Tlf. 35 11 21 31
Få professionel rådgivning af vores dygtige konsulenterTlf. 35 11 21 31
5 ud af 5 stjerner
"Relationer er vigtige. De gjorde det knaldhamrende godt. Det var spot on, som vi siger på Langeland. Det er rigtigt rart, at de er optaget af relationskompetence, det er vi nemlig også i det sydfynske."
Send os nemt en forespørgsel. Du får lynhurtigt svar på eksempelvis pris og dato.
Verdens bedste danske skole består af tre skolekonsulenter, der for hvert foredrag sender 1-2 konsulenter ud for at dække det ønskede emne. De kommer med stor teoretisk viden samt praktisk erfaring. Der vil blive talt ind i genkendelige situationer fra hverdagen i den danske skole.
De tror på skolerne, de oplever dagligt det kæmpestore arbejde, der lægges på landets skoler. Det gør en forskel i børn og unges liv. Derfor brænder de for at fremhæve alt det, der fungerer i de danske grundskoler. De udvikler skoleledere, læreres og pædagogers kompetencer og har helt klare bud på, hvordan skolerne bliver endnu bedre.
De kender skolernes hverdag, de er uddannede lærere og kender skolernes virkelighed. De har masser af erfaring med både undervisning, skoleledelse og udvikling af skolepersonale som hhv. konsulenter, lærere og ledere. De lægger stor vægt på, at deres arbejde netop tager udgangspunkt i hverdagen.
De har viden, fakta og forslag. I alle deres foredrag og forløb kombinerer de levende formidling med teori, forskning, fakta og dokumentation. Alle pointer leveres i øjenhøjde med henblik på at skabe meningsfuld kobling til praksis. Grundskolerne er samfundets grundsten. Derfor er de aktive i skoledebatten ved at udfordre skoleskeptikerne med fakta, forskning og fortællinger. De står bag Facebook-siden ‘Verdens bedste danske skole’, der giver plads til viden og debat om grundskolen.
Book Verdens bedste danske skole til et oplysende foredrag, som kobler teori til praksis.
Alle foredragene tilbydes også som workshops, heldagskurser eller forløb.
Se foredrag med Verdens bedste danske skoleGod undervisning handler om mange forskellige ting på én og samme tid.
Med dette oplæg får de ansatte et fælles sprog om god undervisning. De får også et konkret værktøj til at arbejde konkret med deres styrker og udfordringer på både skole-, teamniveau og individuelt niveau.
Verdens bedste danske skole har udviklet et dialogværktøj, der giver lærerne et fælles sprog og får lærerne til at træde i karakter som ægte læringseksperter.
De tager et positivt og ressourceorienteret afsæt og fokuserer på alt det, der fungerer godt i forvejen med henblik på at skabe motivation, gejst og fællesskabsfølelse.
Lærerne kommer til at: Fokusere på deres egne styrker og udviklingsmuligheder. Dele deres viden og undervisningserfaringer med hinanden. Styrke hinandens tro på deres rolle som ledere af undervisningen. Dette oplæg kan i øvrigt kombineres med køb af bogen “Verdens bedste lærer”.
Den gode relation mellem lærere og elever er helt fundamental for alt skolearbejde.
Men hvorfor? Og hvordan gør man i praksis? Som lærer til hver enkelt elev? Som lærer til eleverne i hele klassen? Og hvordan får man eleverne til at danne et forpligtende fællesskab?
Foredraget er en kombination af et oplæg og et online-materiale, som giver jer konkrete værktøjer til at styrke og strukturere relationsarbejdet.
I den samlede pakke får I: Relevant viden om ny skoleforskning i relationskompetence. Den røde tråd fra Søren Kierkegaard til Louise Klinge. Konkret inspiration til at styrke relationerne i skolehverdagen. Et online minikursus til teamet, der giver metoder til at forankre arbejdet i praksis
Flere og flere skoler arbejder med en til en-samtaler mellem lærere og elever.
Disse samtaler adskiller sig fra øvrige samtaler ved at have et formativt fokus med barnets refleksioner i centrum. Vi oplever stor begejstring blandt både elever, lærere og skolepædagoger for samtalerne og deres udbytte.
Læringssamtalen åbner op for nye refleksioner for både børn og voksne, og de bidrager til at styrke relationen og betingelserne for at skabe en endnu bedre skolegang.
