Rikke Høgsted foredrag Pas på det meningsfulde arbejde med andre mennesker – det er farligt!
Arbejdet med andre mennesker er både berigende og meningsfuldt. Der er ofte tale om et vigtigt øjeblik, eller en vigtig periode, i det andet menneskes liv, som jer som fagpersoner skal bidrage til på en fagligt god og omsorgsfuld måde. For at forblive både professionel og omsorgsfuld er det imidlertid vigtigt at have blik for de høje følelsesmæssige krav og evt. traumeeksponering, så I undgår, at kravene fører til en mental slagside hos jeres kolleger og jer selv i form af f.eks. udbrændthed, omsorgstræthed eller traumatisering.
I skal som både ledere og medarbejdere igen og igen kunne skabe en nærværende, tillidsfuld og rolig kontakt til det andet menneske, og samtidig holde balancen og ikke blive overinvolveret, med risiko for at blive tyndhudet eller modsat underinvolveret og dermed tykhudet. Balancen er ikke altid let at finde. Den kræver den rigtige viden og stærke og trygge fællesskaber.
I sit foredrag hjælper Rikke Høgsted med konkrete råd og eksempler til at finde den balance, og til at have fokus på det berigende og meningsfulde som drivkraft til I sammen kan tackle hverdagens høje følelsesmæssige krav og traumeeksponering.
Rikke Høgsted foredrag Tør vi? Tør vi lade være? Behovet for psykologisk tryghed mellem beslutningstagere af alle slags
Betydningen af psykologisk tryghed på arbejdspladsen er essentiel for at skabe et godt arbejdsmiljø. For psykologisk tryghed gør det nemlig lettere at sige, hvad man tænker og mener, at komme med ideer og forslag, og at spørge de andre til råds og ved behov bede om hjælp. Psykologisk tryghed udfordrer både den ensomme klar-dig-selv-kultur, den ubehagelige frygt-kultur og den glædesløse ’vi plejer’-kultur. Resultatet er læring, kreativitet og innovation og et godt, sundt og sikkert psykisk arbejdsmiljø for både medarbejdere og ledere.
Foredraget er særligt relevant for jer, der arbejder i psykisk krævende job, hvor mentalt velvære og samarbejde er afgørende. Det er også uundværligt for ledere og teams, der står over for vigtige beslutninger under pres eller i situationer med mange ukendte faktorer. I lærer værdifulde og brugbare teknikker til at skabe psykologisk tryghed gennem små øvelser og konkrete metoder til blandt andet at styrke fællesskabet, være konstruktivt uenige og tale om både de stolte sejre og lærerige maveplaskere.
Rikke Høgsted er i foråret 2024 aktuel med en bog om psykologisk tryghed: ”Tør vi? Tør vi lade være? – om psykologisk tryghed fra et belastningspsykologisk ståsted”(Forlaget Belastningspsykologi).
Rikke Høgsted foredrag Når fællesskabet heler – psykisk førstehjælp og andre metoder til hjælp ved psykisk belastning
Alt for ofte bliver den enkelte sendt til krisepsykolog og dermed hviler ansvaret på den enkelte medarbejder eller leders krisehåndtering. For Rikke Høgsted er kollektiv krisehåndtering i stedet løsningen, når kriser rammer. Få i foredraget svar på, hvad I som kolleger og arbejdsplads kan gøre for at hjælpe de ramte og hinanden, og hvad I skal være særlig opmærksomme på i den forbindelse? Og hvad står der egentlig i arbejdsmiljøloven om emnet?
En kollektiv krisehåndtering vil både kunne sikre kvaliteten af arbejdet, fastholde patient/borgersikkerheden og forebygge, at hændelsen får negative konsekvenser for jeres ansattes mentale sundhed og helbred. Hertil kommer, at en velhåndteret krise vil forstærke sammenholdet i gruppen, øge den psykologiske tryghed og styrke både medarbejdernes og ledernes loyalitet og tilknytning til arbejdspladsen.
Et foredrag om menneskelige, kollegiale fællesskaber og værdien af – med eller uden ord – at være forbundet med andre mennesker/hinanden.
Rikke Høgsted foredrag Mental slitage – er I trætte af brandslukning og individuelle lappeløsninger?
Så er det på tide at få styr på, hvad en proaktiv og kollektiv psykosocial forebyggelse konkret vil sige.
Et gammelt mantra lyder, at det er bedre at forebygge end at helbrede. Det er sund fornuft og vigtigt, så I ikke går på arbejde med eget helbred som indsats. Alligevel sker det igen og igen, at alt for mange arbejdspladser ikke får forebygget tilstrækkeligt og proaktivt, og derfor står med et højt sygefravær og reaktivt må ty til behandling.
I dette foredrag redegør Rikke Høgsted om forskellen på en primær, sekundær og tertiær forebyggelse med konkrete bud på, hvad man som arbejdsplads kan gøre for at få vendt den negative spiral. Foredraget bygger på den helhedsorienterede grundpræmis, at forebyggelse af mental slagside er en holdsport, som kun lykkes, hvis alle i organisationen forstår deres rolle og ansvar. Tilgangen betoner den kollektive forebyggelse og er i tråd med de krav, der stilles til forebyggelse i Bekendtgørelsen om Psykisk Arbejdsmiljø.
Målgruppen for foredraget er særligt jer i organisationen, der har det overordnede ansvar for det psykiske arbejdsmiljø – det vil sige organisationens ledere og arbejdsmiljøorganisation, tillidsvalget og organisationens konsulenter.