4. maj 2023 Børn kan godt tåle, at forældre giver meget mere slip. Faktisk har de brug for det
Nutidens børnesyn dikterer, at børns tanker og handlinger skal anerkendes som aldrig før, og at følelsen af utryghed i sig selv er dårlig. Men det utrygge kan også være udtryk for noget nyt, og lærer vi ikke barnet det, står vi i vejen for dets udvikling
Mange af de forældre, jeg møder i mit arbejde som børne- og ungepsykolog, forsøger velmenende og konstant at anerkende deres barn. Der bliver taget hensyn, der bliver spurgt ind til tanker og følelser, der anmodes om, at disse uddybes, og dagen tales igennem, indtil tankerne og de negative og svære følelser er væk.
»Det er så vigtigt, at vi lige får talt dagen ordentligt igennem,« som forældrene typisk formulerer det.
Som aldrig før anerkendes børn og deres tanker og handlinger med udgangspunkt i det, som kaldes ’Det nye børnesyn’. Modsat det gamle børnesyn går det kort fortalt ud på at møde barnet på lige fod og med fokus på, hvordan barnet har det, frem for hvad barnet gør. Barnets adfærd forstås ud fra gode intentioner, og skældud og irettesættelse gør skade. Synet kommer blandt andet til udtryk på diverse pastelfarvede opslag om opdragelse på sociale medier, hvor såkaldte opdragelseseksperter betoner vigtigheden af, »at barnet føler sig hørt, set og forstået«.
»Mød det i børnehøjde, da det ellers kan føle sig misforstået og uønsket,« kan der for eksempel stå.
Samtidig med det anses børn som værende sårbare og skrøbelige, noget, der nemt kan gå i stykker og ødelægges. Og når alt det kombineres med forældredeterminismen, hvor forældre ses som altafgørende for barnets trivsel, udvikling og fremtid, lægges et grænseløst og urealistisk ansvar over på forældrene. Ikke alene skal de møde barnet og dets behov på den ’rigtige’ måde, da det ellers antages at kunne tage skade – det hele afhænger af dem. Hele tiden.
Det ironiske er bare, at ønsker vi som forældre at lære barnet at mestre livets op- og nedture, skal vi gøre mere af det modsatte – nemlig læne os tilbage og give meget mere slip. For børn kan og tåler mere, end vi tror.
Når anerkendelsen tager overhånd
Når vi om børn bruger brede og vage betegnelser som ’særligt sensitiv’ eller ’viljestærk’, styrker vi opfattelsen af børn som værende skrøbelige individer, der tager skade, hvis man som forælder ikke efterlever en bestemt måde at møde sit barn på.
Implicit postuleres det, at barnet ikke kan tåle at blive behandlet som andre, og at det dermed er afgørende, at forældrene både formår at opdage dette og derpå agerer efter anvisningerne. Mødes barnet ikke på den postulerede ’rigtige’ måde, kan det lide alvorlig skade, er det underliggende budskab.
Sideløbende hersker der en idé om, at utryghed er et dårligt udgangspunkt, noget negativt og forkert der bør undgås. Mange af de børn, vi møder til daglig i vores praksis, forklarer, at de undgår at gøre visse ting, fordi de føler sig utrygge. Men ’utryg’ er for de fleste blot et andet ord for ’nyt’ – noget, de ikke har lært endnu.
En stor del af barndommen og ungdommen består nemlig af en naturlig grad af utryghed, da man skal lære nye ting rigtig tit. At cykle, svømme, sove ude, sove alene, at gå alene i skole for bare at nævne et par stykker. Alt dette vil føles utrygt, indtil det er blevet prøvet i en grad, så man føler sig tryg, for nu kan det mestres.
Utryghed er i den forstand ikke noget, som af børnene bør undgås, eller som forældre skal afholde barnet fra for at gøre det ’rigtige’, for det kan blive en måde at undgå læring på.
I jagten på opskriften på det glade, modstandsdygtige og ressourcestærke barn opstår et paradoks. Fejltolkes barnets naturlige og normale reaktioner i mødet med det ukendte og det svære som værende for overvældende, for hårdt, noget, der kan skade det, så sættes foden på bremsen.
Herigennem kan barnet få opfattelsen af, at det faktisk ikke kan tåle og klare det samme som andre børn. Barnet får dermed en selvopfattelse som værende sart og skrøbelig, hvilket påvirker måden, det møder og forstår sig selv, omverdenen og nye oplevelser og situationer på. Desuden kan afskærmningen i sig selv udgøre et grænseløst arbejde for forældrene.