Verdens bedste danske skole giver ledelsen og det pædagogisk personale et fælles sprog til at arbejde med samtalernes planlægning, gennemførelse og evaluering og konkrete samtaletekniske værktøjer til at lytte og spørge.
Udbytte: Et fælles sprog og en fælles metode i “Samtalemodellen”. Konkrete sproglige virkemidler. Metoder til at arbejde med elevernes egenfortællinger. En udførlig guide med masser af inspiration og praksisforslag til, hvordan I kan arbejde videre i teamet
Teamsamarbejdet har på ny fået opmærksomhed med begrebet ”Professionelle læringsfællesskaber” (PLF).
Det er ikke endnu et smart koncept. Det er elevernes læring, som er i centrum. Det er arbejdet med en skolekultur, hvor Verdens bedste danske skole fokuserer på samarbejdet mellem ledere og teams af lærere og skolepædagoger i udviklingen af den gode undervisning.
På denne workshop præsenterer Verdens bedste danske skole deltagerne for kendetegnene ved et velfungerende professionelt læringsfællesskab, og vi giver konkrete redskaber til at arbejde med PLF i praksis. De anvender ”Kompetencehjulet” som omdrejningspunkt for arbejdet. I den får man et vedvarende fælles sprog om kerneopgaven.
Udbytte: Teoretisk og især praktisk viden om PLF. Et fælles sprog om undervisning med Kompetencehjulet. En guide med konkret inspiration og praksisforslag til hvordan I kan arbejde videre i teamet
Et velfortjent skulderklap og en vitaminindsprøjtning til de ansatte i vores fremragende skoler.
Med fakta, forskning og fortællinger fremhæver Verdens bedste danske skole nogle af alle de ting, der er værd at være stolte af ved den danske grundskole. Det er levende, underholdende og faktuelt.
Foredraget dokumenterer og belyser: Skolernes betydning for vores samfund. Elevernes bevisligt høje trivsel. Forældrenes høje tilfredshed med skolen. Lærernes unikke evne til at danne relationer til eleverne, lede klasserne og lave fagligt udfordrende og varieret undervisning. Foredraget bygger bl.a. på stærke internationale resultater i PIRLS, TIMSS, ICCS og ICILS.
Effekt: Foredraget giver fornyet styrke, arbejdsglæde og motivation i lærergruppen. Derudover gives god og lærerig indsigt i anerkendt forskning, der bl.a. vil ruste tilhørerne til at deltage velargumenteret i skoledebatten.
Pædagogernes rolle har ændret sig meget de senere år. De er blevet en endnu mere central del af undervisningen, og deres arbejde har flyttet sig ind i klasseværelserne.
Hvad betyder det for pædagogernes identitet? Hvad er egentlig pædagogernes kernekompetencer? Og hvordan spiller pædagogens rolle og kompetencer sammen med lærernes?
I oplægget stiller Verdens bedste danske skole skarpt på pædagogernes fortællinger om dem selv og fokuserer på, hvad de bidrager positivt med i både skoledelen og fritidsdelen i hverdagen.
De viser, hvorfor de er verdens bedste pædagoger.
Skolen er et produkt af fortiden, men skal uddanne til fremtiden.
Men hvordan gør den så det? Vi kan ikke spå om fremtiden. Men skolen skal levere kvalificerede bud på, hvordan den klæder børnene godt på til at navigere i fremtiden.
I den offentlige debat om fremtidens skole, hører man om begreber som digitalisering af skoledagen, 21. skills, flipped classroom og lignende. Det lyder spændende, men hvad skal eleverne egentlig kunne for at navigere sikkert i fremtidens digitale og analoge verden?
Og hvad fortæller forskningen os? Undersøgelser som ICILS kan give os fakta med i debatten.
Verdens bedste danske skole kommer også omkring deres bud på, hvad der er de mest centrale kundskaber, som man skal have. For eksempel: dygtighed, evnen til at fokusere på en ting ad gangen, opfindsomhed, social intelligens, robusthed, evnen til at være i forpligtende fællesskaber og evnen til kritisk tænkning.
Og de udfordrer jer på, hvordan I vil forholde jer til det på jeres skoler. Nu!
