Synes I selv, I er en attraktiv generation? De unge er løsningen. Ikke problemet!
På vej til Sabro for at holde endnu et foredrag om de unge generationer, vores unge generationer, slog det mig pludselig, hvad der også lå bag det spørgsmål, som en kvinde en måned før, havde stillet til årets Cranet konference, der blev afholdt på Copenhagen Business School. I år var temaet hvordan man skaber meningsfulde organisationer, og fordi netop det er et af de væsentligste succeskriterier, hvis man gerne vil tiltrække Y og Z-generationerne, var bla. jeg og to repræsentanter fra generation Y hyret til at holde indlæg om, hvad de unge prioriterer på en arbejdsplads, hvis den skal være attraktiv og give mening for dem.
Kvinden der fik det sidste spørgsmål til vores indlæg, og som selv må have tilhørt generation X, leverede det i en lettere frustreret tone. Ikke som i foragt. Men mere som i opgivenhed. Undren. Og med et vift af vrede: ”Helt ærligt, synes I selv, at I er en attraktiv generation?…!”
Vi tre på scenen blev noget paf. For hvad skal man egentlig svare på det spørgsmål? Det var i hendes ”helt ærligt” at man fornemmede uviljen mod generationen, som jeg antager var funderet i nogle personlige og mindre positive erfaringer. Desværre står hun ikke alene med sin frustration, som heller ikke er ny og som samtidig er helt forståelig. ”De unge” har altid været en udskældt gruppe af de voksne og ældre, fordi de har det med at udfordre det eksisterende, og det i sig selv kan jo være ret besværligt i en hverdag, der i forvejen er presset af alt det eksisterende. Men det gør ikke desto mindre hendes spørgsmål irrelevant, for det eneste fornuftige man i virkeligheden kunne svare på det, er: “Attraktiv eller ej er sådan set ligegyldigt, for det er den generation, der er!”
Det kunne lyde som en provokation, men var bestemt ikke ment sådan. Pointen er nemlig den indlysende, at uanset om man kan lide dem eller ej, så er de unge vi har, altså også dem vi må arbejde sammen med. På godt og ondt. Og det implicitte i svaret er måske endnu mere irriterende: Vi tidligere generationer har selv været med til at forme dem. Og nu er vi tilbage til turen til Sabro, for omkring Middelfart slog det mig pludselig, hvad det var for en undertone, der havde ringet bag frustrationen og den latente vrede i hendes spørgsmål: Angsten for det fremmede.
Ikke bare i, at de er anderledes og besværlige, men i at de er virkelig fremmede. At de lever deres liv på andre præmisser og med helt andre værdier, som for sjældent korrelerer med en organisations systemer. Især belønningssystemer, hvilket sætter de unge udenfor det traditionelle hierarki, og det gør dem derfor i bund og grund ustyrlige: De er uforudsigelige i deres adfærd, fordi den ikke er båret af de gængse normer, hvilket gør dem til et usikkert aktiv. Dermed udgør de unge en indirekte trussel; både mod det eksisterende system og de mennesker, der har skabt det.
Men de unge er jo ikke fremmede. De er som os. Og de kan oven i købet blive os i en meget bedre udgave, hvis vi hjælper dem til at blive det.
Denne påstand vil blive fundet ulidelig banal af de brancher, som har base i en ungdomskultur. Men der er jo langt flere brancher, som har vokset sig store og stærke, fordi de er funderet i et klart erfarings-hierarki, og mon ikke den kvinde, der stillede det lidt umulige spørgsmål, kom fra sådan en? Bag alle de særlige vilkår, som de unge i dag både fordrer af os og samtidig tilbyder (mere om dem senere) ligger nemlig det fuldstændig indlysende vilkår, at de først og fremmest er mennesker, og at de derfor helt enkelt har brug for to ting: At få lov til at bidrage med noget til fællesskabet, så de på den måde oplever, at de har værdi. Og så at være elsket. ”Elsket” kan så ske på mange niveauer af gensidig respektfuld socialitet, for det handler jo basalt set om at blive inviteret ind i et tilhørsforhold til andre.
