvist automatisere mange opgaver, som i dag kræver et menneske. Det vil også gøre helt nye opgaver mulige, som i dag enten ikke kan udføres eller ville være alt for dyre at udføre. Stort set alle jobfunktioner vil blive påvirket, fx kundeservice, HR, marketing, salg, forskning, produktudvikling, økonomistyring, sagsbehandling, transport og logistik med mere. I den offentlige sektor vil der være store muligheder for effektivisering og kvalitetsforbedring af skolegang, uddannelse, sundhed, ældrepleje, administration og sagsbehandling, og man kunne fortsætte listen.
Send en forespørgsel på Martin Ågerup
Booking og forespørgsel
Send en forespørgsel her på Martin Ågerup
Fandt du blogindlægget inspirerende? Du kan booke Martin Ågerup til dit event. Kontakt os i dag og hør mere om mulighederne.