Oplægget kan foldes ud i længerevarende forløb, som kunne rumme elementer som: ledersparring, sparring med læringsvejledere, fokusgruppeinterviews (elever og ansatte), digitale spørgeskemaundersøgelser og observation af undervisning
Effekt: I får viden om, hvad der er fup, og hvad der er fakta i debatten om fremtidens skole. I får inspiration til at tage aktivt stilling til, hvordan I som skole og personalegruppe bevidst arbejder med den digitale og analoge fremtid, som eleverne skal tage del i. I får viden om, hvornår man skal digitalisere – og hvornår man ikke skal.
Få en smagsprøve på et foredrag med Verdens bedste danske skole
Verdens bedste danske skole præsenterer kompetencehjulet
Verdens bedste danske skole er et godt og aktuelt foredrag om, det, der virker i skolen. Casper og Rasmus tager os på en narrativ rejse, som præsenterer pointer fra en række undersøgelser, der bekræfter skolen som en succeshistorie. Historier som ofte går tabt i mediernes higen efter at beskrive konflikter og problemer. På den måde bliver foredraget et vigtigt indspark i debatten om, hvorfor vi holder skole i Danmark. Dejligt at mærke to oplægsholdere med rødder i skolen, som ønsker at gøre en positiv forskel for at udviklingen af skolen ikke sker på bekostning af alt det, der allerede virker.
Lars Busk Hansen
Jeg ønskede, at give medarbejderne på vores skoler et skulderklap med en aften, hvor vi havde fokus på alt det, vi lykkes med på skolerne - også i Thisted. Det leverede Rasmus Schiellerup & Casper Rongsted - dejligt at nogen har påtaget sig at modsige mediebilledet præget af tristesse!
Hanne Toft Andersen, Undervisningschef
MANGE posititve tilbagemeldinger fra kursets deltagere, hvilket jeg også er ret sikker på, Casper og Rasmus oplevede.
Brian Dalsgaard
Kompetencehjulet er et godt bud på et overblik over lærerkompetencer – hævet over modeluner og smarte buzz words. Den får lærerne til at arbejde med alle deres gode erfaringer. Alle lærere burde kende den.
Tobias Heiberg, Lektor, Cand. Pæd., Forsker
Verdens bedste danske skole er en skøn fortælling om alt det, der gør den danske skole til noget ganske særligt og en fantastisk skole for børn i Danmark. Med afsæt i forskning, som viser, at den danske skole klarer sig godt i internationale sammenligninger og får positive kommentarer fra udenlandske skolefolk og – forskere, giver Verdens bedste danske skole en tur rundt i den danske måde at lave skole på. En tur med indhold, humor og masser af inspiration til at arbejde med udvikling af skolen med respekt for skolens historie og kerneværdier.
Mette With Hagensen, Formand for Børnerådet
Vi havde inviteret Verdens bedste danske skole til friskoleaften. Et årligt arrangement hvor forældre, bestyrelse og ansatte får inspiration til og debatterer udviklingen af vores friskole. Vi var spændte på, om foredraget kun handlede om folkeskoler og om det kun var henvendt til lærerne, men alle fik noget med hjem og de leverede en masse spændende pointer om den samlede danske skoletradition – ikke bare fra folkeskolen. Og så var Rasmus og Casper utroligt levende og nærværende – både i deres foredrag og i den efterfølgende debat. 'Den bedste friskoleaften, vi har haft', var der flere der sagde efterfølgende.
René Tholander, skoleleder
Kompetencehjulet har været med til at give vores lærere og pædagoger et fælles sprog, og Verdens bedste danske skole har været en rigtig god medspiller.
Bettina Kallenbach, Skoleleder
Relationer er vigtige. De gjorde det knaldhamrende godt. Det var spot on, som vi siger på Langeland. Det er rigtigt rart, at de er optaget af relationskompetence, det er vi nemlig også i det sydfynske.
Lone Bjerregaard, skole- og dagtilbudschef
Glem dine fordomme om skolerne i Danmark. Vi har et højtydende skolesystem med faglighed og trivsel i topklasse. Her kommer tre ting, som mange helt overser i debatten om danske skoler. De fleste mennesker har en relation til skolen. Man har selv gået der, man har børn i skolen eller måske børnebørn. Derfor synes de fleste, at skoleområdet er utroligt vigtigt, og langt de fleste har en holdning til det danske skolesystem. For skolen er rygraden i den danske samfundsmodel. Den præger nutiden og skaber fremtiden! Men hvad ved du egentlig om de danske skoler?