Så de unge vil bruges og holdes af, og det er så almenmenneskeligt, som det kan blive, og derfor ikke spor fremmed. Tværtimod.
Heldigvis er det langt fra kun frygt, som de unge bliver mødt med; det er også nysgerrighed. Oprigtig interesse. Og netop kærlighed. Disse tre ting er fundamentet for den anden del, nemlig at de også er på vej til at blive en bedre udgave af os, de tidligere generationer. Hvis vi altså hjælper dem til at blive det. For de unge er nemlig ikke problemet. De er løsningen.
I 2025 siges 75 procent af arbejdsstyrken at udgøres af generation Y, altså dem der er født mellem 1980 og 2000. Det betyder med stor sandsynlighed, at du meget snart kan stå i den situation, at du skal ansættes af ”sådan én”. Hvilket kan virke en smule (angst)provokerende for generation X’ere og endnu ældre. På det tidspunkt er generation Z (2000-2010) allerede godt i gang med at gøre sig gældende på arbejdsmarkedet også, og selvom Y’erne siges at være digitale indfødte, er det faktisk først Z’erne, der for alvor er det. Det betyder, at en af de største forskelle på de to generationer er deres tilgang til fællesskaber. Hvor Y’erne stadig har stor fokus på individualisering, så er Z’erne først og fremmest fællesskabsorienterede i deres grundsjæl; alt hvad de gør, tager udgangspunkt i hvilke udvalgte fællesskaber de gerne vil placere sig i og hvordan. Det er ordet ”udvalgte” du skal studse over, hvis du gerne vil have dem ind i din organisation.
Når en ung er på instagram, facebook, twitter eller et andet socialt medie midt i sin arbejdstid, er det langt fra sikkert, at han sidder og holder frikvarter. Han kan sagtens være i gang med at rekruttere den helt rigtige person til en opgave ved at bruge sit sociale netværk. Det er heller ikke utænkeligt, at hun kan være i gang med selv at finde sig et nyt job, som bagefter kan hive sin nuværende arbejdsplads ind i en opgave, som hun får på det nye job. Og når en 22årig poster et billede fra sin arbejdsplads, som ikke umiddelbart har en pind at gøre med jobbet, så er det fuldstændig nødvendig reklame, der tjener til at tiltrække de næste unge medarbejdere. De unges netværk har ingen grænser mellem arbejde og privatliv, ligesom deres arbejdstider, opgaver, elektroniske skærme af alle slags heller ikke har det. Hvorfor man som organisation skal huske at give dem en vis frihed til at selv at vælge, hvordan og hvor meget og ikke mindst hvad de skal bevæge sig på. Altså er en adfærd, der kan virke vanvittigt provokerende, i virkeligheden en styrke for organisationen.
At de trives med en anden form for frihed, betyder dog ikke, at de ikke skal levere varen. Selvfølgelig skal de det! Hvilket fører direkte tilbage til, at de unge også bare gerne vil bruges, så de ved, at de er noget værd. Deres niveau for anerkendelse er bare noget højere end det, vi har set hos tidligere generationer. De er nemlig vokset op med en rating-kultur, hvor de konstant af deres forældre, deres lærere, de mange spil, de spiller og via de sociale medier, har fået en ret kontant og konkret feedback på dem selv. Og får de ikke den form for løbende tilbagemeldinger, føler de sig simpelthen ikke hverken set eller hørt. Selvom de får uforbeholden ros til den årlige medarbejderudviklingssamtale.
Er det skidt?
Det er der blevet skrevet lange afhandlinger om, som ikke er enige i konklusionen, men igen: Det er ligegyldigt om det er godt eller skidt, for det er sådan, det er. Så hvis du vil holde på og tiltrække de unge generationer, er det også et af de vilkår, som du skal levere.