De negative følelser
Igennem mit virke har jeg i løbet af de seneste mange år også oplevet, hvordan barnets negative følelser har fået et tiltagende dårligt ry. Ofte som noget, der bør undgås. Følelser som skyld, skam, frygt og vrede leder ofte forældre til at ville fjerne eller undgå de oplevelser, der fremkalder disse følelser. Mange forsøger at regulere både barnets og egne følelser, så samspillet mellem den voksne og barnet hele tiden er positivt.
»Ej, du må undskylde, jeg blev så irriteret over, at du ikke ville spise maden, men ser du, jeg har bare brugt så lang tid på at lave den, og så er det bare så ærgerligt, at jeg skal lave noget andet mad til dig. Men undskyld, skat. Se, nu har jeg lavet noget andet, er det bedre, kan du lide det?« kunne det lyde.
Væk er forståelsen for, at negative følelser også er en del af livet – oftest forbipasserende – og noget, som regulerer sig selv med tiden. I anerkendelsens misforståede navn er der opstået en tendens til, at negative tanker og følelser skal tales igennem og anerkendes, indtil de er væk, eller indtil en positiv tanke eller følelse har overtaget.
Når barnet for eksempel nægter at tage flyverdragt på, at spise ordentligt eller at gøre, hvad der bliver sagt, inviteres det af den voksne til samtale, frem for at forældrene bestemmer og opdrager. Barnets perspektiv anerkendes og høres, mens en hævet stemme eller skældud anses som forkert og skadeligt, fordi det ifølge det nye barnesyn leder til følelser af skyld og skam hos barnet, hvilket bør undgås.
Denne misforståede tilgang, hvor voksne går ind og tanke- og følelsesregulerer for børn, gør, at børn ikke selv lærer at navigere og være i det, som er svært, og ikke selv lærer, at bange, svære og negative følelser kommer og går.
Og det er vigtigt at lære at være i de svære og negative følelser, da de er en helt naturlig del af livet, og et vigtigt pejlemærke i flere af livets relationer og oplevelser. Børn og unge kan godt tåle de svære og negative følelser, og de kan endnu bedre tåle at lære at navigere i dem og være i dem, hvis de får lov.
Anerkendelsen bør ikke fjernes, men den kan godt foregå uden for megen tale og snak. Nogle gange kan det blot bestå i at sige: »Det kan jeg godt forstå, det lyder hårdt.«
De kan godt, og det går nok
Børn kan tåle meget mere, end vi tror. Men det kræver også, at de lærer at kunne tåle det. Vi ved fra angstforskningen, at undgår barnet altid det svære og det udfordrende, lærer det ikke at mestre og at håndtere.
I livet vil vi alle møde modstand og udfordringer. Børn har ikke brug for at blive skærmet mod livets nuancer. De har brug for støtte til at lære at navigere i det, til at kunne rumme og forstå svære tanker og følelser og til at blive rustet til at håndtere dem.
Når flere af tidens såkaldte opdragelseseksperter italesætter vigtigheden af, at barnet føler sig trygt og hørt, samtidig med at man som forælder bør regulere sig selv og sine følelser konstant i mødet med barnets behov, så opstår der en uhensigtsmæssig og uholdbar unaturlig relation. Det bliver ikke alene umuligt at anerkende og undgå det svære hele tiden. Det bliver også anstrengende og uhensigtsmæssigt.
Heldigvis er forældre i virkeligheden ikke så altafgørende, når vi kigger på børns udvikling og fremtid.
Sociolog Maria Ørskov Akselvoll og jeg minder om selvsamme i vores fælles kapitel fra bogen Det grænseløse forældreskab, når vi taler om, at forældre godt kan træde et skridt tilbage og minde sig selv om, at en del af forældreskabet også består i at lade være med at involvere sig. Det samme gør antropolog Henrik Hvenegaard Mikkelsen, når han tidligere i denne kronikserie italesætter, at menneskets udvikling viser, at børn har langt mindre brug for deres forældre, end vi tror.
Så sænk skuldrene, og giv endelig lidt slip. Lad børnene selv prøve sig frem, og lad dem opleve alle slags følelser. De kan godt tåle det. Og endnu vigtigere: De har brug for det.
Debatindlæg publiceret her først: www.information.dk/debat/2023/05/boern-kan-godt-taale-foraeldre-giver-mere-slip-faktisk-brug