Mange holdninger skabes af mediernes ensidige fokus på det, der ikke fungerer. Andre holdninger stammer fra egne oplevelser med skolesystemet og enkeltsager, hvor der også er en tendens til, at det er de negative historier, der hænger fast og bliver talt om. Men vælger man at gå mere faktuelt til værks, er det faktisk et helt andet billede, der ser dagens lys. Den danske skoletradition er fremragende, og ude i den store verden ser de på os med stor beundring.
Her kommer 3 chokerende ting, som du ikke vidste om de danske skoler:
1. Lærerne leverer fagligt fremragende undervisning
Pisa-undersøgelsen bliver nævnt igen og igen, og alle kender til den. Men få ved, at vi i den seneste måling, der blev offentliggjort i december 2016, ligger klart over gennemsnittet i læsning, matematik og naturfag. Formålet med PISA er at måle, hvor godt de 15-årige er forberedt til at møde udfordringerne i dagens informationssamfund. PISA-undersøgelserne handlede i 2015 om naturfag, læsning og matematik. Danmark præsterede flot: I PISA 2015 opnår danske elever resultater, der ligger signifikant over OECD-gennemsnittet. Med 502 point i naturfag ligger Danmark nu for første gang signifikant over OECD-gennemsnittet. I læsning har de danske resultater ligeledes vist fremgang, og Danmark ligger nu over OECD-gennemsnittet med en score på 500. I matematik ser vi en markant fremgang i de danske elevers resultat, som med 511 point bringer Danmark væsentligt over OECD gennemsnittet.
Kilde: https://uvm.dk/internationalt-arbejde/internationale- undersoegelser/pisa/pisa-2015
Ren verdensklasse. Det bakkes op af mange andre undersøgelser, såsom PIRLS, TIMSS og ICCS, som er mindst ligeså valide, men som kun meget få kender til. Her er pointerne fra disse undersøgelser:
Danske børn læser godt!
Man kan nemt få et indtryk af, at det kniber med læsekompetencen i de danske skoler, men undersøgelsen PIRLS (Progress in International Reading Literacy Study) viser noget helt andet. Den viser, at danske børn har en høj læsekompetence på fjerdeklassesniveau. Mere end danske 5000 børn deltog. 325.000 børn på verdensplan. Danmark lå igen klart over gennemsnittet. Sådan.
Kilde: http://edu.au.dk/forskning/internationaleundersoegelser/pirls/
Danske børn regner godt!
En anden undersøgelse hedder TIMSS (Trends in Mathematics and Science Study). Her sammenligner man elevpræstationer i fagene matematik og naturfag/teknik internationalt – igen på fjerdeklassesniveau. Her er der også godt nyt. Vi ligger klart over gennemsnittet. I den periode, hvor Danmark har deltaget, er vores niveau i matematik og naturfag forbedret med det, der svarer til et helt klassetrin. Der er tale om en klar forbedring i international sammenhæng, kan TIMSS-rapporten berette.
Kilde: http://edu.au.dk/forskning/internationaleundersoegelser/timss/
Danske unge er de mest vidende og problemløsende i verden!
ICCS (International Civic and Citizenship Education Study) er en undersøgelse af eleverne på 8. klassetrin og deres forståelse af politik, demokrati og samfundsforhold. Seneste udgave kom i oktober 2017. Danmark blev igen nummer et!
Undersøgelsen viser at:
– Danske unge har en sammenhængende forståelse af forholdet mellem forskellige sociale og politiske institutioner og kan se en sag fra flere perspektiver.
– Eleverne kan sætte sig ind i rationaler og argumenter bag handlinger ved at anvende deres viden om samfundssystemets virkemåde, og de kan sætte sig ind i rationaler fra givne love og vurdere konsekvenser af forskellige praksisser eller love.
– De unge er i stand til at identificere problemer og formulere forslag vedrørende konfliktløsning og problemløsning. Desuden har de et grundlæggende kendskab til international økonomi og forstår de mere strategiske aspekter af politisk deltagelse.
Og vi kunne blive ved og det gør vi: De danske elever er i gennemsnit dem, som taler allermest med deres forældre og venner om politiske og sociale emner, sammenholdt med elever fra alle andre deltagende lande.