Generationerne Y og Z er vores løsning på en verden, hvor snart halvdelen af alle indbyggere kan forventes at blive over 100 år. Hvor vi står overfor en situation, som i lyset af den eksponentielle udvikling er fuldstændig uforudsigelig, men som med stor sandsynlighed i hvert fald vil blive præget af et stort overskud af arbejdskraft, en total omkalfatring af mange brancher pga førerløse biler, 3D-print og virtual reality. Samt en næsten fuldkommen uvidenhed om, hvad der vil ske med både vi mennesker og vores samfund, hvis den kunstige intelligens får den udbredelse og dermed magt, som den for nuværende spås at få.
Derfor er vores alle sammens opgave at gøre de yngre generationer bedre end de foregående. Hvilket vi kan lykkes med, ved at gøre to enkle ting:
1. Anerkende deres særlige bidrag: Giv dem lov til at komme med det, som spejler deres liv, værdier og behov – og som derfor er med til at udvikle samfund, så vi gør mere end bare at overleve.
2. Stil krav til dem: Det viser dem indirekte, at vi både stoler på dem og tror, at de kan levere det nødvendige. I dette ligger også en opdragelse i at anerkende det system, som har fødet dem, og som selvfølgelig også har brug for en vis stabilisering for at kunne tjene fællesskabet.
Nysgerrighed er vejen frem. Ikke frygt. Og det gælder faktisk alle generationer. Hvilket jeg på den mest rørende vis fik bekræftet efter mit foredrag i Sabro. For dagen efter foredraget fik jeg en mail fra en af de få unge, der havde deltaget. Hun ville bare takke for at have sat ord på den fremmedgørelse, hun alt for ofte følte sig mødt med hos visse af de ældre generationer. Især af sin chef. Hun havde samme dag taget en snak med hende og de havde fundet en ny forståelse for hinanden. Ja, jeg ved det. Det kan virke som pral fra min side lige at skulle hamre min pointe fast og vise åh, hvor meget ret jeg har. Men jeg håber, at det, du i virkeligheden læser, er, at der faktisk ikke skal mere til for at spejle og møde den længsel, som vi alle – også de unge – i virkeligheden har, for bare at blive anerkendt i vores eksistens.
Resten er i virkeligheden bare praktik.
Brug kønnet strategisk
Gå til Gap og køb et par bukser er overskriften på en tegning, jeg bruger i et af mine foredrag. Den blå streg viser mandens adfærd: I indkøbscentret går han direkte hen til GAP butikken, hvor han køber et par bukser til 33 dollars, hvilket tager ham seks minutter. Den røde streg viser, hvordan kvinden når ind i alle butikkerne i storcentret – pånær Gap! – og teksten fortæller, at hun bruger 3 timer, 26 minutter og 876 dollars på det.
Nej, pointen er ikke, at han er smart og hun er dum.
Pointen er, at køn er en kvalifikation i sig selv. Som bør udnyttes på de bedst mulige måder, fremfor at blive udstødt som en paria af det gode selskab. Køn er med til at bestemme vores biologi, vores neurologi og vores kultur, og derfor også med til at bestemme hvilke idealer, værdier og normer vi opererer efter, og hvordan vi manifesterer disse tre i den adfærd vi har.
Hvorfor det også direkte påvirker, hvilket forbrug og relationer vi har – og ikke mindst hvordan vi vælger at leve vores liv og bidrage til fællesskabet. Vores medfødte køn er altså en kvalifikation, som kan opgraderes, forfines, men aldrig neutraliseres fuldstændig (!), med uddannelser, karriere, erfaringer, personlige interesser mm, og som samtidig – uanset hvor politisk ukorrekt det end må være at skrive det – også vil være det (eller i hvert fald et af de) vigtigste filtre vi oplever livet igennem.
GAP-eksemplet viser, at vi handler på forskellige måde, fordi vi vil have noget forskelligt ud af vores adfærd. Og halleluja for det! For mens kvinder gennem shopping manifesterer og styrker deres sociale relationer, er mænds primære ønske at løse et problem. Sammen sørger begge køn altså for at skabe den bedst mulige overlevelse for deres familie/organisation. Og selvom køn jo ikke er en firkant, kan man med held postulere, at for mange mænd (men ikke alle!) er indkøb en mission, der skal løses lettest og hurtigst muligt, mens det for kvinder (de fleste, men ikke alle!) handler om at være den sociale lim i familien eller de fællesskaber de er medlem af, hvorfor shopping først og fremmest er en social aktivitet.
