Vil du stå i mørket med mig? 

De fleste antager, at jeg er FOR aktiv dødshjælp, men jeg blev i tvivl midt i processen. 

I 2021 hjalp jeg min gode ven med at finde en læge, der kunne hjælpe ham til at dø. Han var efter en ulykke blevet lam fra halsen og ned. Han ville ikke selv udføre selvmordet, da han ikke ville udsætte sine nærmeste for, at de skulle finde ham eller hjælpe ham – for det kan man straffes for i Danmark. 

Det var for ham umiddelbart en “no-brainer”. Hele hans liv havde han sagt: “Hvis jeg nogensinde bliver en grøntsag, skal I tage mig ud i skoven og skyde mig.” 

Han havde også foreslået sin mor at hjælpe hende herfra, da hun med diagnosen ALS så ind i et svært og modbydeligt sygdomsforløb. Det blev ikke aktuelt, hun døde på et hospice, da sygdommen havde taget alt fra hende. Min ven derimod døde ved en giftsprøjte i Bruxelles i maj 2022. Aktiv dødshjælp udført af to læger. Jeg stod halvanden meter fra ham, da han åndede ud. 

Stilheden, de blå læber og skriget, der havde sat sig fast i min hals. 

For døden er ultimativ, den er uoprettelig og når den er menneskegjort – så vil den altid stille spørgsmålet, om du som menneske kunne have gjort mere for at forhindre den. Det spørgsmål vil jeg stille mig selv, indtil min egen død indhenter mig. Kunne jeg have gjort mere? Spørgsmålet vil forblive ubesvaret, for når døden slukker livet, er der ikke mere at gøre, ikke mere at hente. 

Men hvorfor blev jeg i tvivl, når jeg ligefrem var aktiv i faciliteringen? Som så mange andre mennesker, ville jeg gerne gøre det så godt som muligt for min ven. Derfor er det også sådan, at vi, når vi i en hurtig rundspørge, bliver spurgt om vi er FOR aktiv dødshjælp, som regel svarer JA. Som moderne mennesker, vil vi gerne handle og være aktive, når vores medmennesker lider og vi vil også gerne hjælpe – det er vi såmænd opdraget til. Men når vi så, som i mit tilfælde, har hjulpet et menneske aktivt med at dø, så melder spørgsmålene sig som perler på en snor. Blev der givet aktiv livshjælp? Var alt prøvet? Hvordan spillede de nære relationer ind? Følte han sig til besvær? Oplevede han, at hans liv var frataget mening og værdi og kunne han med den rette hjælp have fundet et nyt spor? Var han deprimeret? 

Min ven var ikke terminal, han var midt i livet, hans kognitive evner var intakte og han havde en stor nysgerrighed på livet. Faktisk så stor, så han både ville gå på universitetet, indlæse lydbøger og film og han elskede at deltage i debatter – det var han faktisk også vældig god til. For ironisk nok, kunne han bevæge og røre de mennesker han talte med, uden så meget som at kunne løfte en finger. De mange mennesker vi mødte i forbindelse med den bog jeg var ved at skrive om hans beslutning, var dybt berørte af mødet med min ven. Sådan et menneske var han – han gjorde et dybt indtryk. 

Vil du stå i mørket med mig? 

Så hvorfor insisterede han på at afslutte livet, når han elskede det?

Jeg spurgte ham: “Hvad er det, du er mere bange for end døden, du har en meget stor kærlighed til livet?” Han svarede mig: “Lige nu siger alle, at de elsker mig, og så må jeg eddermame se at komme herfra inden det ændrer sig.”

At være uelsket på grund af hans tilstand, på grund af hans handicap, skræmte ham mere end kærligheden til livet. 

Tvivlen

Han bad mig stå i mørket med ham, i det afgrundsdybe mørke af afmagt og frygt for ensomheden, og han bad mig om at være der som ven og vidne, når han skulle dø. På trods af, at han vidste, at jeg var uenig i hans beslutning.

I min logbog skrev jeg: “Jeg vil ikke være med mere, jeg vil bare hjem.” Men at forlade ham der, havde også været at forlade håbet om, at jeg kunne tale ham ind i livet. Så jeg blev, og da vi til sidst tog afsked med hinanden, bad han mig om at tage debatten, når han var væk. Debatten om vi i Danmark skal legalisere aktiv dødshjælp. For ham betød det, at jeg efter hans død ville fortsætte med at fortælle hans historie. Han vidste, at jeg havde set det hele. Han vidste også, at jeg inderligt ønskede, at han ville blive i livet. Han kendte mig som menneske og vidste, at jeg ikke skitserer et glansbillede. Jeg insisterer på at fortælle om det hele. Også om mørket, afmagten og ensomheden. Og den tvivl, der fandtes i ham. 

FOR eller IMOD aktiv dødshjælp

Så når jeg i dag bliver spurgt om jeg er FOR eller IMOD aktiv dødshjælp, så fortæller jeg min vens historie. Om skriget der satte sig fast i min hals, da en giftsprøjte slog hans hjerte ud, og om den livsgnist, der spirede i det mørke, han ikke kunne kæmpe imod. Han sagde: ”De siger jeg er modig ved at vælge døden, det er jeg ikke. Jeg havde været modig, hvis jeg turde blive.”

Og derfor er mit spørgsmål til dig: Kan vi som mennesker magte at stå i det valg? Eller skal vi insistere på, at vi som samfund ikke hjælper mennesker med at dø?