Anja Sigvard Nielsen foredrag Børn der kan! – om anerkendende opdragelse
Det er vigtigt at føle sig værdsat og elsket. At føle at man har betydning for andre, og at man kan gøre en forskel.
Børn med højt selvværd er trygge ved at møde verden og klarer udfordringer godt. De er selvstændige og modige, og kan søge hjælp på en konstruktiv måde, når livet er svært. Men højt selvværd kommer ikke af sig selv. Fundamentet dannes allerede i de første år, mens barnet gennemgår forskellige udviklingsfaser. Vores reaktioner på gråd, vrede og sorg er afgørende for hvordan barnet kommer til at opfatte sig selv, og andre fremover. Men det er lettere sagt end gjort, for hvordan bevarer vi roen, når barnet bliver helt hysterisk? Hvordan gør man, når barnet slet ikke vil høre efter?
Vi lever i et samfund, som kræver meget af den enkelte. Stress, depression, angst, adhd og autisme diagnosticeres som aldrig før. Det kræver særligt robuste børn, som kan mestre mange typer af skift og udfordringer hver eneste dag. Evnen til at håndtere stress og store følelser etableres allerede i de første måneder af barnets liv. Nærhed, tryghed, kram og tydelige, autentiske voksne er afgørende. Desværre forveksles tydelighed og grænsesætning ofte med skældud eller straf, men børn er født til at samarbejde, hvis de kan og hvis de får muligheden for det.
Nogle børn er mere temperamentsfulde, følsomme eller sårbare end andre. Disse børn er i særlig stor risiko for at udvikle lavt selvværd, fordi de fylder meget i hverdagen, og derfor risikerer megen skæld ud. Men netop disse børn har særligt brug for at blive mødt, der hvor de er. Børns reaktioner – positive, som negative – bør altid ses som en invitation til at forstå. Det er en mulighed for at se på barnet og på os selv med nye øjne og prøve nye metoder af.
Dette foredrag giver en bred indføring i den anerkendende metode. Herunder tilknytningsteori, systemisk teori og neuroaffektiv metode. Foredraget henvender sig både til fagpersoner og forældre med børn i alle aldre. Der lægges vægt på at formidle budskaberne gennem masser af rammende eksempler fra dagligdagen. Samtidig betones vigtigheden af at møde børn på en anerkendende måde, så vi får børn der er gode til at håndtere stress og regulere følelser.
I går hjem med en lang række af konkrete redskaber, som kan bruges med det samme.
Anja Sigvard Nielsen foredrag Viljestærke Børn
Har I børn der klatrer på alt? Børn som har svært ved at vente på sin tur eller som kan blive lidt for voldsom til tider? Børn som hurtigt bliver frustreret og viser dette meget tydeligt, eller et barn som er svær at putte og som måske vågner mange gange hver nat? Er jeres børn meget følsomme og vågner ved den mindste lyd, eller har de brug for megen hjælp til at finde ro i kroppen?
Nogle børn er mere pågående, frembrusende, aktive, snakkende, hoppende og diskuterende end andre. Det er jo dejlige egenskaber at have, når de ikke lige bliver for meget. Ofte er de selv samme børn også stædige, voldsomme og dominerende over for andre og de får flere fortvivlelsesanfald end de fleste. Det er de børn som kaster sig på gulvet i supermarkedet, som nægter at have sele på i bilen, og som især sidst på dagen er irritable og vrede.
Forældre til disse børn er ofte meget usikre på om de gør noget galt, eller om der er noget i vejen med deres barn. Nogle gange oplever dagplejen, vuggestuen eller skolen ikke barnets reaktioner, fordi barnet først reagerer når det kommer hjem. Dette kan give forældrene en endnu større oplevelse af, at det er dem selv der gør noget forkert. Det er ganske svært at være forælder til et viljestærkt barn. Ofte føler forældrene sig meget alene med udfordringerne, og er i tvivl om de burde være strengere over for barnet. Dertil kommer alle bekymringerne om hvorvidt barnet kan fejle noget.
Mange viljestærke børn, oplever megen skældud og mange irettesættelser, fordi de kan være svære at rumme både hjemme og i institutionen. Uheldigvis kan nogle af disse børn komme til at tro at de er ’dårlige’ børn, som ikke kan finde ud af at ’høre efter’ og dette kan give yderligere konflikter. Da viljestærke børn ofte er meget følsomme vil der være en lidt snak om sensitive børn generelt.
Hvordan man kan møde disse temperamentsfulde børn, så deres selvværd bibeholdes? Så dagligdagen kan blive nemmere og så børnene får øvet sig i at håndtere de store følelser? Uanset om dit barn er signalstærk eller ’bare’ er fuld af viljestyrke og energi, så er der råd at hente ved dette foredrag. Der tages udgangspunkt i en anerkendende tilgang, fordi børn med et godt selvværd er bedre til at ’øve’ sig i mere konstruktive måder at reagere på, men også fordi forudsætningen for et godt samspil begynder med følelsen af at være elsket og afholdt.
Målgruppen for dette foredrag er forældre og fagpersoner med børn i alderen 0 til 15 år.