Derfor opererer mænd gerne efter HIHU- princippet (Hurtigt Ind Hurtigt Ud), og dermed er en P-plads foran butikken en top-parameter for succes hos mandlige kunder (og gerne også en smuk og kompetent kvindelig ekspedient!), og kvinder scanner alle butikker for ting og sager, som vil gøre manden, børnene, veninderne, forældrene, eller alle de andre glade.
Fordi køn er en kvalifikation, skal vi blive bedre til at fjerne tabuerne omkring det og i stedet benytte os af de særtræk, som de to køn har. Om særtrækkene er kultur- eller biologisk bestemte er i virkeligheden underordnet, for det, der er vigtigt, er at skabe en fælles kultur, der spænder bredest og bedst muligt i forhold til ens eget mål. Køn er en kvalifikation, fordi vores selvopfattelse aldrig – aldrig! – er uafhængig af vores køn.
Og selvom de to køn naturligvis deler almenmenneskelige træk, bliver måden de leves ud på, være præget af den måde, som køn opfattes på. En mand der giver et barn en is, kan opfattes ganske anderledes end en kvinde, der giver et barn en is. På trods af, at det er præcis samme handling.
Køn er altså altid medbestemmende for, hvordan vi opfatter alle livets situationer. Hvilken adfærd vi lægger for dagen. Og hvordan omverden opfatter vores handlinger. Og selvom det ikke altid er den vigtigste feature at tage med i en strategi, skal du skal som minimum forbi overvejelser om det skal anvendes aktivt, hvis du skal have mest muligt ud af din indsats.
Fx også i den måde du sætter en organisation eller en forretningsplan sammen på. Brug køn som en strategisk ressource, der handler om alt andet end flot PR og symbolværdi, og skab ægte mangfoldighed og varig overlevelse. Og så er det i øvrigt SÅ meget sjovere med en god blanding af han- og hunkøn; både i hverdagen og i eksekveringen af en (næsten) hvilken som helst strategi!
Længsel efter ladycool
Min spanske mormor var en rigtig dame, komplet med rævestola, klirrende smykker, vifte og forfinede bevægelser. Når hun altså ikke gik rundt derhjemme iført kittel under rengøringen. Min farmor kom fra en bondeslægt i det midtjyske og bevægede sig lidt tungere rundt, rynkede munden når hun lagde læbestift på, lavede verdens bedste kringle og havde de skønneste silkekjoler, som hun knitrende gik rundt i. Den første blev forsørget af sin mand, den anden blev tidligt enke og forsørgede sig selv og sine tre børn ved at være vicevært. De var begge seje på hver deres måde, men forbilleder for mig var de aldrig. Ej heller var min mor, da jeg skulle vælge karriere; hertil var det min far jeg kiggede på. Og også startede med at kopiere.
Men det har ændret sig nu. Og ikke kun for mig, men for mange af min generations kvinder.
I over 15 år har jeg holdt foredrag for tusindvis af kvinder i alle afkroge af landet, som naturligt nok lever meget forskellige liv, og de senere år er det blevet tydeligt, at det, der forener mange af dem, er en udefinerbar længsel efter at kunne – endsige turde – hengive sig til det kvindelige univers, uden at der går hverken stiletter, simili eller silikone i den. Denne længsel bliver ofte efterfulgt at sætningen: ”Men jeg ved bare ikke rigtig, hvordan jeg skal gøre det det!?” Når jeg begynder at smide begreber som erotisk kapital, passiv modtagelse, æstetik og rummelighed op på lærredet, ser jeg så til min glæde, hvordan skuldrene sænkes og der kommer lys i øjnene igen.
Som samfund står vi foran en social revolution, der handler om, at det arketypisk kvindelige, der i hundredvis af generationer har været præget af lavstatus – på den ene eller anden måde – nu er ved at skifte niveau til at blive højstatus. Vi er der slet ikke endnu. Men vi er på vej. Og jeg iler med at skrive, at det på ingen måde handler om, at det kvindelige nu skal trumfe det maskuline, overvinde det mandlige, sætte sig på den fælles virkelighed og definere vores samlede selvforståelse og gøre de arketypiske kvindelige idealer, værdier og normer til standarden! Nej!