Kilde: https://www.uvm.dk/internationalt-arbejde/internationale- undersoegelser/iccs/iccs-2016
2. Udlandet beundrer det danske skolevæsen
Frygten for dårlige internationale målinger af det danske skolesystem får politikere og skolefolk til at valfarte ud i verden for at hente inspiration. Det er såmænd fornuftig nok, fordi det er vigtigt, at vi er nysgerrige på andres metoder. Men paradoksalt nok så kigger mange af de lande, som de danske skolefolk besøger, i endnu højere grad mod Danmark. Disse lande mener nemlig, at Danmark har en helt særlig måde at lave skole på, og at de kan lære mange ting af det danske skolesystem. Og det faktum, at Danmark igen og igen leverer toppræstationer både i undersøgelser af skolernes faglighed og i de internationale lykkemålinger er absolut med til at øge interessen. For grundstenene bliver vel lagt i skolen. Udenlandske skolefolk er dybt imponerede over de danske læreres evne til at anerkende og inddrage eleverne, og vi imponerer, når vi fastholder den frie klasserumsledelse og samtidig holder disciplinen, uden brug af straffesanktioner og eftersidninger.
I lande som Singapore og Sydkorea, der scorer højt i PISA målingerne, efterspørger man den danske viden om de personlige og sociale kompetencer. Kompetencer der i den grad halter i Singapore og Sydkorea. Vi havde selv fornøjelsen af at møde den sydkoreanske ambassadør i forbindelse med et besøg på Københavns Idrætsefterskole. Han kunne berette, at der i Sydkorea er en ekstrem opmærksom på vores måde at lave skole på her i Danmark. Da han fortalte om deres syn på Grundtvig, var det nærmest med glædestårer i øjenkrogen. Vi har selv været en tur i Prag og holde oplæg for den europæiske forældreorganisation om det danske skolevæsen. Her var der repræsentanter fra det meste af Europa, og i al beskedenhed var de henrykte over vores demokratiske måde at lave skole på. Vi talte efterfølgende med Finland, der jo om nogen er et foregangsland, når vi snakker skolepolitik. Deres repræsentant, Michaela Romantschuk, sagde til os: ”Tænk hvis man kunne kombinere det kognitive fra Finland med den danske glæde ved at lære!” Derfor inviterede Michaela os til Finland, så vi kunne fortælle skolefolk og lærerstuderende om det danske skolevæsen og dets metoder.
3. Forældrene og børnene elsker skolen
Når vi taler med forældre rundt omkring i Danmark, kan kun få genkende det negative billede medierne har skabt af det danske skolevæsen. Vi møder stor glæde over lærernes engagement og fokus på både det faglige og på trivslen. Selvfølgelig er der også eksempler på det modsatte, men den overvejende del af forældrene er positive i deres holdninger til skolerne. Tror man ikke på dette, så kig på tallene. I undervisningsministeriets tværkommunale midtvejsrapport fra 2015, kan man læse, at 87 procent af forældrene oplever, at deres barn er glad for at komme i skole hver dag. I Danmark har vi også en særlig evne til at skabe trivsel blandt eleverne. Det betyder ikke, at alle børn går rundt i en evig lykkerus. Men flertallet af eleverne i vores skoler trives. Både lærere og pædagoger har fokus på trivsel. Man ved nemlig, at den er nøglen til læring. Derfor arbejder man målrettet med elevernes sociale og emotionelle kompetencer.
Undervisningsministeriet har igangsat et 3-årigt projekt, hvor forskere følger 9000 elever på 5-7 klassetrin. En foreløbig rapport fra 2014 (Statusnotat 1, SFI, Det nationale center for forskning i velfærd) viser, at 82 procent scorer 4 eller 5 på individuel trivsel, mens 87 procent scorer 4 eller 5 på kollektiv trivsel (Skala 1-5). Ja, det er måske værd at tage med, når man skal debattere det danske skolevæsen. Og det var ikke bare holdninger! Det var fakta! Og det er der brug for i år 2018, hvis vi skal overbevise alle skoleskeptikerne om, at der er mange ting i den danske skoletradition, som vi bør være stolte over.
Vi er på ingen måde blåøjede jubelfantaster, og der er altid ting i den danske skole, der kan gøres endnu bedre. Men lad os dog for pokker bygge videre på nogle af alle de ting vi er gode til, og lad alle forstå, at Danmark er et skolemæssigt foregangsland.
Link til artiklen Løgnen om den danske skole
Link til artiklen Danske skolers ukendte positive sider
Link til artiklen Den danske skole er meget bedre end vi tror!
Link til uddraget BOG: VERDENS BEDSTE LÆRER (Uddrag)
Send os nemt en forespørgsel. Du får lynhurtigt svar på eksempelvis pris og dato.