Det handler om, at når vi kvinder for alvor mærker og oplever, at vores virkelighed – naturligt præget af vores xx-kromosomsammensætning og kulturelle historie – er lige så meget værd, men ikke rigtigere, end mandens, skaber vi i fællesskab et nyt og ligeværdigt spændingsfelt, der kan løfte samfundet mod en større kreativitet og gensidig respekt for en frugtbar diversitet, der tjener os alle. Og det kan – for mig at se – kun blive noget positivt.
Justin Bieber har lige været i København, og blev latterliggjort i Ekstrabladet af en anmelder, der på pinagtig vis udstillede sin ringeagt for små pigers indre liv og drømme. Han blev siden kritiseret flittigt i medierne for sin arrogante attitude, også af andre mænd, hvilket er et positivt tegn på, at det som kvinder/piger synes er vigtigt, ikke har ret til at blive gjort til grin. Hvorfor skulle små pigers betingelsesløse overgivelse til et idol være totalt uselvstændigt og kvalitetsforladt, mens råbende øldrikkende tatoverede mænd til en Rolling Stones koncert er autentiske? Hvordan kan det være, at biler og sportsudstyr har en højere status end sko og tasker, selvom de ud fra et sociologisk synspunkt tjener samme formål: nemlig symbolsk kommunikation.
Der er stadig forskel, men det er altså under forandring nu, og når kvinder selv begynder at anerkende det arketypisk kvindelige som højstatus, vil den endelige transformation ske. Og så kan vi begynde at være ladycool.
Arketypisk er det feminine knyttet til at være modtagende, åben, følelsesstyret, passiv, rummelig, frugtbar, nærværende og omsorgsfuld. Egenskaber der ofte anses for at være mindre vigtige for samfundet end fx resultatorienteret og strategisk. Lykkeligvis giver det moderne samfund os mulighed for at integrere det maskuline i det feminine, og det er, hvad jeg kalder for ladycool. En lady, en dame, er nemlig en der kender sit eget værd, sætter sin egen status højt i samfundet, og som forstår at bruge sin kvindelighed til at opnå de fordele og muligheder, som hun længes efter og kan genkende, fordi hun netop er i kontakt med sine følelser, uden at føle skyld eller skam over det. Eller bruger det som et socialt våben. Og fordi hun anerkender sin egen status, gør omverden det også.
Helt kort handler det om, at du kan sige disse fire sætninger til dig selv – og mene dem:
Jeg er smuk. Jeg er fri. Jeg er vigtig. Jeg er elsket.
Samfundet har brug for, at kvinder begynder at eje deres kvindelighed på en ny måde, der passer til den tid og det fællesskab vi har bygget op i dag. Igennem flere generationer har vi nemlig været dygtige til at tage de maskuline evner og kvaliteter til os, og derfor forsørger mange kvinder i dag sig selv, og indtager vigtige poster i samfundet. Selvom vi teknisk set ikke har 100 procent ligestilling i dag, er vi så tæt på, at det er et andet sted slaget skal stå. Det skal først og fremmest stå inde i kvinderne selv. Vi skal turde være mere som min mormor og min farmor. Mærke en selvfølgelig værdi i det indre liv, de indre længsler, som åbenbart kalder på mange kvinder i dag. Og – dette er vigtigt! – som i samklang med alle de evner og privilegier vi har tilkæmpet os især i de sidste 100 år, gør os til hele mennesker. Og hele kvinder.
Derfor bruger jeg de fire sætninger, når jeg nu tager rundt i landet og holder foredrag for kvinder. Og det befriende ved udsagnene er, at det er op til den enkelte kvinde at finde ud af, hvad der gør hende smuk. Fri. Vigtigt. Og elsket. Det er der virkelig ingen facit på – det er kun op til dig selv!
Se foredrag med Emilia van Hauen